Terrorangreb får minimal betydning for magtbalancen

Tågen er ved at lette efter weekendens modbydelige terrorangreb i København. Hvor kynisk det end lyder, så kan den slags nationale begivenheder også påvirke vælgerbefolkningens opfattelser af de politikere, som senere i år er på valg.

Allerede nu er flere regeringsvenlige kommentatorer ude og lufte vurderinger om, at regeringen nu står med en chance for at kunne blive genvalgt.

Vores åbne samfund har været under angreb, hvor to mennesker måtte betale den højeste pris, mens de var aktive deltagere i civilsamfundet.

Den ene en filminstruktør, som var levende interesseret i samfundsspørgsmål og blot deltog i et debatarrangement. Den anden som frivillig vagt under en fest i et religiøst samfund og med en lang historie som aktiv på forskellig måde i sportsforeninger.

På hver deres måde mønsterborgere, der tilsyneladende kun har bidraget positivt og aktivt til det, som er ethvert stærkt samfunds egentlige rygrad: Det borgerlige civilsamfund.

Tvivlsomt om Thorning går frem
Der er næppe tvivl om, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har optrådt værdigt og samlende som regeringsleder i nogle svære dage, hvor civilsamfundet blev angrebet.

Thorning stod distancen med en fejlfri præstation og holdt blandt andet en fremragende tale mandag aften ved Borgerrepræsentationens store fællesmøde på Østerbro i København. Fører det så til, at flere vil stemme på Thorning ved et kommende folketingsvalg?

Det er på baggrund af de hidtidige meningsmålinger, hvor rød blok i historisk sammenhæng har været håbløst bagud, stærkt tvivlsomt, men udelukkes kan det naturligvis ikke.

Et par nyere målinger har vist pæn fremgang (om end det sker fra et ganske miserabelt bundniveau) til S på det seneste. Problemet er dog, at fremgangen for Thornings parti er sket på bekostning af regeringspartneren De Radikale og øvrige partier i rød blok, der samlet set står næsten stille med hensyn til målt vælgeropbakning. Måske vil weekendens begivenheder kunne flytte noget i rød bloks favør, men det er usikkert.

Konventionel visdom tilsiger, at ”nationale kriser” får (de troløse) vælgere til at reagere med bekymring eller frygt, hvorfor der sker en samling omkring den nuværende ledelse af landet. Formentlig var forventningen om denne effekt også en årsag til, at Poul Nyrup Rasmussens (S) valgudskrivelse kom i november 2001 nogle måneder efter 11. september, hvor stemningen i Danmark kan minde om den, som vi fornemmer i disse dage.

Valgresultatet dengang blev et knusende nederlag til rød blok, hvor Nyrup ellers også høstede point og anerkendelse for at optræde værdigt og statsmandsagtigt.

Hans udfordrer Anders Fogh Rasmussen (V) lagde sig dengang i strømmen på Nyrup og gentog de samme budskaber og bakkede entydigt op om regeringen.

Pind skaber støj
Men hvad så med Thornings udfordrer, Lars Løkke Rasmussen?

Han har selvfølgelig gjort præcis det samme som Fogh i 2001 og er dukket op de steder, blandt andet ved synagogen i Krystalgade og fællesmødet på Østerbro mandag aften, hvor der var en forventning om at høre eller bare se ham. Løkkes budskaber har været nogenlunde enslydende med Thornings. 

Støj på linjen har der dog været med Venstres udenrigsordfører Søren Pind, som i et bittert blogindlæg søndag tillod sig at kritisere regeringen og partierne i rød blok, blandt andet for deres integrationspolitik i København, som han tidligere har advaret imod. Også på Facebook tog han bladet fra munden og udtrykte sig så uhøvisk, at han høstede mange kritiske kommentarer.

Der er dog formentlig også et publikum for venstremandens vrede og uforsonlighed, men spørgsmålet er nok, om timingen for Pinds kritik var rigtig på et tidspunkt, hvor stemningen var mest præget af chok og sorg, og hvor alle andre - herunder hans partiformand - talte om forsoning og sammenhold?

