Dagens overblik: Mark Rutte erklærer ”overvældende” sejr ved valg i Holland

Den liberale regeringsleder Mark Rutte erklærer valgsejr i Holland. SSI ændrer opgørelsen af daglige coronasmittetal. Regeringens forslag om tvangstest i Vollsmose var på kant med epidemiloven. Få morgenoverblikket.

Godmorgen og velkommen til dit korte politiske overblik ovenpå et hollandsk valg.

Den siddende regeringsleder Mark Rutte erklærer en ”overvældende” sejr efter parlamentsvalget i Holland onsdag. Ifølge Politicos valgstedsmålinger bliver hans parti, Folkepartiet for Frihed og Demokrati (VVD), nemlig det største parti.

I januar måtte hans regering gå af på grund af en historisk skandale om sociale ydelser, hvor mange tusind forældre fejlagtigt blev anklaget for svindel med børnepenge. Men skandalen ser ikke ud til at have skadet befolkningens opbakning til Mark Rutte.

Den liberale regeringsleder har siddet på magten i 10 år, og det nye valg vil derfor gøre ham til den længst siddende regeringsleder i Holland.

I europæisk politik har Mark Rutte markeret sig ved at stå sammen med Danmark, Østrig og Sverige imod et større EU-budget, som en del af den omtalte ”sparebande”.

Efter Mark Ruttes parti står Centrum-venstrepartiet D-66 til at blive næststørst, mens det indvandringskritiske Frihedspartiet (PVV) står til at blive valgets tredjestørste, viser valgstedsmålingen.

I Altingets EU-podcast taler vi om, hvad Danmark kan lære af det hollandske valg.

Kviktest kan give kunstigt høje smittetal: SSI vil ændre opgørelse

På forsiden af dagens Jyllands-Posten kan man læse, at Statens Serum Institut (SSI) vil ændre opgørelsen af de daglige coronasmittetal.

Den nuværende metode medregner de mere usikre kviktests, som bliver taget i næsen, og det kan medføre mange falsk positive svar dagligt, siger SSI. Derfor kan smittetallene i dag være kunstigt høje.

En professor kalder det for noget "rod", og siger til Jyllands-Posten, at det giver et skævt og misvisende billede af epidemien.

Siden den 10. marts har SSI samlet både kviktest og pcr-test, som bliver taget i svælget, i den daglige opgørelse.

Forslag om tvangstest i Vollsmose var på kant med epidemiloven

Da regeringen foreslog tvangstests i Vollsmose, efterlevede de ikke den nye epidemilov. Det skriver Politiken.

Ifølge loven bør det altid vurderes, om man kan bruge frivillighed i stedet for tvang. Men til et møde i Folketingets Epidemiudvalg kunne sundhedsminister Magnus Heunicke ikke redegøre for, hvorfor den frivillige indsats i Vollsmose ikke var nok.

Mindst tre politikere spurgte ellers ind til, om vurderingen var foretaget, siger Peder Hvelplund fra Enhedslisten.

Ifølge juridiske eksperter, som Politiken har talt med, var forslaget derfor på kant med epidemiloven.

Det sker i dag:

  • Kommunernes Landsforening holder 'Kommunalpolitisk Topmøde' om, hvordan kommunerne kan bidrage til at løse samfundsudfordringerne efter corona.
  • Kommissær Thierry Breton, der står i spidsen for Europa-Kommissionens særlige vaccine taskforce, mødes med Statsminister Mette Frederiksen, Udenrigsminister Jeppe Kofod og Erhvervsminister Simon Kollerup samt repræsentanter for vaccineproducerende virksomheder i Erhvervsministeriet.
  • Klokken 9: Københavns Byret ventes at afsige dom i injuriestrid mellem Mimi Jakobsen og Rasmus Paludan.
  • Klokken 11.15: Åbent samråd om overholdelse af handicapkonventionen med børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).
  • Klokken 12: Verdenssundhedsorganisationen WHO's Europa-kontor i København holder pressemøde om coronasituationen. 
  • Klokken 14: Åbent samråd om Klimarådets statusrapport med klima-, energi- og forsyningsminister Dan Jørgensen (S).
  • Klokken 16: Alle lederne af Folketingets partier er indkaldt til møde i Statsministeriet om en yderligere genåbning af landet.

Forrige artikel Kommissionen vil have gang i den fri bevægelighed med et fælles EU-coronapas Kommissionen vil have gang i den fri bevægelighed med et fælles EU-coronapas Næste artikel Trods coronakrise: Kommuner brugte tre milliarder mindre på velfærd end planlagt Trods coronakrise: Kommuner brugte tre milliarder mindre på velfærd end planlagt