Kommissionen nægter Danmark kompensation

EU: Danmark får ikke kompensation til at overskride EU’s grænseværdier for luftforurening indtil 2011.

Ifølge et EU-direktiv skulle alle medlemslande allerede i 2005 have overholdt de fastlagte grænseværdier for luftforurening.

Det har bl.a. Danmark imidlertid ikke gjort, og regeringen har derfor søgt om kompensation til at overskride de fastlagte grænseværdier frem til 2011.

Men det kan regeringen godt glemme, lyder det nu fra EU's miljøkommissær. Det skriver Berlingske.dk.

Begrundelsen er bl.a. at Danmark ikke har leveret en plan, der overbeviser om, at vi kan overholde grænseværdierne inden 2011. Danmark har altså gjort for lidt for at bekæmpe den sundhedsskadelige luftforurening med småpartikler, der især stammer fra vejtrafikken.

Derfor må regeringen nu i arbejdstøjet, mener den konservative miljøordfører, Per Ørum Jørgensen:

"Vi skal leve op til de mål, EU tilsiger. Det er kun godt. Nu har vi en ny situation, fordi vi ikke har fået dispensation. Så der skal nye initiativer på banen, det bliver vi nødt til," siger han ifølge bt.dk.

Kommissionens beslutning vækker glæde hos miljøorganisationerne.

"Danmark har gjort for lidt og vil blive ved med at gøre for lidt. Det er ikke nok med krav om partikelfiltre på varebiler og persondieselbiler. Vejtrafikken skal også begrænses, så der skal kørselsrestriktioner på bordet. Det kan ske i form af bompenge eller afgifter som dem, man eksempelvis har i Oslo og London," siger civilingeniør Kåre Press-Kristensen fra Det Økologiske Råd ifølge Berlingske.dk.

Forrige artikel DSU: S skal hjælpe irakere Næste artikel Ungdommen dropper regeringen