Dagens overblik: Fejl i styrelse lå bag, da Sundhedsministeriet undlod at støtte dansk vaccine

Lægemiddelstyrelsen kritiseres for et "fuldstændig uacceptabelt" forløb, som har ført til, at regeringen ikke har støttet en lovende, dansk coronavaccine. Og et medicinalfirma står til bøde efter at have givet penge til V-profil. Få morgenoverblikket mandag. 

God morgen og velkommen til det hurtige overblik over dagens nyheder i dansk politik.

Det er mandag, muslimernes fastemåned ramadanen begynder, og i dag skal hele 100.000 danskere vaccineres mod corona. Regionerne stresstester nemlig vaccinationsapparatet, så det er klar til, når vi forhåbentlig snart begynder at modtage flere vaccinedoser.

Fejl lå bag manglende støtte til dansk vaccine
Når det gælder den lovende danske vaccine AdaptVac, har den danske stat ikke bidraget med økonomisk støtte, og der er heller ikke nogen særlig aftale om, at Danmark kan aftage et antal doser, hvis den bliver godkendt mod corona.

Og det er tilsyneladende en klokkeren fejl fra myndighedernes side, der ligger bag.

Det skriver Information på baggrund af svar fra ministeriet og EU-Kommissionen.

Lægemiddelstyrelsen anbefalede i sommer Sundhedsministeriet at indgå en aftale om at reservere millioner af vaccinedoser af den danske vaccine til Danmark "til kostpris" mod offentlig støtte på omkring 75 millioner kroner.

Men kort efter indgik AdaptVac en licensaftale med et medicinalfirma, som EU førte forhandlinger med. Og det fik Lægemiddelstyrelsen til at vurdere, at det ville være i strid med reglerne, hvis Danmark forhandlede med firmaet sideløbende.

Derfor undlod Sundhedsministeriet at indgå en aftale med Adaptvac. Men nu viser det sig, at Lægemiddelstyrelsens vurdering var forkert: Regeringen var i sin fulde ret til at indgå en aftale om den danske vaccine.

Enhedslistens coronaordfører, Peder Hvelplund, kalder forløbet "helt horribelt" og "fuldstændig uacceptabelt".

Medicinalfirma står til bøde for valgstøtte
Vi bliver i medicinalbranchen. For et medicialfirma står til bøde efter at have støttet Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, økonomisk.

Det skriver Politiken

Forud for det seneste folketingsvalg gav firmaet Orifarm et større beløb til Venstre-politikeren. Et beløb, han også har oplyst, som man skal ifølge reglerne om støtte til politikere.

Men støtten er er i strid med lægemiddelindustriens regler, som skal sikre, at lovgiverne ikke bliver usagligt påvirket af særinteresser. Orifarm har nu udsigt til en bøde på mellem 75.000 og 150.000 kroner, skriver avisen.

Færre har begået selvmord under corona
Der har været stor bekymring for befolkningens mentale trivsel under de lange coronanedlukninger, hvor mange har været isolerede og ensomme.

Dog ser det foreløbig ikke ud til, at mistrivslen har resulteret i flere selvmord end normalt i Skandinavien sidste år. Det skriver Kristeligt Dagblad

Faktisk er der i Danmark sket et lille fald.

Hvad bliver Løkkes politik?
I weekenden meddelte Lars Løkke Rasmussen i sin klumme i BT, at hans nye politiske projekt med sikkerhed bliver til et nyt parti.

Men hvem bliver hovedpersonerne, og hvilken konkret politik skal sådan et parti føre?

DR's politiske reporter og analytiker Jens Ringberg ridser udfordringerne for Lars Løkke op i denne analyse.

Det sker i dag

  • Hele dagen: Regionerne stressetester logistikken omkring vaccinationscentrene ved at vaccinere hele 100.000 danskere i dag.

  • De liberale erhverv som frisører og massører får lov at genåbne i Brøndby, Halsnæs, Fredensborg og Gladsaxe. Tidligere har regeringen måtte udskyde genåbningen her på grund af høj smitte.

  • Klokken 14: Den tyske forbundskansler, Angela Merkel, og lederne af de tyske delstater drøfter corona-udviklingen i landet og eventuelt nye restriktioner. 

  • Klokken 15.30: Transportministeriet holder pressemøde om, hvem der har vundet udbuddet af de nye DSB-tog. 
       

Forrige artikel Sygefravær for kommunalt ansatte er steget Sygefravær for kommunalt ansatte er steget Næste artikel Tre anarkister vil lave vores samfund radikalt om. Og civilsamfundet spiller en hovedrolle Tre anarkister vil lave vores samfund radikalt om. Og civilsamfundet spiller en hovedrolle