Dagens overblik: EU dømmer centralt dansk klimamål ude

NYHEDSOVERBLIK: Danmark bryder EU-lovgivning, hvis vi stopper salget af benzin- og dieselbiler i 2030, og så vil to støttepartier forbyde brændeovne i huse med fjernvarme. Få overblik over dagens politiske nyheder.

God formiddag og velkommen til denne uges sidste politiske nyhedsoverblik.

Hvis regeringen lever op til en af sine mest centrale klimamål og stopper salget af benzin- og dieselbiler i 2030, så bryder Danmark med EU-lovgivningen.

Det skriver den polske EU-kommissær, Elzbieta Bienkowska, i et brev til Folketingets Europaudvalg ifølge Berlingske.

"I henhold til gældende EU-typegodkendelseslovgivning er et fuldstændigt forbud mod markedsføring, import eller registrering af nye benzin- og dieselbiler i en medlemsstat ikke foreneligt med EU-lovgivningen," skriver hun.

Bienkowska henviser til et direktiv fra 2007, som kortlægger, hvilke godkendelser biler kan få i Europa. Hvis Danmark skal kunne stoppe salget af benzin- og dieselbiler, skal EU altså først ændre direktivet.

Den polske kommissær opfordrer i den forbindelse Danmark til at sætte problematikken på agendaen i EU.

Læs hele historien her.

Støttepartier vil forbyde brændeovne
Det skal være forbudt at have brændeovne i huse med fjernvarme.

Det mener både Enhedslisten og SF, skriver Kristeligt Dagblad.

Ifølge en rapport fra Nationalt Center for Miljø og Energi fra 2017 dør 550 danskere for tidligt hvert år på grund af luftforurenende partikler fra brændeovne.

"I de områder, hvor man både har brændeovne og fjernvarme, synes jeg ikke, det giver mening. Der har man en fælles varmeforsyning, det er i tæt bebyggelse, og så synes jeg, man skal forbyde brændeovne, " siger Enhedslistens energiordfører, Søren Egge Rasmussen, der mener, at emnet bør være en del af de kommende finanslovsforhandlinger.

Hverken SF eller Enhedslisten giver en tidsfrist for, hvornår et eventuelt forbud skal træde i kraft.

Læs mere her.

Røde partier vil give flygtninge sommerfri fra sprogskole
Mens de fleste danskere nyder en tiltrængt sommerferie, holder landets sprogskoler for udlændinge og flygtninge stadig åbent.

Men det er både SF og Radikale klar til at ændre på. Det skriver Jyllands-Posten.

Flere af kursisterne er udlændinge på integrationsydelse, som bliver trukket i deres ydelse, hvis de ikke møder op. På trods af de mulige sanktioner topper fraværet fra danskundervisningen alligevel i juli, hvor næsten halvdelen udebliver.

Både Radikale og SF understreger, at det høje fravær er bekymrende, og at der skal være sanktioner.

"Men en anden ting er, at det giver god mening at lukke sommerskolerne ned nogle uger om året. Jeg kan forestille mig, at der er en del sprogskoler, der skal have vikarer ind, hvilket er relativt dyrt og måske går ud over kvaliteten. Jeg tror heller ikke, det gør den store forskel i forhold til at lære dansk, om der holdes tre ugers sommerferie," siger Radikales indfødsretsordfører, Andreas Steenberg.

Socialdemokratiets udlændinge- og integrationsordfører, Rasmus Stoklund, afviser muligheden for at give flygtninge ferie.

Læs hele historien her.

Politikere vil kopiere Sveriges flyskat
Torsdag åbnede regeringen for at indføre en skat på flybilletter med henblik på at nå målet om en 70 procents reduktion i udledningen af drivhusgasser i 2030.

Og to af regeringens støttepartier ser gerne, at Danmark lader sig inspirere af Sverige. Det skriver DR.

"Vores model ligner den svenske rigtig meget," siger SF's klimaordfører, Signe Munk.

Forslaget går ud på, at flyselskaber eksempelvis skal betale en afgift på 60 kroner til den danske stat, når de sender en passager til en europæisk destination fra Danmark.

I Sverige er det lykkedes regeringen at bryde flere års vækst i antallet af flyrejsende, efter at man i april 2018 indførte passagerafgifter.

Læs mere her.

Det sker i dag:

  • Hele dagen: Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) mødes med sin franske kollega, Jean-Yves Le Drian, i Paris. De to udenrigsministre skal blandt andet snakke europapolitiske prioriteter og samarbejde frem mod FN's klimatopmøde. 

Forrige artikel Fukuyama: Populismen peger på ægte problemer, men har forkerte svar Fukuyama: Populismen peger på ægte problemer, men har forkerte svar Næste artikel Søren Espersen kalder minister i samråd Søren Espersen kalder minister i samråd