Cordua: Stormen på Frederiksbergs porte og den guldborgske ydmygelse

Socialdemokraterne behøver slet ikke at tale deres sejr op. Den er åbenlys. Man får en flot mandatfremgang på 70 mandater, man bliver største parti målt i mandater og borgmestre, og man får generobret flere vigtige tidligere bastioner. Regionsrådsvalget er mere end godkendt: Fire ud af fem formandsposter. Der vanker også formandsposter i både Danske Regioner og KL.

Ser man med lidt kritiske briller, så er det dog også kikset et par steder, hvor man er gået meget frem og alligevel er blevet snydt for borgmesterposter. Sådan ser det for eksempel ud i Esbjerg, Silkeborg og Vejle.

I de store byer er det til gengæld blevet et meget godt valg. Man er blevet suveræne i Aalborg og Odense, mens der var en smule tilbagegang for S i Århus og København. Overborgmester Frank Jensen fik således for tredje gang i træk færre stemmer. Ikke megen Mette Frederiksen-effekt dér! Alligevel snød han de tre-fire meningsmålinger, som inden valget spåede S et katastrofevalg.

Overborgmesteren kan yderligere notere sig, at de borgerlige blevet næsten knust. Samtidig kan overborgmesteren sole sig i en bred konstitueringsaftale, der signalerer, at han har styr på hovedstaden.

Og så må man i øvrigt bemærke, at S-strategerne formår at fejre de på forhånd stensikre S-valgsejre i medierne som var der tale om kæmpeoverraskelser, hvor alle bør tabe både næse og mund. Tydeligvis urutinerede, unge reportere uden kendskab til politisk stof fremstiller det nærmest som en sensation, at Frank Jensen bliver overborgmester. Posten var i realiteten aldrig i fare.

Alt i alt: Mette Frederiksen kan – med forbehold for, at de sidste konstitueringsaftaler også går zocialdemokraternes vej – være særdeles tilfreds og notere et fedt flueben ud for både kommunal- og regionsrådsvalget. Nu er oprydningen efter den ved kommunalvalget 2013 ret så upopulære Helle Thorning-Schmidt fuldendt.

For det store regeringsparti Venstre er nederlaget tydeligt. Man får cirka 23 procent af stemmerne og går 3,5 procent tilbage. Man taber 79 mandater og mister mange og vigtige borgmesterposter over hele landet, samt formandsposten i KL.

Alligevel er der formentlig ikke den store utilfredshed i partiet over et valg, som alle godt vidste ville blive svært. Kommunalvalget i 2013 blev afviklet på et tidspunkt, hvor Venstre, også på grund af Thorning-regeringens daværende upopularitet, samlede langt flere stemmer i meningsmålingerne end man gør i dag.

Som man også gerne fremhæver: Partiet havde desuden dengang en heldig i hånd i konstitueringsforhandlingerne, og på forhånd havde V-strategerne talt forventningerne ned under gulvbrædderne. I stil med de ”overraskende” S-sejre i storbyerne kan Venstre nu fejre enhver borgmesterpost, der ligger lidt uden for det vestjyske kerneområde som en uforudset sejr.

Venstre taber dog vigtige borgmesterposter. Det sker for eksempel i Slagelse, Randers, Holbæk, Faaborg-Midtfyn, Hedensted, Thisted, Syddjurs, Vordingborg, Gribskov, Halsnæs mv.

Men der er også lyspunkter, hvor man formår at holde stand eller erobre nyt land: Assens, Nyborg, Solrød, Viborg, (formentlig) Glostrup, Stevns og især den vigtige Esbjerg, som så svær ud.

I regionen taber man Region Sjælland og fastholder kun Syddanmark. De steder, hvor V ikke har haft en populær borgmester, er der stort set smæk til partiet over hele linjen. Og man bliver heller ikke hjulpet af, at DF også går meget tilbage. For Løkke og co. udeblev den store katastrofe, men det blev ikke et godt valg for partiet.

Indtil videre er V nede med 15 borgmesterposter i forhold til valget i 2013, men det billede kan ændre sig lidt som de sidste konstitueringer falder på plads. Næsten hele fremgangen fra 2013 er væk.

De konservative må også siges at være ret dygtige til at fejre status quo som var der tale om, at man havde vundet VM i fodbold.

