Dagens overblik: Bred aftale om CO2-lagring, og Marokko afviser at huse dansk modtagecenter

Marokko vil ikke huse modtagecenter. Vaccinekalender rykkes frem. Strejke fører til tusindvis af aflyste operationer. Og et flertal er enige om at lagre CO2. Få det politiske nyhedsoverblik torsdag

Selv om sommerferien så småt er i gang for mange, er der stadig nyheder i dansk politik. Her er de vigtigste politiske nyheder denne torsdag:

Nu skal børnene vaccineres
Det danske køb af mere end en million coronavacciner fra Rumænien betyder, at der nu kommer fart på den danske udrulning af vacciner.

Så meget fart, at også den yngste gruppe, som for nylig er blevet en del af vaccinationsprogrammet - de 12-15-årige - allerede vil blive indkaldt i løbet af juli måned, oplyser Sundhedsstyrelsen i en pressemeddelelse.

Ved et pressemøde for nylig sagde styrelsens direktør, Søren Brostrøm, ellers, at man ville få vigtige data fra USA om erfaringerne med at vaccinere børn, før de danske børn skulle vaccineres efter sommerferien.

Operationer udskudt
Sygeplejerskernes strejke har udskudt over 15.000 aktiviteter i sundhedsvæsnet i den første uge, herunder mere end 2500 operationer.

Det viser regionernes første opgørelser, skriver Altinget og andre medier.

Antallet er dog ikke overvældende, og det er tvivlsomt, hvad sygeplejerskerne får ud af strejken, vurderer eksperter. Få overblik over de udskudte behandlinger og se eksperternes vurderinger her.

Læs også: Udfaldet af strejken er givet på forhånd: En gevaldig hovedpine for regeringen og et selvmål af sygeplejerskerne

Bred aftale om at lagre CO2
Regeringen og et bredt flertal i Folketinget blev onsdag aften enige om rammerne for lagring af CO2 i den danske undergrund. Det oplyser klimaministeriet i en pressemeddelelse.

Aftalen er første led i strategien for såkaldt fangst og lagring af CO2, som regeringen betragter som et afgørende værktøj for at nå klimamålet.

V, DF, R, SF, EL, K, LA og Alternativet er med i aftalen med regeringen.

Marokko afviser dansk modtagecenter
Udenrigsminister Jeppe Kofods (S) besøg i Marokko i begyndelsen af ugen har tilsyneladende ikke bragt regeringen nærmere målet om at kunne åbne et modtagecenter for folk, der vil søge om asyl i Danmark, i et land uden for EU.

På et pressemøde onsdag sagde den marokkanske udenrigsminister, at landet er klar til at samarbejde med Danmark om at bremse migration, men at landet ikke vil huse et dansk modtagecenter, hvor asylsøgere kan sendes til, mens de får deres sag behandlet i Danmark.

"Marokko har været tydeligt omkring muligheden for at lave såkaldte hotspots. Det er ikke noget, som Marokko overvejer overhovedet," sagde ministeren, Nasser Bourita. Det skriver Ritzau ifølge Berlingske.

Allerede i 2018, da S kom frem med sit forslag om at oprette et modtagecenter i udlandet, afviste Marokko at lægge grund til.

Partier har fortsat tiltro til rigsretsadvokater
Tirsdagens kendelse fra Rigsretten om, at Inger Støjberg ikke vil kunne få en ekstra hård straf, hvis hun har talt usandt over for Folketinget i sagen om de adskilte asylpar, er af flere blevet udlagt som et stort nederlag til Folketingets to anklagere i sagen mod Støjberg.

Alligevel fasteholder flere af de partier, der står bag sagens anklageskrift, at de fortsat har fuld tillid til de to advokater, som et flertal i Folketinget har valgt som anklagere, skriver Politiken.

"Den (tilliden, red.) er helt uændret," siger den radikale retsordfører, Kristian Hegaard.

Det samme gælder SF og Enhedslisten.

Status fra Sverige
Vi skal også lige runde naboerne i Sverige, som ikke bare er ude af fodbold-EM, men også står og mangler en regering.

Mandag meddelte statsminister Stefan Löfven, at han trak sig, da han ikke længere havde noget flertal bag sig, efter at støttepartiet Vänsterpartiet havde udtrykt mistillid.

Det er nu den såkaldte talman i Riksdagen - svarende til Folketingets formand - der styrer slagets gang, og han meddelte tirsdag, at han i første omgang vil lade oppositionens leder forsøge at samle flertal bag sig.

Moderaternas leder, Ulf Kristersson, har derfor sonderet mulighederne, men ved et pressemøde torsdag formiddag har han meddelt, at han giver op.

Onsdag eftermiddag afviste Centerpartiet nemlig den udstrakte hånd fra Moderaterna. Partiet, som har støttet Stefan Löfven siden valget, ønsker ikke at samarbejde med det indvandringskritiske parti Sverigedemokraterna.

"Derfor har jeg besluttet, at der ikke er de parlamentariske forudsætninger for at fortsætte med de politiske sonderinger," sagde M-formand Ulf Kristersson på et pressemøde

Nu er det op til talman Andreas Norlén at udpege en ny til at stå i spidsen for arbejdet med at danne en ny regering.

Du kan følge regeringskrisen via denne liveblog hos SVT Nyheter.

Det sker i dag

  • Restriktioner hæves: Fra i dag bliver forsamlingsforbuddet indenfor hævet til 250 personer, og en PCR-test er nu gyldig i 96 timer i stedet for 72. Desuden fjernes arealkrav og anbefalinger om afstand for serveringssteder, hvor gæster primært sidder ned.

  • Klokken 16.30: Demonstration mod Lynetteholmen i København. Blandt talerne er Line Barfod fra Enhedslisten, og kultur- og fritidsborgmester Franciska Rosenkilde fra Alternativet.

Forrige artikel Sygeplejerskers strejke har udskudt over 2.500 operationer i den første uge Sygeplejerskers strejke har udskudt over 2.500 operationer i den første uge Næste artikel ”Europas Trump” overtager tøjlerne: EU’s næste formand er på farlig hjemlig kurs ”Europas Trump” overtager tøjlerne: EU’s næste formand er på farlig hjemlig kurs