Dagens overblik: Minkafhøringer genoptages i dag med Barbara Bertelsen i den varme stol

Ny måling: V, K og SF har størst chancer for at vinde nye vælgere. Minkafhøringer genoptages med Barbara Bertelsen i den varme stol. Kritiseret topdiplomat langer ud efter Tibet-Kommissionen. EU og Kina holder virtuelt topmøde om krigen i Ukraine. Få overblikket over dagens nyheder. 

God morgen og velkommen til ugens sidste nyhedsoverblik her hos Altinget.

Fredag genoptager Minkkommission afhøringer af en stribe tidligere og nuværende topembedsmænd.  

Her skal blandt andre Statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, tilbage i den varme stol.

Hun spillede en helt central rolle i håndteringen af sagen og blev i november afhørt i syv timer i Retten ved Frederiksberg.

Også tidligere veterinærdirektør i Fødevarestyrelsen Hanne Larsen og departementschef i Justitsministeriet Johan Kristian Legarth genafhøres fredag.

Få det fulde overblik over genafhøringerne i Minkkommissionen her.

Altinget har også samlet centrale nedslag fra samtlige afhøringsdage. Dem kan du dykke ned i her.

Læs også om den seneste afhøring af Barbara Bertelsen her.

Kritiseret topdiplomat langer ud efter Tibet-Kommissionen

Tibetkommissionens beretning bygger på helt fundamentale misforståelser af, hvordan udenrigstjenesten arbejder.

Det siger tidligere direktør i Udenrigsministeriet Friis Arne Petersen ti Altinget

Han peger på, at der mangler dommere med indgående indsigt i forvaltningen, når Folketinget nedsætter undersøgelseskommissioner.

”Jeg synes, at der udover de dygtige jurister burde sidde andre i kommissionen, som kender centraladministrationen og politiet. Folk med ekspertise på de her områder, som kunne hjælpe med at retlede kommissionen og finde ud af, hvad der er gået galt,” siger han.

Læs hele interviewet i Altinget her. 

{{toplink}}

Stor forskel på tilskud til privates indlogering af flygtninge

Der er betydelige forskelle på økonomisk tilskud til private, som tilbyder husly til Ukrainske flygtninge, skriver Jyllands-Posten.

Mens flere kommuner ingen tilskud giver for den private indsats, kan man eksempelvis i Sønderborg få omkring 7500 om måneden for at hjælpe med indlogeringen.

Alle kommuner skal modtage flygtninge fra Ukraine, og flere steder ser man nu ind i udfordringer med at skaffe nok boliger.

Derfor efterspørger flere borgmestre nu, at kommunerne skal yde den samme støtte til private, som hjælper med at sikre ukrainerne husly.

”Det er jo et spørgsmål om at anerkende, at der er borgere, der frivilligt vil gå ind og løfte en opgave, som vi ellers skulle løfte, og den velvilje og involvering vil vi gerne holde fast i,” siger Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg, til Jyllands-Posten.

EU og Kina holder virtuelt topmøde

Fredag holder EU og Kina et virtuelt topmøde.

Her vil kommissionsformand Ursula von der Leyen, formand for Det Europæiske Råd Charles Michel, og EU's udenrigschef, Josep Borrell, tale med både Kinas premierminister, Li Keqiang, og præsident Xi Jinping. 

Centralt på dagsordenen er krigen i Ukraine, som Kina endnu ikke har taget klart afstand fra. 

"I vores øjne er der ikke plads til at stille sig andre steder end det rigtige sted i den her krise - nemlig på ukrainernes side imod et Rusland, som invaderer et fredeligt, demokratisk land," lød det fra Mette Frederiksen under  sidste uges EU- og Nato-topmøde. 

Men en løftet pegefinger vil næppe gøre nogen forskel under topmødet, lyder det fra Andreas Bøje Forsby, der forsker i Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS). 

"De eneste, der virkelig kan presse Kina på en effektiv måde, der gør, at kineserne vil blive bekymrede, er amerikanerne. Det er trods alt i en anden klasse, når amerikanerne siger noget med store bogstaver," siger han.

Læs Altingets artikel om krigens betydning for EU's forhold til Kina her.

Soldater på vej til Baltikum får kun få timers mental briefing

Den danske regering vil sende en kampbataljon på 800 soldater til Letland efter ønske fra Nato.

Men selvom det er normal praksis, har de danske soldater ikke modtaget undervisning af psykologer, skriver Altinget.

“Vi har været nødt til at fravige fra den normale mentalforberedelse på grund af tid og de vilkår, som vi fik stillet til rådighed,” siger leder af militærpsykologisk afdeling ved Veterancentret, Morten Gran.

I stedet har soldaterne fået få timers briefing, hvilket bekymrer talsmand for Veteranalliancen, Claus Stenberg.

“Logikken er vel, at jo højere beredskab du har, desto mere skal du gøre ud af de forebyggende indsatser, heriblandt stresshåndtering,” siger Claus Stenberg. 

Samme toner lyder fra Tom Block, formand for Hærens Konstabel- og Korporalforening (HKKF).

“Et par timers undervisning i forbindelse med udsendelse er ikke nok. Jeg vil undersøge og spørge ind til, hvordan det kan være, at den mentale forberedelse ikke har været prioriteret mere,” siger han. 

Leder af militærpsykologisk afdeling ved Veterancentret, Morten Gran, understreger, at han står ”fint på mål” for forberedelserne.

Ny måling: V, K og SF har størst chancer for at vinde nye vælgere

Frem mod folketingsvalget har særligt Konservative, SF og Venstre gode chancer for at gå på strandhugst blandt andre partiers vælgere. Det viser en ny måling, som Epinion har foretaget for Altinget.

Målingen viser, at 13,97 procent af vælgerne vil stemme på Konservative, hvis de ikke skulle stemme på deres foretrukne parti. 12,37 procent vil stemme på SF, mens 10,39 procent overvejer Venstre.

Altingets politiske redaktør, Esben Schjørring, hæfter sig særligt ved Venstres potentielle vælgere.

Han påpeger nemlig, at partiet med 10 procentpoints fremgang vil placere sig omkring seneste valgresultat.

Her fik Venstre 23,4 af stemmerne, mens de i den seneste måling står til 15, 3 procent.

”Jeg er en af dem, der ikke tror på de meningsmålinger, der er lige nu om Venstre, afspejler virkeligheden,” siger Esben Schjørring og fortsætter:

”Jeg tror i stedet, at de 10 procent potentielle vælgere er meget tættere på at stemme på Venstre næste gang, end jeg tror på, at Konservative og SF har 12 eller 13 procent i en reel vælgerreserve.”

Det sker i dag: 

  • Klokken 9: Minkkommissionen holder genafhøringer
  • Klokken 10: EU og Kina holder virtuelt topmøde

Forrige artikel Kritiseret topdiplomat: Tibetkommissionen ved ikke, hvad den taler om Kritiseret topdiplomat: Tibetkommissionen ved ikke, hvad den taler om Næste artikel Prøv quizzen. Hvor godt har du fulgt med? Prøv quizzen. Hvor godt har du fulgt med?