Ét resultat overskygger dog alle sejre: På Frederiksberg holdt man akkurat skansen med små 200 stemmer, og det blev i går fejret som var der tale om, at en hel civilisation undgik undergang. Havde man mistet den, så var KV17 endt som en katastrofe. Spørgsmålet er, om den går næste gang for K på Frederiksberg?

Man kan håbe for K, at vinden blæser mere borgerligt om fire år, eller også skal man måske finde en borgmester med mere folkeligt gennemslag, som formår at vinde opbakning blandt de mere venstreorienterede vælgere, der i disse år flytter til kommunen.

Konservative ledere med bred appel formår K nemlig at stille andre steder, hvor K fik suveræne valgsejre. Se bare på Gentofte, Høje Taastrup, Lyngby-Taarbæk og Vallensbæk. Partiet, der er gået markant tilbage i meningsmålingerne sammenlignet med for fire år siden, må være meget tilfreds med valgresultatet.

Man holder usikre borgmesterposter som for eksempel Helsingør, men man taber faktisk også borgmesterposter i Køge, Vesthimmerland, Allerød og Hillerød, hvor man lydhørt ømmer sig. Faktisk taber K alle borgmesterposter vest for Storebælt, og indtil videre erobrer man slet ingen nye borgmesterposter.

De konservative går en lille smule frem i stemmer på landsplan, men fremgangen er meget ulige fordelt. Uden for partiets bastioner i københavnsområdet, hvor man går pænt frem, får K mange steder ikke noget særligt godt valg og ender helt uden repræsentation. Alligevel må Søren Pape være godt tilfreds, alt taget i betragtning, og kan glæde sig over, at man i stemmer på landsplan er lige en knivspids større end DF.

De radikale hører også til valgets vindere. Man har godt nok en lille tilbagegang i stemmer, men alligevel 18 flere mandater over hele landet.

Dertil kommer, at man fastholder sin borgmesterpost i både Rebild og København. Det bør ikke være nogen kunst at sælge det som et godt valgresultat for Morten Østergaard. Især oven på, at man har fået meget dårlig omtale med sagen i København, hvor spidskandidaten pludselig trak sig efter heftig kritik.

Hos de radikale burde man nok sende Alternativet en venlig tanke, da partiet i kraft af valgforbund flere steder har hjulpet Liste B til mandater. Men det behøver man jo ikke tale højt om sådan en dag.

For SF er valget i stemmer trods en mindre tilbagegang et status quo fra det helt elendige valg i 2013, hvor partiet fik læsterlige tæsk for regeringsdeltagelsen.

Man mister denne gang borgmesterposten i Lejre i kølvandet på, at den tidligere stemmesluger Mette Touborg droppede politik, mens man til gengæld og helt ud af det blå erobrer borgmesterposten på Langeland, formentlig på grund af en lokal enmandspræstation. Samtidig får man sikret sig en borgmesterpost i København, og man er klart større end Alternativet på landsplan.

Enhedslisten går knap et procentpoint tilbage til seks procent, men man formår pænt at skjule, at man ikke helt kan fastholde det fremragende valg fra 2013. Og det er ekstra tilfredsstillende henset til, at man ikke rigtig er blevet udkonkurreret af Alternativet. Det er sikkert også derfor, at EL gør hvad de kan for at omfavne Alternativet frem for at bekæmpe dem.

Gad vide, om EL tror på, at Alternativet er et langtidsholdbart projekt? Eller læser de den langsigtede udvikling – post Elbæk – sådan, at EL skal være Å-vælgernes sympatiske alternativ den dag, Liste Å går op i hat og briller?

Alternativet fik en pæn debut i dansk kommunalpolitik med tre procent på landsplan. Især i højborgen København brager man ind med seks mandater og næsten 11 procent. Det sikrer partiet en borgmesterpost.

Spørgsmålet er dog, hvordan det var gået, hvis ikke de borgerlige kollektivt var nedsmeltet med et enestående dårligt valgresultat, der kun sikrer V en enkelt borgmesterpost? Var Alternativet så blevet holdt uden for borgmesterkredsen?

Sådan gik det dog ikke, og det er man nok mere end tilfreds med. Især oven på en bemærkelsesværdig afslutning af valgkampagnen med historier om forslag indeholdende peniscollager og bollegynger.

Alternativet skuffer dog i de tre andre store byer. Man kommer ind i Odense og Aarhus med et enkelt mandat hvert sted, men slet ikke med en opbakning som man ser i København. I Aalborg kommer Å slet ikke ind. Alligevel kommer man ind steder som Bornholm, Thisted og Svendborg.

