Hillary - åh Hillary
FIK DU LÆST: Amerikanske kommentatorer og politikere er besat af Hillary Clinton. Uanset at kampagnen op til næste præsidentvalg først starter om to år, syder og bobler hovedstaden af rygter om, hvad den tidligere udenrigsminister mon påtænker. Det er der mange grunde til. (Bragt første gang i april)
At begynde at spekulere over, hvem der mon stiller op til posten i 2016 som USA's 45. præsident. Ikke desto mindre fylder præcis disse spekulationer en del plads i både amerikansk tv, radio, aviser, magasiner og net i disse dage. Og særligt når det gælder en bestemt person: den tidligere udenrigsminister og tidligere førstedame, Hillary Clinton.
Der er mange grunde til, at den demokratiske veteran dominerer billedet. De fleste amerikanske kommentatorer og analytikere hælder for det første mod at mene, at Republikanerne har brug for en længere moderniserings- og afklaringsproces, før de egnede kandidater toner frem (og der er i øvrigt flere bud på banen - Marco Rubio, Chris Christie, Jeb Bush, Rick Santorum, Rob Portman og Bob McDonnell er blot nogle af de mange navne, der florerer).
Men når det gælder Demokraterne, er sagen anderledes klar. Her hersker en ligefrem rørende enighed om, at hvis Clinton ønsker nomineringen, så har hun den på den flade hånd. Ironisk nok ligesom i 2008, hvor en relativt ukendt senator ved navn Barack Obama ødelagde drømmen om USA's første kvindelige præsident.
Magisk kraft
Der er imidlertid også andre grunde til, at Clinton tiltrækker sig så megen opmærksomhed allerede nu. Dels besidder hun den starpower og næsten magiske egenskab - ligesom Ritt Bjerregaard gjorde i årtier i Danmark - at hun fascinerer medierne og vælgerne, også når hun ikke gør noget.
"Hvad er hun ude på," lyder det i kulisserne. Denne for en politiker uvurderlige kvalitet kommer ikke ud af det blå. Ekstremt hårdt arbejde, et godt hoved og en analytisk kapacitet i den tunge ende er f.eks. påkrævede. Men dertil kommer, at der også er konkrete tegn på, at Hillary Clinton rent faktisk overvejer at stille op.
Konkrete forberedelser
Bill Clinton har f.eks. antydet det i adskillige interviews. Ikke ved at udtale sig om sin hustrus ambitioner direkte. Men ved at sige, at han selv ikke kunne tænke sig nogen mere kvalificeret. Dertil kommer, at en gruppe tidligere embedsmænd i Clinton-klanen for 14 dage siden dannede en såkaldt Super PAC, der fundraiser og indsamler penge til politiske kampagner - med navnet Ready for Hillary.
Clinton har også sit eget politiske kontor i hovedstaden med en betydelig stab - officielt for at afslutte diverse hængepartier og overleveringer fra tiden i Foggy Bottom, hvor State Department hører hjemme, men antagelserne om, at de første spæde skridt til 2016 udklækkes her, kører for fulde gardiner i Washington.
Dertil kan man lægge en ny bog, memoirer fra udenrigsministertiden, der belejligt nok vil udkomme lige op til midtvejsvalget i 2014. Clinton forlod udenrigsministerstillingen med popularitetsmålinger i nærheden af 68 procent.
Analytikere peger endeligt på det faktum, at Clinton for nyligt gik ud offentligt og støttede homoseksuelles ret til ægteskab - hvilket hun ikke tidligere er gået ind for, men det anses nu for noget nær obligatorisk for demokratiske præsidentkandidater, efter at folkestemningen er skiftet fra modstand til solid opbakning om princippet.
