Dagens overblik: Regeringen vil ændre lejr-lov

OVERBLIK: Regeringen lægger op til at ændre den såkaldte lejr-lov, som giver politiet mulighed for at give hjemløse zoneforbud, hvis de overnatter på gaden i ’utryghedsskabende lejre’. Og DF vil gribe ind over for el-løbehjul. Få dit politiske nyhedsoverblik her.

Velkommen til dagens politiske nyhedsoverblik.

Vi starter hos Jyllands-Posten, som kan fortælle, at regeringen lægger op til at ’præcisere’ den såkaldte lejr-lov, som giver politiet mulighed for at udstede et zoneforbud til hjemløse, hvis de overnatter på gaden i 'utryghedsskabende lejre’.

Det står nemlig i det forståelsespapir, som regeringen blev enige med sine støttepartier om.

Loven blev vedtaget af den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Formålet med loven var at forhindre, at grupper af udenlandske hjemløse slog sig ned i mere eller mindre permanente lejre på offentlige steder. Oprindeligt kunne zoneforbuddet dække en radius af 800 meter fra lejren, men fra 1. marts 2018 blev loven skærpet yderligere, så det gjaldt en hel kommune.

Flere har kritiseret loven for at ramme danske hjemløse hårdt.

”Vi kom så langt, vi kunne under regeringsforhandlingerne, men vi så helst, at lejr-loven helt blev afskaffet, fordi den de facto kriminaliserer hjemløshed,” siger Enhedslistens retsordfører, Rosa Lund.  

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra justitsminister Nick Hækkerup (S), men ministeriet oplyser, at det endnu ikke ligger fast, hvornår loven bliver ændret − eller hvordan.

Læs hele historien her.

DF’er om el-løbehjul: De skaber utryghed
Dansk Folkeparti mener, at der skal gribes ind over for de elektriske løbehjul, der som en del af en forsøgsordning i øjeblikket kan ses overalt i det indre København og Aarhus midtby. Det skriver TV 2.

”Det er et problem. Det tror jeg, de fleste, der har bevæget sig rundt i Aarhus eller København, har oplevet. De skaber utryghed. Man er nødt til at gribe ind og lave en regulering af det, før det tager fuldstændig overhånd,” siger Morten Messerschmidt der er miljøordfører og fungerende politisk ordfører for Dansk Folkeparti.

Han får opbakning fra Rådet for Sikker Trafik og Cyklistforbundet. Begge organisationer forklarer over for Jyllands-Posten, at det er problematisk, at cykelstierne skal rumme så mange forskellige trafikanter på samme tid.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) vil dog afvente evalueringen af forsøgsordningen, som efter planen afsluttes i januar næste år.

Regeringen vil give flygtninge gratis uddannelse
Så runder vi også lige et par historier fra weekenden.

Alle flygtninge, som opholder sig midlertidigt i Danmark, bør have mulighed for at få en gratis videregående uddannelse. Sådan lyder det fra udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) ifølge Jyllands-Posten.

Den udmelding kommer, efter ministeren sidste år ellers afviste, at flygtninge, som har fået midlertidigt ophold efter udlændingelovens paragraf 7, stk. 3, skulle have mulighed for at tage en gratis videregående uddannelse.

Mattias Tesfaye forklarer holdningsændringen med, at han er blevet opmærksom på en ’ligestillingsudfordring’, da syv af ti med ophold efter paragraf 7, stk. 3, ifølge ministeren, er kvinder.

Det får Dansk Folkeparti til at anklage Socialdemokratiet for at bløde op på udlændingepolitikken efter pres fra venstrefløjen. Og Venstres udlændingeordfører, Mads Fuglede, kalder det også for en lempelse.

Men det afviser Mattias Tesfaye:

”Signalet er helt klart, at hvis man ikke mere har brug for beskyttelse og ikke har nogen tilknytning til Danmark, skal man hjem. Det bliver der ikke lavet om på. Vi siger så, at der dels er nogle ligestillingsmæssige udfordringer, og dels en sammenhæng – særligt for kvinder – mellem at få en uddannelse og træde ud på arbejdsmarkedet. Her har det været vigtigt for os at finde den kortest mulige vej til beskæftigelse.”

Minister afviser at hjælpe tørkeramte husejere
Søndag kunne TV 2 fortælle, at de husejere, der sidste år blev ramt af tørkeskader, ikke skal regne med at få hjælp fra politisk side.

”Jeg synes, at man som husejer i den her situation skal appellere til sit forsikringsselskab,” siger erhvervsminister Simon Kollerup (S).

De berørte husejere så ellers et håb forude, da den tidligere regering sammen med Dansk Folkeparti satte tørkeskaderne på den seneste finanslovsaftale.

Her stod der, at der skulle nedsættes en arbejdsgruppe, som skulle "undersøge forholdene omkring tørkeskader på huse og forsikringsvilkår i forhold til tørkeskader samt mulige modeller for løsninger fremover."

Simon Kollerup fortæller dog, at han til efteråret vil indkalde Folketingets partier til en drøftelse af, hvad man fremadrettet kan gøre for at sikre danskerne mod at stå i en sådan situation.

Forrige artikel Sputnik: ”Vi siger ikke, det er sandt” Sputnik: ”Vi siger ikke, det er sandt” Næste artikel 10 år som direktør for Institut for Menneskerettigheder: Vi er blevet mere pragmatiske og mindre idealistiske 10 år som direktør for Institut for Menneskerettigheder: Vi er blevet mere pragmatiske og mindre idealistiske