Det nye parti Nye Borgerlige fik et kommunalvalg på knap en procent, hvilket må betegnes som en fiasko, uden at det er nogen stor katastrofe.

Man får godt nok valgt et siddende tidligere konservativt medlem ind i Hillerød, der dog næppe får nogen indflydelse. Adskillige andre tidligere byrådsmedlemmer har forladt LA til fordel for NB, men man bliver ikke repræsenteret i for eksempel København eller Århus. Vælgerne har åbenbart ikke købt præmissen om, at kommunalpolitik er et sted, hvor man kan føre stram udlændingepolitik.

Partiformand Pernille Vermund har klogt nok valgt at fejre det enlige mandat som en valgsejr og påberåbe sig, at hun slet ikke havde nogen forventninger. Her ser man glasset som halvt fuldt.

Liberal Alliances kommunalvalg kunne have gået langt værre. Man går lidt tilbage i stemmer til 2,6 procent og taber kun tre mandater på landsplan. Nogle steder, for eksempel i København, holder man stand, formentlig i kraft af en flot kampagne af blandt andet Alex Vanopslagh. Mon ikke man glæder sig over det?

DF er ligesom Venstre valgets taber. DF går tilbage i stemmer med 1,3 procent til i alt 8,8 procent. Det er nok til, at man taber hele 74 mandater over hele landet. Man havde, godt hjulpet af mediehype, sat næsen op efter borgmesterposter ud over den, man har i København. Det blev til ingenting, og man taber borgmesterposten i København.

Hvis man skulle gå lidt imod det billede, der denne dag er mest dominerende, så får DF faktisk sit næstbedste kommunalvalg nogensinde. Alligevel står det klart, at DF trods et stemmetal på niveau med de konservative slet ikke får det samme ud af det henset til borgmesterposter.

Det var heller ikke meget, man så til den sagnomspundne S-DF-alliance. Et par steder, blandt andet i Hedensted, København og Region Sjælland, er der dog eksempler på, at man er gået sammen med socialdemokraterne. Sidst lavede DF i Hvidovre en meget omtalt konstituering med S-borgmesteren. Vælgerne betalte tilbage med en valglussing.

Der er også opmuntringer for DF et par steder. Og det er blandt andet sket på Bornholm, hvor man får et fantastisk valg, blandt andet fordi man her formåede at gøre kommunalvalget til en folkeafstemning om flere flygtninge til øen.

Appellen fra Kristian Thulesen Dahl om at ”stemme dansk” landet over fik mest en kold skulder. Vælgerne mente tydeligvis generelt, at valget handler om helt andre ting end indvandrere og flygtninge.

De to steder, hvor DF for noget tid siden havde hvisket pressen i øret, at det var muligt for partiet at få borgmesterposter, blev DF ydmyget. Ikke af vælgerne, men ved konstitueringsforhandlingerne. Jens Henrik Thulesen Dahl blev holdt udenfor i Assens, hvor venstreborgmesteren tydeligvis hævnede sig over DF's illoyalitet, hvor man har lavet aftaler uden om borgmesteren i den forrige periode.

I Guldborgsund gik finansordfører René Christensen frem, men her så man DF-politikeren i en sjælden ydmygende position: Efterladt skuffet og frustreret på perronen og helt uden indflydelse, mens andre fordelte posterne og indflydelsen.

Den ellers så sejrsvante Kristian Thulesen Dahls fjerde valg blev det første, hvor han led et synligt nederlag, og det var betegnende, at han slet ikke ville udtale sig hverken tirsdag aften eller onsdag morgen, men i stedet sendte sin løjtnant Peter Skaarup ud til pressen for at kommentere nederlaget.

Det bliver i øvrigt interessant at se, hvad der bliver DF's egen analyse af kommunalvalget og hvilke konsekvens, de drager af resultatet. For det er svært at se, hvad partiet ved dette valg har fået ud af den alliance som man hævder at have med Mette Frederiksen.

Nu ser alle frem mod folketingsvalget i begyndelsen af 2019.

-----------

Jarl Cordua er liberal-borgerlig, politisk kommentator og vært på radioprogrammet "Cordua & Steno" på Radio24syv. Hver onsdag skriver han klummen 'Liberale Brøl' i Altinget. Klummen er alene udtryk for skribentens egne holdninger.