Dagens overblik: Regeringen præsenterer sit bud på nye økonomiske reformer

Ifølge flere medier vil regeringen tirsdag fremlægge et udspil, som lægger op til at sænke dimittendsatsen. Trine Bramsen siger nej til at give EU flere muskler på forsvarsområdet. Få overblik over tirsdagens politiske historier.

Godmorgen og velkommen til denne tirsdag i dansk politik, som formentlig vil komme til at stå i reformernes tegn.

På et pressemøde klokken 10 i Statsministeriet vil statsminister Mette Frederiksen (S) flankeret af finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) fremlægge første del af regeringens ventede reformudspil.

De kommende reformer blev allerede varslet i Mette Frederiksens tale ved Folketingets afslutning i begyndelsen af juni. Nu sætter regeringen ord på, hvilke konkrete reformer den har i tankerne.

Allerede nu er der dog et par medier, der kan berette om dele af det nye udspil. Både TV 2, Politiken og Børsen skriver, at regeringen lægger op til at sænke dagpengesatsen for ledige nyuddannede uden børn. Det er den såkaldte dimittendsats, som gives til dem, der står uden job lige efter endt uddannelse.

 

Flere dagpenge til andre nyledige

Sideløbende med en lavere dimittendsats foreslår regeringen ifølge medierne at øge dagpengesatsen for folk, som bliver ledige efter lang tid i job. Det skal ifølge TV 2 være en såkaldt trappemodel, hvor satsen efterfølgende gradvis bliver nedjusteret.

TV 2 skriver også, at udspillet vil indeholde en 37-timers aktiveringspligt for kontanthjælpsmodtagere, som er parate til arbejdsmarkedet. Både Børsen og Politiken skriver, at der også vil blive lagt op til en ændring af modregning af ydelser for pensionister, som arbejder. Ifølge alle tre medier er regeringens forventning til udspillet, at det vil øge arbejdsudbuddet med lidt over 10.000 personer.

Titlen på udspillet er ’Danmark kan mere I’, hvilket også var overskriften på den konference om fremtidens reformer, som statsministeren var vært for i Fredericia i august.

Bramsen: Afghanistan kalder ikke på flere militære muskler til EU

Det kaotiske exit fra Afghanistan bør være en advarsel om, at europæerne er nødt til at have mere samarbejde på det militære område. Sådan har det lydt fra flere i toppen af EU-systemet.

Men det er forsvarsminister Trine Bramsen (S) ikke enig i. Det fortæller hun i et interview med Altinget EU

Forsvarsministeren vil slet ikke gå ind i diskussionen om, at EU skal have flere muskler på forsvarsområdet til blandt andet at kunne agere hurtigere i krisesituationer som den i Afghanistan. Det bliver affejet med argumentet, ”at hvis ikke vi kan få det, vi har, til at virke, så er det nok også for tidligt at få diskuteret efterfølgende skridt”.

Trine Bramsen fremhæver i stedet, at hun mener, at EU’s rolle er at komme med langsigtede løsninger som for eksempel at stå i spidsen for den resterende evakueringsproces.

Hørt på rigsretssagens tredjedag

”Jeg føler mig som gidsel i en løgn”. Sådan skrev kontorchef Ditte Kruse Dankert i en mail, efter Inger Støjberg i juni 2017 var i et samråd om adskillelse af asylpar.

Det kom frem under tredjedagen af rigsretssagen, hvor anklagerne fortsatte deres gennemgang af dokumenter, som de finder relevante. Det skriver redaktør for Altinget Embedsværk, Sine Riis Lund, i sin gennemgang af tredjedagen.

Læs mere om, hvad der skete mandag i rigsretssagen, lige her, hvor du også kan læse resumé af de første to dage.

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Rigsretssagen mod Inger Støjberg fortsætter. Få overblik over kalenderen for rigsretssagen, der forventes at vare frem til julen, lige her.
  • Klokken 9.45: Folketingets partier kommer til forhandlinger om landbrugsaftale hos fødevareminister Rasmus Prehn (S).
  • Klokken 10.00: Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterer sammen med finansminister Nicolai Wammen (S) og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) første del af regeringens reformudspil ’Danmark kan mere’. Pressemødet finder sted i Statsministeriets spejlsal.

Forrige artikel Nye tal: Hver fjerde jobparate på kontanthjælp registrerer ikke sin jobsøgning Nye tal: Hver fjerde jobparate på kontanthjælp registrerer ikke sin jobsøgning Næste artikel Klimaskoler, udlændingekrav og dagpenge: Sådan vil regeringen få 10.500 flere i job Klimaskoler, udlændingekrav og dagpenge: Sådan vil regeringen få 10.500 flere i job