Dagens overblik: Eksperter og lærere er bekymrede over at sende børn tilbage i skole

Kommuner sløser med personfølsomme oplysninger. Danmarks Lærerforening og eksperter er bekymret over at sende børn tilbage i skole efter nytår. Enhedslisten foreslår skærpede restriktioner for voksne for at kunne skåne børnene. Få overblikket over dagens nyheder. 

God formiddag og velkommen til Altingets korte overblik over dagens nyheder denne tirsdag.

Vi begynder hos DR, hvor både Danmarks Lærerforening og eksperter nu udtrykker bekymring over planerne om at sende børnene tilbage i skole 5. januar.

Det skyldes, at smittetallene fortsat er høje - og at langt under halvdelen af børn mellem fem og 11 år har fået første stik, mens ganske få er blevet færdigvaccineret.

Ifølge Tyra Grove Krause, der er faglig direktør ved Statens Serum Institut, er vaccineudrulningen til børnene afgørende for, om skolerne kan åbne forsvarligt. 

”Vi vil helt klart gerne have vaccinetilslutningen blandt skolebørnene højere op, for det er det, der skal til, for at holde skolerne åbne hen over den næste måneds tid, hvor vi får meget mere smittespredning med omikron,” siger hun til DR.

Enhedslisten ønsker skærpede restriktioner for voksne
Vi forstætter med samme emne, men går videre til Ekstra Bladets spalter.

Her foreslår Enhedslisten at skue op for restriktioner, som særligt rammer de voksne – og gerne allerede inden nytår.

På den måde er det tanken, at de voksne skal betale prisen for, at børnene kan sendes tilbage i skole efter ferien.

Partiets sundhedsordfører, Peder Hvelplund, har derfor anmodet sundhedsminister Magnus Heunicke (S) om at få en hurtig vurdering fra sundhedsmyndighederne.

”Jeg ser gerne, at vi får lagt en dæmper på smittespredningen inden nytår, så vi i hvert fald sikrer, at vores børn kan vende tilbage i skole. Skulle det så betyde, at den voksne del af befolkningen betaler en lidt større pris i en kort periode, så ville jeg have det fint med det,” siger han til Ekstra Bladet.

Kommuner sløser med personfølsomme oplysninger
Mere end 3300 gange i løbet af de seneste 15 måneder har kommuner indberettet brud på datasikkerheden, skriver DR på baggrund af en aktindsigt i sager hos Datatilsynet.

Sagerne omhandler eksempelvis læk af borgeres personnumre og beskyttede adresser, men drejer sig hovedsageligt om tilfælde, hvor kommuner har sendt oplysninger om borgere til de forkerte.

”Der kan ske menneskelige fejl, og det er nogle af indberetningerne også udtryk for. Men der er også eksempler på fejl eller brud, som ikke burde forekomme. For eksempel bør computere med personfølsomme oplysninger være krypterede,” siger KL’s digitaliseringschef, Pia Færch, til DR.

Coronapille: Brostrøm er uforstående over for lægers kritik
Danmark har indtil videre købt 50.000 corona-tabletter fra medicinalvirksomheden Merck.

Men de praktiserende læger mener ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for effekten og har derfor ikke lyst til at udskrive dem til patienter.

Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, afviser nu kritikken over for TV 2 og fastslår, at myndighederne aldrig har prøvet at ”oversælge” effekten af lægemidlet.

”Jeg synes det er fint med faglig skepsis, men jeg er uforstående overfor kritikken. Jeg kunne forstå kritikken, hvis vi havde forsøgt at oversælge det her præparat, men det har vi jo ikke gjort,” siger han til TV 2.

Region Hovedstaden: Officielle tal for coronaindlæggelser er ”misvisende”
I landets største region, Region Hovedstaden, benytter man ikke de nationale, officielle tal for antallet af coronaindlagte, når kapaciteten på hospitalerne løbende skal vurderes.

I stedet benytter regionen egne data, som udelukkende tæller patienter, som direkte er indlagte grundet coronasmitte, skriver Berlingske.

De officielle overvurderer nemlig presset på hospitalsvæsenet, mener medlem af forretningsudvalget i Region Hovedstaden Leila Lindén (S).

”Tallene bliver misvisende, hvis man tæller dem med, der er indlagt med noget andet, selvom de også har covid. Man bør se på dem, der er indlagt på grund af covid. Det er vigtigt, at kapaciteten passer til behovet, og at der ikke sættes flere ressourcer af til corona, end det er nødvendigt,” siger hun til Berlingske.

HK om krænkelsessager: Arbejdsgivere skal kunne fratages retten til at have elever
Når nyvalgte HK-formand Anja C. Jensen efter nytår fortsætter trepartsforhandlingerne med regeringen og arbejdsgiverne om at sætte ind over for krænkelser på arbejdspladsen, bliver det med et forslag om at kunne fratage arbejdsgivere retten til at have elever.

Det siger hun i et interview med Finans.

”Det er ofte eleverne, der er de mest sårbare. Derfor skal det være nemmere at stoppe en elevfabrik, hvor de bliver krænket one-by-one,” siger hun til Finans.

{{toplink}}

Forrige artikel Københavnernes grønne varme kommer fra udlandet: 99 procent af Amagerværkets biomasse importeres Københavnernes grønne varme kommer fra udlandet: 99 procent af Amagerværkets biomasse importeres Næste artikel Topforsker undersøgte New Yorks kunstmiljø i to år: Her er hendes bud på, hvorfor arbejdsmiljøet også er under pres i dansk kulturliv Topforsker undersøgte New Yorks kunstmiljø i to år: Her er hendes bud på, hvorfor arbejdsmiljøet også er under pres i dansk kulturliv