Dagens overblik: Flere sygeplejesker skifter til det private

Messerschmidt foreslår at give livstid efter tredje bande-dom. Regeringen vil sende danske soldater til Mali trods tilstedeværelse af russiske lejesoldater. Og høje smittetal får eksperter til at rejse tvivl om smitteopsporingens betydning. Få overblikket over dagens nyheder. 

God formiddag og velkommen til onsdagens helt korte opsummering af dagens nyheder.

Vi begynder i Jyllands-Posten, som skriver, at Danmark holder fast i planen om at sende danske soldater til Mali trods tilstedeværelse af russiske lejesoldater.

De danske soldater skal blandt andet rådgive, støtte og ledsage maliske styrker i at bekæmpe jihadister i det uroplagede land.

Tilbage i efteråret stod det klart, at Malis overgangsregering forhandlede med det russiske sikkerhedsfirma Wagner-gruppen om at hyre lejesoldater.

Og dengang fastslog forsvarsminister Trine Bramsen (S), at en sådan aftale ville betyde, at Danmark ville trække sit bidrag tilbage.

Men selvom tilstedeværelsen af lejesoldater nu er en realitet, holder regeringen fast i planerne om at deltage i operationen. Over for Jyllands-Posten understreger Trine Bramsen dog, at den røde linje stadig står ved magt.

”Det, som jeg sagde dengang, gælder stadig. Viser det sig, at Wagner-gruppen er til stede i de områder, hvor danske soldater opererer og bidrager, så vil Danmark trække sit bidrag hjem,« siger forsvarsministeren,” siger hun til avisen.

Flere sygeplejersker skifter til det private
For otte år siden arbejdede 8,6 procent af de danske sygeplejersker i det private. Sidste år lød tallet på næsten 10 procent, skriver DR på baggrund af et specialudtræk fra Danmarks Statistik.

Hos Dansk Sygeplejeråd er det forventningen, at tallet er steget endnu mere efter en lang periode med omfattende utilfredshed med løn- og arbejdsvilkår, fortæller formand Grete Christensen.

”Det er helt klart mit indtryk, at det kun har accelereret endnu mere. Vi spurgte for en måneds tid siden sygeplejerskerne, hvor mange der havde søgt et job i den private sektor, altså udenfor det offentlige sundhedsvæsen. Og det var hver 10. sygeplejerske,” siger hun til DR.

Eksperter: Omfattende smitteopsporing giver muligvis ikke længere mening
De høje smittetal med mere end 10.000 covid-19-positive om dagen og den hastige spredning af omikron-varianten skaber tvivl om, hvorvidt det fortsat giver mening at smitteopspore i stort omfang, lyder det fra eksperter i Information.

I forhold til de særligt sårbare grupper er smitteopsporing fortsat meget afgørende, understreger Thea Kølsen Fischer, virolog og forskningschef på Nordsjællands Hospital.

”Men når vi er så langt inde i epidemien og har så mange smittede, så er spørgsmålet, om det giver mening at bruge så mange kræfter på smitteopsporing blandt resten af befolkningen, at Styrelsen for Patientsikkerhed er fuldstændig lagt ned,” siger hun til Information.

Sygehuse er ved at løbe tør for omikron-behandling
Rundtom på landets sygehuse er man ved at løbe tør for corona-bahandlingen Sotrovimab.

Det siger Jan Gerstoft, professor ved Københavns Universitet og overlæge ved Afdeling for Infektionssygdomme på Rigshospitalet, til DR’s Orientering på P1.

Behandlingen giver mildere sygdomsforløb og har vist sig effektiv til at forebygge indlæggelser.

”Lige nu har vi relativt lidt. Det betyder, at vi begynder at indskrænke forbruget, så det kun er patienter i allerhøjest risiko, der kan få den. Det er bestemt et problem, for vi ville gerne give det til så mange som muligt, men det har vi altså ikke mulighed for lige nu,” siger han til P1.

Messerschmidt foreslår at give livstid efter tredje bande-dom
Dansk Folkepartis næstformand og formandskandidat, Morten Messerschmidt, foreslår nu at stramme straffen for gentagende banderelateret kriminalitet.

Konkret mener han, at en tredje dom af denne type automatisk skal udløse livstids og dermed mindst 12 år i fængsel, skriver Ritzau ifølge Politiken.

”De stramninger, der er gennemført, har ikke gjort, at banderne har nedskaleret. Tværtimod ser vi nu, at indvandrerbander fra Sverige begynder at kigge mod Danmark og skyde i gaderne. Derfor synes jeg, at der er brug for at stramme yderligere op,” siger han til Ritzau.

Også DF-medlem Martin Henriksen, der ligeledes bejler til formandsposten, har på det seneste markeret sig med forslag om nye stramninger.

Mandag foreslog han at ændre Grundloven for at kunne fjerne udlændinges ret til velfærdsydelser, som dermed udelukkende ville være forbeholdt danske statsborgere.

”Jeg lægger op til DF Classic plus lidt ekstra. Jeg mener, at der er behov for, at Dansk Folkeparti igen bliver et parti, der skiller sig ud,” sagde han til Ritzau.

Det sker i dag: 

  • Klokken 15: Myndighederne holder coronapressemøde
    {{toplink}}

Forrige artikel Topforsker undersøgte New Yorks kunstmiljø i to år: Her er hendes bud på, hvorfor arbejdsmiljøet også er under pres i dansk kulturliv Topforsker undersøgte New Yorks kunstmiljø i to år: Her er hendes bud på, hvorfor arbejdsmiljøet også er under pres i dansk kulturliv Næste artikel Efter syv år med omdiskuteret offentlighedslov tager S-regeringen hul på diskussion om lempelser Efter syv år med omdiskuteret offentlighedslov tager S-regeringen hul på diskussion om lempelser