Intet tyder dog på, at Pinds meldinger skaber større splid om Venstres position i sagen. Man antager antagelig hos V-toppen, at vælgerne godt kan skelne mellem Løkkes generelle linje og Pinds ikke altid skarpe meldinger, som har det med at vække undren rundt omkring.  

DF har været afdæmpet
De uofficielle danmarksmestre i at kunne aflæse folkestemninger i Dansk Folkeparti har også holdt sig pænt på måtten mht. at tale en såkaldt ”dem og os-retorik” op, som ellers plejer at være ganske virksom. Tværtimod har man været ganske afdæmpet på topniveau, dog med enkelte afstikkere fra et par folketingskandidater.

Både Pia Kjærsgaards og Kristian Thulesen Dahls budskaber har faktisk lignet dem, der er kommet fra alle øvrige partiledere - det vil sige afstandtagen fra udåden, deltagelse med ofrene og almindelig manen til samling.

I de nedre geledder har der dog, som før nævnt, været problemer. En folketingskandidat, der også er næstformand i Trykkefrihedsselskabet - en organisation, som ideologisk ligger DF nær - Aia Fog, var ude tirsdag morgen med et frontalt angreb på Radikale som ”medansvarlige” for attentaterne, fordi de ifølge hende tidligere har ført en udlændingepolitik, der har medført, at man siden lukkede en masse fremmede ind, der ellers ikke skulle have været her.

Attentatmanden er af palæstinensisk herkomst, men født i Danmark for et par og 20 år siden. Kritikken af De Radikale er en del af DF's grundfortælling om, hvad der i sin tid gik galt med Danmark, og hvorfor vi fik en stram udlændingepolitik fra 2002. Det er partiets raison d’étre simpelthen.

Problemet er dog, at timingen åbenbart ikke er velvalgt, og at koblingen til selve attentatet bliver en tand for hård til DF-toppens og måske også nogle DF-vælgeres smag. I hvert fald måtte formanden for DF, Kristian Thulesen Dahl, tirsdag ved middagstid lægge afstand til selve påstanden fra Aia Fog om, at De Radikale var medansvarlige for selve attentatet. Ifølge Thulesen Dahl er det alene attentatmanden, der bærer ansvaret.   

Allerede lørdag aften efter det første attentat var en nordjysk folketingskandidat og gruppeformand for DF i Region Nordjylland, Kristoffer H. Storm, ude med riven overfor venstrefløjen, som blev gjort til ”medskyldige” og ”støttet Islams indtog i Danmark”. Her gik man åbenbart over grænsen, og twitter-beskeden blev trukket tilbage.

En af top-DF’erne, Søren Espersen, var efterfølgende ude i medierne og feje op efter ”drengen”, og bemærkede, at der skulle være plads til at skrive den slags, hvis man er ”rasende”, når blot man sletter det igen. Måske mente Espersen, at det er sådan noget, man godt må skrive, når man som DF’er har ramt en dårlig dag.

De blå samler vælgere op
Anden konventionel visdom tilsiger, at blå blok – og navnlig DF – samler vælgere op, så længe spørgsmål som terror, integrationspolitik eller og udlændingepolitik fylder den politiske dagsorden.

Mange af disse vælgere er måske også præget af holdninger, som bunder i bekymring og frygt for islamister og mulig terror, som følger med. Men vælgerstrømningen indeholder formentlig også en drivkraft som vrede - og for nogle - endda rent had.

Så hvilken strømning blandt de troløse midtervælgere er stærkest efter weekendens fatale skudattentater? Frygt eller vrede? Det er det, vi ikke ved. Endnu.

Og effekterne kan skifte henover tid. Og derfor bliver det mere spændende end normalt at se de næste meningsmålinger, om der er en vedvarende ”samling om Thorning”-effekt, der ændrer på styrkeforholdene, eller at debatten rykker tilbage på blå bloks banehalvdel.

Mit eget bud er, at statsministeren selv vil høste fremgang og anerkendelse personligt, men at der minimalt bliver rykket rundt på blokkene.

Viser et par målinger dog, at rød blok ligger over 47 procent i tilslutning, så er en hurtig valgudskrivelse absolut sandsynlig.

---
Jarl Cordua er liberal-borgerlig politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno” på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.