Dagens overblik: Sag mod Støjberg begynder, Radikale forlader uddannelsesforhandlinger, og muslimske friskoleelever overrasker

Natten til fredag forlod Radikale forhandlingerne om at rykke studiepladser ud af storbyerne. Fredag må medier vise indledningen på det første retsmøde i rigsretssag mod Støjberg. Muslimske friskoleelever er ikke dårligere integreret end muslimske elever i folkeskoler. Embedsmænd i centraladministrationen er under massivt arbejdspres. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit politiske overblik på den sidste dag inden weekenden. 

Regeringen forhandler i disse dage om det store uddannelsesudspil, de præsenterede i maj, hvor de vil rykke studiepladser fra storbyer til provinsen.

Men natten til fredag forlod Radikale forhandlingerne. Det fortæller Radikales uddannelsesordfører, Katrine Robsøe, til DR

”Vi er meget uenige i regeringens ønske om at lukke tusindvis af studiepladser. Og vi er også meget uenige i dens holdning til, at man kan flytte en masse uddannelser, uden at man investerer.”

Få overblikket over regeringens udspil på Altinget Forskning.

Første Støjberg-retsmøde

Fredag klokken 10 indledes rigsretssagen mod Inger Støjberg med et forberende retsmøde. Og selvom folketinget i juni stemte imod beslutningen om at sende live fra Rigsretten, så må medier gerne sende indledningen af mødet fredag. Det skriver Berlingske.

På det forberende retsmøde bliver den fremtidige TV-dækning nemlig besluttet af Rigsretten.

I Jyllands-Posten kan du også få overblikket over de ”sejrsikre” advokater, som skal overbevise 26 dommere om Inger Støjbergs straf eller frifindelse i sagen fra 2016, som handler om ulovlig tvangsadskillelse af asylpar, hvor den ene var mindreårig. 

Rigsretssagen begynder den 2. september med sidste retsmøde 30. november.

Stress blandt embedsmænd 

Embedsmænd i centraladministrationen er under massivt arbejdspres. Det viser en ny undersøgelse, som Djøf har foretaget, skriver Politiken.

Af de 4.000 embedsmænd – fra unge fuldmægtige til departementchefer – svarer 7 ud af 10, at arbejdspresset er så højt, at de mener, det går udover deres arbejde.

Ifølge Djøfs formand, Henning Thiesen, skyldes det flere reformer, at tempoet er steget i embedsværket de sidste 10-15 år.

”Fordi man politisk ønsker hurtige løsninger for at afhjælpe et problem, og man knap har lagt sidste hånd på en reform, så kommer den næste,” siger han til avisen.

Muslimske friskoleelever overrasker 

Når politikerne åbner deres Information her til morgen, kan det være, de får kaffen galt i halsen. De sidste år har der været en heftig debat om muslimske friskoler, blandt andet har regeringen bebudet, at de vil fjerne tilskuddet til muslimske friskoler for at modvirke parallelsamfund.

Men nu kan man læse, at muslimske friskoleelever ikke er dårligere integreret end muslimske elever i folkeskoler. Det viser en rapport fra Rockwool Fonden ifølge avisen. 

Forskerne har blandt andet spurgt ind til, hvorvidt eleverne har tillid til danskerne, demokratiske værdier og om de vil støtte skattebetaling – og her er der meget små forskelle, fortæller lektor Per Mouritsen, som er hovedforfatter på studiet. 

"Og når der er en forskel på grupperne, så er det i vidt omfang sådan, at eleverne i friskolerne svarer som bedre medborgere end folkeskoleeleverne," siger han.

Igen 200 kvoteflygtninge fra Rwanda

I årets finanslov afsatte regeringen og støttepartierne 40 millioner af til at kunne modtage 500 kvoteflygtninge. Men igen i år vælger udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) at tage under halvdelen, nemlig 200 – og de kommer igen i år fra Rwanda. Det skriver Berlingske.

Udlændingeordførere fra SF og Radikale synes, det er for lavt i forhold til aftalen.

"Der er afsat penge til 500, så det er i hvert fald et minimum. Vi synes, det er usselt, kun at tage 200 i en coronatid, hvor asyltallet er historisk lavt, samtidig med, at Norge tog 3000 sidste år, og Sverige tog 5000," siger Radikales udlændingeordfører Kristian Heegaard til avisen. 

Status på den politiske sæson

Mette Frederiksen har stået i spidsen for en ren socialdemokratisk regering de sidste to år, og en del af forståelsespapiret med støttepartierne er løst. Men der er stadigvæk mange åbne ender op til afslutningen af den politiske sæson.

Derfor giver Altingets fagredaktører dig en række korte analyser – med status på deres politikområde og et kig ind i næste sæsons politiske slag.

 

Det sker i dag:

  • Klokken 10: Forberedende retsmøde om rigsretssagen mod Inger Støjberg.
  • Klokken 10: EU-topmøde fortsætter.
  • Klokken 18: USA's præsident, Joe Biden, skal mødes med Afghanistans præsident, Ashraf Ghani, i Det Hvide Hus.
  • Klokken 18.30: Der præsenteres strafudmåling i sag om drabet på George Floyd.

Forrige artikel Fagredaktørerne guider: Her står de næste politiske slag efter to år med S-regeringen  Fagredaktørerne guider: Her står de næste politiske slag efter to år med S-regeringen  Næste artikel Prøv quizzen: Har du fulgt med? Prøv quizzen: Har du fulgt med?