Aviser: Den sidste fuldblodspolitiker

LEDERE: Dagen efter Svend Aukens bortgang tager avisernes lederskribenter de rosende superlativer i brug - uden dog at forbigå nederlagene.

Han var den Clinton, Danmark aldrig fik.

Således skriver Politiken om Svend Auken, der døde tidligt tirsdag morgen.

"Lysende begavet, empatisk ud over det sædvanlige, en blændende taler, idealistisk motiveret, men også drevet af viljen til at forhandle og viljen til at nå resultater," hedder det i Politikens leder.

Samme rosende omtale finder man i mange af dagens øvrige ledere. Samtidig er man ikke blind for de mangler og taktiske fejlskøn, der i sidste ende kom til at koste ham den øverste magt i Socialdemokratiet. 

De tabte kampe
Men til trods for, at beslutningen om at vrage ham til fordel for Poul Nyrup Rasmussen i situationen var uomgængelig, mener Politikens lederskribent, at det var "en politisk tragedie og spild af talent, der trak lange spor, og som den dag i dag svækker Socialdemokraternes til enhver tid siddende leder."

Med faldet i 1992 tabte Svend Auken ikke blot sin egen succes som formand på gulvet; han tabte også første del af kampen om fremtiden. Det skriver Helle Ib i B.T.:

"Bortset fra Mette Frederiksen er den socialdemokratiske top i dag besat af mennesker, Svend Auken aldrig selv ville have placeret på fremtrædende poster," noterer hun sig.

Højt respekteret
Chefredaktør Flemming Hvidtfeldt ved Århus Stiftstidende, der i sin leder skriver, at Auken kunne have været blevet borgmester i Århus - hvis han havde villet det -, berører den respekt, Auken har nydt fra både med- og modspillere i den politiske arena:

"Mange var uenige med ham - især i miljøspørgsmål - men når det kom til det personlige og respekten for argumentation og viden, var han lige så højt respekteret, da han havde sin daglige gang på Christiansborg, som den der gives udtryk for i de mange tilkendegivelser, der er kommet i det seneste døgn efter hans død." 

Den sidste fuldblodspolitiker
Jyllands-Postens lederskribent fæstner sig ved, at Svend Auken allerede i levende live opnåede at blive et stykke personificeret danmarkshistorie, - og samtidig en politikerrace, der er ved at uddø:

"Den altfortærende måde, som Svend Auken praktiserede politik på, er nok ved at gå af mode i dagens Christiansborg-virkelighed. Den kræver simpelt hen for meget. Den æder sjæle op. Var Svend Auken den sidste fuldblodspolitiker af den gamle skole?" spørger Jyllands-Postens lederskribent.

Bisættelse mandag
Svend Aukens bisættelse finder sted på mandag. Først med en mindegudstjeneste i Slotskirken, som biskop i Århus, Kjeld Holm, vil stå for, hvorefter søsteren Margrete Auken (SF) vil foretage jordpåkastelsen i Frederiksberg Kirke.

Forrige artikel Amalie Lyhne ny pressechef for Liberal Alliance Amalie Lyhne ny pressechef for Liberal Alliance Næste artikel Brian M.: DF kan komme i regering