Snubletråde
Alt dette peger jo på en næsten gnidningsløs vej mod endnu en valgkampagne. Der er dog flere snubletråde på vejen. Dels helbredet - Clinton blev indlagt med en blodprop i hjernen i december, og eftersom hun ved indsættelsen i januar 2017 ville være 69 år, kræver det, at hun er frisk som en vårhare og ikke har flere problemer inden da. En anden aldrende kandidat, John McCain, blev konstant afkrævet helbredsattester og udsagn fra læger, da han stillede op i 2008 og Hillary Clinton vil kunne få samme problem - også selv om amerikanerne indvalgte en endnu ældre præsident, da Ronald Reagan indtog Det Hvide Hus.
Derudover er der hele den ambivalens som vælgerne også udstillede i 2008, når det gælder tanken om en kvinde i Det Hvide Hus. Fascinationen af kvindelige toppolitikere er både en forbandelse og en gave. I 2008 fik den ikke for lidt i især konservative kredse, hvor Hillary blev udskreget blandt andet som en "frigid, magtsyg, lesbisk, isdronning, tæve, skinger, dominerende, usexet mokke".
Listen over mindre smigrende egenskaber var lang, og konspirationsteorierne om, at Clinton-klanen alene var besat af magt, og at Hillary ikke ejede en principfast knogle i sin "aldrende krop", var legio. Selv de mange feminister, der i årevis har længtes efter at se "det ultimative glasloft" blive brudt ned på vejen til Det Hvide Hus, var usikre på hende.
De dobbelte standarder
Det kan man undre sig over. Hvorfor foretrak mange kvindelige meningsdannere Barack Obama og vendte Clinton ryggen? Hvorfor er det, som den kendte feminist og lektor ved New York University Katie Roiphe dengang sagde, "så meget nemmere, mere cool og mere tiltrækkende at have Hillary som præsident på det tidspunkt, hvor hun rent faktisk ikke stiller op? Hvorfor er det sådan, at "hun rent faktisk kødeliggør alle feminismens idealer, men at vi bare ikke bryder os om dem, når vi ser dem?"
Elizabeth Kolbert, journalist ved The New Yorker, mener, at det er skismaet om double standards (dobbeltmoral, red.), som martrer alle kvindelige politikere i amerikansk politik. I bogen "Thirty Ways of Looking at Hillary," der udkom før valget i 2008, siger hun, at kvinder i politik er "handicappede fra starten".
"Enten er de ikke seje nok til at være ledere, eller også er de alt for bitchy. Så de er med andre ord enten for maskuline eller ikke mandige nok. Hvis de ser godt ud, bliver det brugt imod dem, men hvis de er grimme, er resultatet det samme. Hvis du er gift og har børn, er det et problem, og hvis du ikke er gift og ikke har børn, er det naturligvis også. Endelig er der den dobbelte standard, som handler om, hvad vi forventer af kvindelige politikere; vi antager, at de på en eller anden måde har renere motiver end deres mandlige modparter, at de er mere drevne af empati eller enkeltsager end af politiske ambitioner."
En personlig mærkesag
Denne boomerang kan ramme Hillary Clinton denne gang, som den gjorde sidst. Den store forskel er dog, at da hun forsøgte i 2008 stod hun fortsat - som relativt nyvalgt senator i New York - i skyggen af sin mand, den tidligere præsident Bill Clinton.
I dag er hun som populær udenrigsminister mere "sin egen kvinde." Og selv om onde tunger peger på, at Clinton ikke var en "tung udenrigsminister," så har hun flittigt og konstant fokuseret på en af sine personlige mærkesager, som hun aldrig glemte i de faste opgaver med Mellemøsten, Afghanistan, Irak og det arabiske forår: kampen for kvinders og pigers rettigheder i de fattigere dele af verden.
Det kan hjælpe hende, når hendes modstandere uvægerligt vil forsøge at tegne et billede af en Lady Macbeth, en magtsyg, ældre kvinde, der er fokuseret på at fremme egne dagsordener. Men først skal hun altså beslutte sig for at stille op. Det går der lige et par år, før vi ved, om hun gør.
Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.
Boligejere ligeglade med oversvømmelser
Sådan kommer valgdeltagelsen op
