Regeringen overvejer at købe sig til 2020-mål

CO2-MÅL: Det kan blive så svært at reducere CO2-udledningen i Danmark, at der må købes kvoter i udlandet for at nå 2020-målene, siger regeringen nu.

Danmark kan blive nødt til at købe sig til CO2-reduktioner i udlandet for at nå målsætningen om at reducere CO2-udslippet med 20 pct. i Danmark inden 2020.

Det fremgår af den klimapolitiske redegørelse, klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) netop har fremlagt for Folketinget, og som skal til debat i folketingssalen i næste uge.

"Der er stadig behov for initiativer for at nå målsætningen frem mod 2020. Danmark kan eksempelvis vælge at benytte de fleksible mekanismer (køb af reduktioner i udlandet, red.) som et af de instrumenter, der skal bruges for at opnå de sidste, nødvendige reduktioner i forhold til 2013-2020-målsætningen," skriver ministeren.

Udvikling den forkerte vej
Dermed har regeringen for første gang åbnet for den mulighed, at de politiske tiltag, der enten er vedtaget eller er undervejs, ikke vil give en tilstrækkelig CO2-reduktion i den ikke-kvotebelagte sektor i Danmark i 2020.

"Jeg synes, det er meget, meget fattigt. Efter at de har forsømt at sikre tilstrækkelige reduktioner i bl.a. transportsektoren og boligerne, så er deres eneste bud i redegørelsen på, hvordan vi skal nå målet, at sige fleksible mekanismer. Det er ikke godt nok," siger Enhedslistens klimaordfører Per Clausen, der har kaldt Connie Hedegaard i samråd om sagen.

Forrige artikel Jakob Axel truer sig til flere sygeplejersker Jakob Axel truer sig til flere sygeplejersker Næste artikel Ellemann åben for børneombudsmand Ellemann åben for børneombudsmand