Cordua: Venstres to tunger

KLUMME: Den seneste uge har Kristian Jensens kronik i Søndagsavisen om den negative tone i udlændingedebatten skabt debat. Uenighed i V-toppen ses altid gennem en prisme af magtkamp, skriver Jarl Cordua. 

Der skal ikke så meget til, før ”magtkampen i Venstre” igen bryder ud i lys lue. I hvert fald ifølge dagpressen. Søndag skrev Venstres næstformand, Kristian Jensen, en kronik i Søndagsavisen, hvor han gjorde op med den negative tone, han synes hersker blandt nogle unavngivne politikere over for indvandrere.

Næh, i stedet skulle man hellere sige tak til indvandrerne for deres bidrag til det danske samfund.

Jensen vs. Støjberg
Christiansborg-pressen gik nærmest amok og så nu en splittelse mellem Jensen og Venstres politiske ordfører, Inger Støjberg. Hun har i flere tilfælde tidligere gjort sig bemærket ved en helt anden krads retorik. 

Senest nogle hårde ord om uvorne, højrøstede indvandrerdrenge, der åbenbart kastede med popcorn og generede Støjberg og hendes omgivelser, da hun for nylig var i biografen.  

I regeringspartierne så man også potentialet for at nære balladen, hvorfor flere ledende folk nu gik ud på Twitter og Facebook for at omfavne Jensen i dødskys, for yderligere at udstille skismaet mellem ”bløde humanistiske Kristian” og ”hårde umenneskelige Inger”. Deres hedeste drøm er naturligvis at se rivalerne i Venstre eksplodere i et inferno af personstridigheder og magtkampe. Men så god er verden næppe.

Dårlig timing
Der er næppe tvivl om, at Kristian Jensen faktisk mener, hvad han skrev. Han har ikke tidligere bemærket sig ved kontante udtalelser om indvandrere. Og hans synspunkt er klassisk, udbredt i V-baglandet og ikke mindst hos de finansielle støtter i DI. 

Problemet med kronikken er timingen. Den kommer få uger efter Støjbergs omdiskuterede Facebook-opdatering efter biograf-besøget. Jensen hævder dog, at hans kronik blev sendt FØR biografbesøget, hvilket aflyser al spekulation om, at den skulle være en reaktion på Støjbergs udtalelse.

I Venstre ved man, efter at have undersøgt sagen i fokusgrupper, at nøglen til yderligere vælgerfremgang er at udtrykke kontante og umisforståelige synspunkter i udlændingedebatten i en retorik, der kan minde lidt om DF-værdiordfører Pia Kjærsgaard.

Den V-politiker, som bedst har evnet at brænde igennem med budskabet om Venstres hårde linje i udlændingepolitikken, er Inger Støjberg.

Klassisk Venstre-position
I øvrigt til Lars Løkkes store tilfredshed. Venstres voldsomt kritiserede udlændingeoplæg fra sidste sommer er i øvrigt også udtryk for netop det. Et oplæg, som Kristian Jensen den sidste uges tid flere gange har måttet understrege, at han fuldt står bag.

På den anden side bør det ikke overraske garvede politikere som Jensen, også med erfaring i V's interne julelege, at når han skriver en kronik, der angriber ”tonen”, så vil han udstille en forskel i partiets syn på – eller snarere i retorikken over for - indvandrere, idet det hele tiden bliver læst ind i en prisme af magtkamp.

Det kan heller ikke komme som en kæmpe overraskelse, at Jensens kronik bliver set som et forsøg på at positionere sig ind i Venstres klassiske position, hvor man grundlæggende er åben over for indvandring ”for dem, som kan og vil”, hvor man så undlader at nævne V's nye understregning af, at man holder døren hermetisk lukket ”for dem, der ikke vil”.

Venstres næste formand
Der kan jo komme en dag, hvor V skal have en ny formand, og der vil Kristian Jensens betoning af Venstres politik nok flugte bedst med V-baglandets - dvs. organisationen - hvorimod Støjbergs ”tone” nok har mere appel blandt de vælgere, som V ønsker at erobre.

Jensen er naturligvis sig fuldt bevidst om, hvem det er, der til sin tid vælger Venstres næste formand.

Lars Løkke? Ja, han lever nok fint med, at Venstre op mod valget har to forskellige tilbud på hylderne til vælgerne med hensyn til tonelejet eller indpakningen, blot så længe politikken ligger fast.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.

Forrige artikel Trads: Den er ikke hjemme, men her er Løkkes regering Trads: Den er ikke hjemme, men her er Løkkes regering Næste artikel Trads: Alternativet har gode chancer for valg til Folketinget Trads: Alternativet har gode chancer for valg til Folketinget