Miljøstyrelsen er blevet mere populær

NYHED: Medarbejdere, virksomheder og interesseorganisationer har givet Miljøstyrelsen bedre karakterer i forhold til sidste tilfredshedsundersøgelse.

Direktør Ole Christiansen og hans medarbejdere i Miljøstyrelsen gør det bedre i forhold til deres samarbejdspartnere og interessenter.

Det er konklusionen, efter at styrelsen har fået lavet en tilfredshedsundersøgelse blandt 800 af styrelsens kontakter fra blandt andre virksomheder, interesseorganisationer og rådgivere.

Undersøgelsen er lavet af det uvildige analysefirma Capacent.

De adspurgte har kunnet give styrelsen karakter i forhold til f.eks. åbenhed og samarbejdsvilje, og på langt de fleste områder er styrelsens karaterer steget.

Positiv bedømmelse trods omrokeringer
Miljøstyrelsen var en af de allerførste styrelser med et regnskab, da de i 2005 spurgte brugerne om styrelsens visioner og værdier. Og tendensen har været opadgående i forhold til omverdens positive opfattelse af Miljøministeriets største styrelse.

Men Ole Christiansen er især stolt denne gang.

"Siden sidste gang har vi jo lavet nogle store omstruktureringer, hvor vi afgav klima- og vandområdet og blandt andet fik det store landbrugsområde. Med så mange nye opgaver og medarbejdere, så jeg mener, at det er ret godt klaret, at vores samarbejdspartnere generelt har givet os bedre vurderinger end sidste gang, og så er jeg selvfølgelig især glad for, at vi scorer så klart på troværdighed. Det er et afgørende godt fundament for styrelsen," siger Ole Christiansen.

Miljøstyrelsen har siden 2006 kørt et visions- og serviceprojekt, hvor medarbejdere på alle trin har været involveret. Et projekt, som har skulle gøre Miljøstyrelsen mere åben, nytænkende og omstillingsparat og samtidig en bedre arbejdsplads i forhold til karrieremuligheder.

Dårligere vurdering fra kolleger
Der var dog ikke lutter fremgang i karaktererne fra undersøgelsen.

Andre ministerier og styrelser var også repræsenteret i undersøgelsen som en svargruppe.

Ved sidste undersøgelse i 2005 gav respondenter fra denne gruppe Miljøstyrelsen karakteren 3,1, men den seneste undersøgelse er det faldet til 3,0, hvor 1 er dårligst og 4 er bedst.

Det ærgrer Ole Christiansen, især fordi han ikke er sikker på, hvorfor kollegerne i de andre styrelser og ministerier har givet styrelsen en lavere karakter denne gang.

"Det er naturligvis ikke en voldsom karakternedgang, men det er helt klart noget, vi tænker over. Vi kan ikke umiddelbart forklare det. Måske kan det være den travlhed, som der hersker i alle styrelser og ministerier. Der kan man nogle gange været lidt utålmodig i samarbejdet med de andre enheder," siger Ole Christiansen.

Karakternedgangen ændrer dog ikke ved, at styrelsesdirektøren vil betegne projektet med at gøre Miljøstyrelsen mere åben over for omverdenen som en succes.

Forrige artikel For lidt forskning i frivillig social indsats Næste artikel Løkke årets blæksprutte Løkke årets blæksprutte