Dagens Overblik: Selvtest kan måske åbne for flere elever i skolerne, skriver statsministeren

Statsministerens rejse til Israel kritiseres bredt, kulturordfører raser efter samråd om sommerens festivaler, og statsministeren skriver på Facebook, at hun er inspireret af østrigsk model med selvtest til genåbning af skoler.

Godmorgen og velkommen til dit politiske overblik på den sidste dag inden weekenden.

Mette Frederiksen vil sammen med regeringslederne i Østrig og Israel etablere en covid-19 fond og undersøge muligheden for fælles produktion af vacciner.

Det blev resultatet af statsministerens lyntur til Israel i går, hvor Mette Frederiksen sammen med Østrigs konservative forbundskansler Sebastian Kurz rejste til Tel Aviv i Israel for at diskutere vacciner med den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu.

Fra partier til tysk avis – bred kritik af statsministerens rejse til Israel

Men Mette Frederiksen vender ikke hjem til Danmark uden politisk ballade. 

Enhedslisten mener, hun har svigtet Folketinget, fordi hun ikke har informeret om aftalen i Israel på forhånd.

"Der er ikke informeret om det, der er ikke søgt opbakning til det, og vi aner ikke, hvad der ligger i de aftaler, hun åbenbart har indgået,” siger gruppeformand for Enhedslisten, Peder Hvelplund, til Berlingske.

Også Venstres udenrigspolitiske ordfører Michael Aastrup Jensen er kritisk.

”Jeg er ekstremt forundret. Det står i Grundloven, at før en regering laver større, udenrigspolitiske aftaler, så skal man rådføre sig med Udenrigspolitisk Nævn,” siger han til Berlingske.

Den tyske avis Die Welt skriver, at rejsen svækker Europas coronasolidaritet.

Læs også Lykke Friis’ vurdering af, hvorfor statsministerens rejse skaber så meget ballade på Altinget.

Skoler kan måske åbne for flere elever med østrigsk model for selvtest

Vaccineproduktion var ikke det eneste, Mette Frederiksen talte med den østrigske kansler om på turen til Israel.

Statsministeren fik også inspiration til genåbning af skoler efter en østrigsk model, hvor skolebørn tester sig selv. Det skriver hun på Facebook torsdag aften.

"Jeg tager også hjem med inspiration fra Østrig, der har åbnet skolerne blandt andet ved, at børnene tester sig selv. Kan vi gøre det i Danmark – og dermed få flere børn tilbage – vil det virkelig være godt." 

Statsministeren begyndte forhandlinger med de enkelte partier i Folketinget i mandags, og forventer at indkalde de sidste partier til forhandling den 12. marts. Næste mulighed for at genåbne Danmark yderligere er den 15. marts.

Se hele Mette Frederiksens opslag på Facebook her.

Vi skal foran - så kort kan det siges. Foran corona, foran mutationerne - men også foran de pandemier, der kan opstå i...

Posted by Mette Frederiksen on Thursday, March 4, 2021

 

Ekspertgruppe regner nu på genåbning af alle områder

Nu vil en ekspertgruppe regne på en genåbning af blandt andet erhverv, undervisning, kultur og idræt. Det skriver Politiken via Ritzau.

Sundhedsstyrelsen skriver i en mail, at der bliver regnet på alle samfundsområder, der er underlagt coronarestriktioner. 

”Det er vigtigt, at hvert eneste af elementerne er vurderet hver for sig for at få det fulde grundlag at træffe beslutning om genåbningsplanen ud fra,” skriver sundhedsminister Magnus Heunicke i en kommentar.

Landets festivaler fik ikke mere klarhed på samråd – kulturordfører raser 

I går var Joy Mogensen i samråd med kulturudvalget om overvejelserne om at afholde festivaler og andre større begivenheder i 2021. Men det er for tidligt at sige, om festivaler kan finde sted i 2021, sagde kulturministeren.

”Jeg er helt opmærksom på, at dette svar på nuværende tidspunkt ikke giver fuldstændig klarhed over, hvordan og hvorledes med især de store begivenheder, da de står i en ekstraordinær vanskelig situation,” sagde Joy Mogensen. 

På samrådet sagde kulturordfører, Birgitte Bergman (K), at man ikke kan være bekendt at blive ved med at udskyde politiske handlinger. 

”Når jeg sidder her og lytter til spørgsmålene og debatten – på denne fine dag – så koger jeg indeni af raseri,” sagde Birgitte Bergman på samrådet. Læs mere på Berlingske.

I morgen er det et år siden, flere end 1.000 mennesker har danset og sunget sammen til en koncert. På Altinget har vi talt med nogle af dem, som den tomme koncert- og festivalkalender har påvirket mest.

Det sker i dag:

  • Klokken 9.30: Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil og sundhedsminister Magnus Heunicke skal svare på, hvorfor regeringen ikke har sikret ligestilling af fri- og folkeskolerne i forbindelse med tests af lærere, pædagoger og andet personale.
  • Klokken 10.30: Erhvervsminister Simon Kollerup og socialminister Astrid Krag skal i samråd om GDPR- og hvidvaskreglernes betydning for mindre frivillige foreninger.
  • Røde Kors afholder konference med fokus på de humanitære behov i en verden med covid-19. Udviklingsminister Flemming Møller Mortensen holder oplæg om prioriteter i den kommende udviklingspolitiske strategi.

Forrige artikel SF afviser ikke tvangstest: SF afviser ikke tvangstest: "At kalde det et indgreb i ens personlige frihed er noget vrøvl" Næste artikel Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen: Hvor godt har du fulgt med?