60.000 elever har været "Politiker for en Dag"

SUCCES: Folketingets særlige tilbud til elever i 8. og 9. klasse - "Politiker for en Dag" - har på syv år haft besøg af 60.000 elever.

Folketingets interaktive rollespil "Politiker for en Dag" har på syv år modtaget hele 60.000 skoleelever fra 8. og 9. klassetrin. De har på egen krop har  oplevet at være politiker for en dag og skulle træffe vanskelige beslutninger på vegne af befolkningen.   

Skal gensplejsning af menneskeaber forbydes? Skal Danmark sende soldater til en fredsbevarende styrke i Uranien? Og skal overvågningsstraf indføres for unge lovovertrædere?

Disse problemstillinger har gennem de sidste syv år optaget skoleelever fra hele Danmark i de godt tre timer Folketingets rollespil varer.   

På fødselsdagen besluttede først en 9. klasse fra Trekronerskolen i Roskilde, dernæst en 9. klasse fra Enghaveskolen i Odense og til sidst en 8. klasse fra Skælskørskolen i Skælskør, om de tre lov- og beslutningsforslag, der indgår i spillet, skulle vedtages eller forkastes. 

Det første i verden   
"Politiker for en Dag" er det første af sin art i verden. Initiativet til etableringen blev taget af Folketingets Præsidium allerede i 1998, men først i 2001 lykkedes det at finde den helt rigtige placering af besøgscentret. På det tidspunkt fik Folketinget mulighed for fra hoffet at overtage brugsretten til et større lokaleområde i Overkælderen under Christiansborg. Undervisningsministeriet støttede fra starten initiativet og finansierede halvdelen af etableringsomkostningerne på 15 millioner kr.

Forrige artikel Det handler om, hvad vi skal leve af i fremtiden Næste artikel Ellemann vil holde høring om vindmøller Ellemann vil holde høring om vindmøller