Dagens overblik: Regeringen præsenterer coronapas, og grænsen for automatisk nedlukning hæves

Regeringen præsenterer det digitale coronapas. Positivprocent for automatisk coronanedlukning hæves. Rapport viser udfordringer ved at få flere i beskæftigelse. Læse-anbefalinger om regeringens udflytning studiepladser. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til ugens sidste politiske overblik.

Et coronapas har længe været et ønske i rejsebranchen og det øvrige erhvervsliv, og klokken 12.15 i dag præsenterer regeringen det digitale pas på et pressemøde med flere ministre og direktører for DI og Dansk Erhverv.

Passet er udviklet som en app, som vil kunne dokumentere vaccine og test ved rejser indenfor EU.

Samme dag hæves de kritiserede grænser for automatisk nedlukning af sogne og kommuner, hvis smittetal er for høje. Det skriver TV2.

Nu skal et sogn skal lukke ned, hvis positivprocenten er 3 procent (før 2,5 procent), hvis der er mere end 600 smittede ud af 100.000 indbyggere (før 500) og hvis kommunen har mindst 20 nye smittetilfælde indenfor den seneste uge (uændret).

I kommunerne gælder det, at antallet af smittede ud af 100.000 hæves fra 250 til 300, ligesom der skal være mindst 20 smittede, før en kommune lukker ned.

Flere uddannelser udenfor de store byer

Torsdag præsenterede regeringen et nyt udspil, der vil flytte uddannelser og studiepladser væk fra Danmarks fire største byer. På Altinget dækker vi udspillet tæt, og derfor kommer her tre læse-anbefalinger til dig:

  • Flere aktører og politikere sig over, at 1300 pladser på velfærdsuddannelser flyttes ud af de største byer. BUPL og borgmestre i København mener, udspillet vil gøre det svære at rekruttere pædagoger i hovedstaden, og at det kan spænde ben for minimumsnormeringerne. Læs artiklen her.
  • Regeringen bruger både torsdagens udspil om udflytning af studiepladser og onsdagens udspil om grønnere byer til at skyde gang i den kommunale valgkamp. Læs analysen her.
  • Ordførere og erhvervslivet kritiserer regeringens beslutningen om at skære på optaget af studerende i de store byer, men uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen afviser. Læs artiklen her.

Europæisk asylsamarbejde

I næste uge skal Folketinget tredjebehandle et forslag om at kunne etablere et modtagecenter for asylansøgere udenfor EU’s grænser. Regeringen har selv foreslået et samarbejde med Rwanda.

Men på forsiden af Berlingske peger regeringens egne embedsmænd nu på, at beslutningen kan få konsekvenser for Danmarks samarbejde med EU.

I en juridisk analyse fra Udlændinge- og Integrationsministeriet står der, at Danmark i yderste konsekvens kan ende med at blive ekskluderet fra Dublin-aftalen, og dermed kan vi ikke længere sende asylansøgere tilbage til et andet EU-land, hvor de er registreret.

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye kalder det til Berlingske for en hypotetisk diskussion. 

Udfordringer ved at få flere i beskæftigelse

Til sommer skal der være 10.000 flere i beskæftigelse, hvis det står til statsministeren. 

Derfor ser to kommissioner på, hvordan det kan gøres, og torsdag præsenterede den ene – reformkommissionen – sin første delrapport. Rapporten fokuserer på hovedudfordringerne i kommissionens videre arbejde.

Udfordringerne bliver ifølge Reformkommissionen blandt andet, at en stor gruppe langtidsledige har udviklet sig til noget blivende, at vores uddannelsessystem ikke er gearet til fremtiden, og at den offentlige sektor er skabt i en tid, hvor kravene var helt anderledes end i dag. 

Læs flere af udfordringerne på Altinget. 

Det sker i dag:

  • Regeringen præsenterer initiativer, der skal hjælpe langtidsledige.
  • Klokken 9.30: Lars Løkke skal afhøres i Tibetkommissionen
  • Klokken 10: Åbent samråd om mere tryghed på landets fødeafdelinger med sundhedsminister Magnus Heunicke.
  • Klokken 12.15: Pressemøde om det nye digitale coronapas. På mødet deltager finansminister Nicolai Wammen (S), sundhedsminister Magnus Heunicke (S), transportminister Benny Engelbrecht (S), administrerende direktør i Dansk Industri Lars Sandahl Sørensen og administrerende direktør i Dansk Erhverv Brian Mikkelsen.

Forrige artikel Reformkommissionen: Her er de fem største udfordringer for Danmark Reformkommissionen: Her er de fem største udfordringer for Danmark Næste artikel Tidligere statsminister Poul Schlüter er død Tidligere statsminister Poul Schlüter er død