Dagens overblik: Organisation stævner staten for at efterlade danske børn i syrisk fangelejr

Staten hives i retten, ny velfærdslov kan få en begrænset effekt, og Tyskland går til valg. Her er et overblik over fredagens politiske nyheder.

Godmorgen og velkommen til ugens sidste politiske nyhedsoverblik, hvor vi blandt andet skal en tur til Tyskland, der om to dage skal vælge sin nye forbundskansler.

Vi starter dog inden for landets grænser, hvor staten hives i retten for at efterlade fem danske børn i en fangelejr i Syrien.

Det skriver Politiken.

Det er foreningen Repatriate the Children - Denmark (RTC), der stævner staten, da den mener, at regeringen bryder dansk lov og internationale konventioner ved at lade nogle børn blive i fangelejren. De fem børn har dansk statsborgerskab, mens deres i alt tre mødre har fået frataget deres statsborgerskab. Regeringen vil kun evakuere børnene, hvis mødrene giver afkald på dem.

"Danske børn har selvfølgelig krav på at komme hjem sammen med deres mødre, hvis det er en forudsætning for, at de kan få den rigtige lægelige behandling, som de har brug for, og som de har krav på," siger advokat Knud Foldschack fra RTC til avisen.

Politiken beskriver, hvordan børnene blandt andet lider af angst, tics og er underernærede.

Velfærdslov med begrænset effekt

Efter godt halvandet års forsinkelse fremsatte regeringen torsdag sit udkast til den velfærdslov, som Socialdemokratiet gik til valg på i 2019.

Det skriver Altinget Kommunal

Lovforslaget skal tvinge fremtidige regeringer til at lade det offentlige forbrug vokse i samme takt, som antallet af ældre og børn stiger. 

Det er dog ikke nødvendigvis et forslag, der vil tilføre flere penge til det offentlige, end der bliver i forvejen. Siden starten af 00'erne har udviklingen i det samlede offentlige forbrug - med få undtagelser - ligget højere end det demografiske træk.

Loven kan dog få den betydning, at det vil blive sværere at indføre politikker, der mindsker den offentlige sektor, vurderer professor i statskundskab Michael Baggesen Klitgaard.

Fire ud af ti kan undgå 37-timers krav

43 procent af landets ledige indvandrere vurderes at få dispensation fra regeringens reformforslag om 37 timers arbejdspligt. 

Det skriver Jyllands-Posten, der er i besiddelse af et notat fra Beskæftigelsesministeriet og Finansministeriet. De 43 procent svarer til cirka 8.600 personer.

Venstres udlændingeordfører beskylder regeringen for at puste forslaget op:

"Det er lidt som teenagedrengen, der kommer i skole om mandagen og fortæller om weekendens erobringer. Der smøres lidt ekstra på i forhold til virkeligheden. Man forsøger at sælge noget til offentligheden, der skal lyde større, end det egentlig er," siger Morten Dahlin (V) til Jyllands-Posten.

I Merkels fodspor

Som lovet skal vi til sidst et smut forbi Tyskland, hvor valgplakater præger landskabet, og befolkningen søndag går til urnerne.

Altinget har fredag udgivet femte og sidste del af podcasten I Merkels fodspor, hvor Lykke Friis og Thomas Lauritzen tager på rejse gennem Angela Merkels liv, politik og eftermæle. 

I dagens podcast siger vi farvel til krisekansleren og vender blikket fremad mod de udfordringer, som Merkels efterfølger kommer til at stå med. 

Find alle episoderne af I Merkels fodspor her.

Det sker i dag

  • Klokken 9.00: Rigsretssagen mod Inger Støjberg i Instrukssagen fortsætter i dag.
  • Klokken 9.45: Skivemødets anden og sidste dag. I dag med deltagelse af Søren Pape Poulsen (K),Sofie Carsten Nielsen (R), Jakob Ellemann-Jensen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF) og indenrigs- og boligminister Kaare Dybvad Bek (S).
  • Klokken 12.00: Klimastrejke på Christiansborg Slotsplads.

Forrige artikel Styrelse i lækket notat: Regeringens valgløfte om nærhospitaler kan kræve en ny definition på hospitaler Styrelse i lækket notat: Regeringens valgløfte om nærhospitaler kan kræve en ny definition på hospitaler Næste artikel Eksperter om ny velfærdslov: Elastik i metermål og mange uløste udfordringer Eksperter om ny velfærdslov: Elastik i metermål og mange uløste udfordringer