Støjberg: Flygtningelandsbyer er ikke det bedste middel

FLYGTNINGE: At oprette flygtningelandsbyer er ikke den bedste måde at hjælpe kommunerne på, mener udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg. Hun vil dog alligevel undersøge mulighederne for at oprette statsdrevne flygtningelandsbyer.

Bølgerne gik højt i Folketingssalen onsdag eftermiddag, da der var hasteforespørgsel om asylsituationen. På forhånd havde Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Konservative i en umage alliance skabt flertal for at pålægge regeringen at undersøge mulighederne for at etablere flygtningelandsbyer.

Og der vil nu blive udarbejdet et beslutningsgrundlag inden 1. marts, slår udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg fast.

”Fra regeringens side har svaret til spørgsmålet om flygtningelandsbyer været klart: Overvejelser om etableringen af flygtningelandsbyer skal ske på et gennemarbejdet grundlag. Derfor er vi selvfølgelig også indstillet på at se på, om det er én mulighed blandt flere, som kan hjælpe kommunerne,” siger hun og fortsætter:

”Jeg vil dog understrege, at den bedste måde, vi kan hjælpe kommunerne i gang med arbejdet, er ved at reducere tilstrømningen af asylansøgere til Danmark.”

DF: Der skal mere til
Hasteforespørgslen blev holdt på initiativ af Dansk Folkeparti, og partiets udlændingeordfører Martin Henriksen slår fast, at der er behov for yderligere tiltag for at mindske tilstrømningen af asylansøgere og presset på kommunerne.

”Den nuværende regering og dens flertal har med en række stramninger forsøgt at vende udviklingen, men man skal også være ærlig og sige, at det ikke er nok. Der skal mere til,” siger Martin Henriksen og fortsætter:

”Derfor ønsker Dansk Folkeparti at gå skridtet videre og arbejde på at etablere statslige flygtningelandsbyer, så dem, der er i Danmark, placeres i disse enheder, indtil de kan hjemsendes eller presset på kommunerne er aftaget.”

S: Her stopper enigheden
Også Socialdemokraterne støtter de statslige flygtningelandsbyer, men enigheden mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne stopper ved etableringen af landsbyerne.

For de to partier er langt fra enige om, hvad der skal ske med flygtningene i landsbyerne. Mens Dansk Folkeparti ikke mener, at de skal integreres, lære dansk eller gå i skole eller på arbejde, mener Socialdemokraterne omvendt, at integration og tilknytning til arbejdsmarkedet er vigtigt.

”Begge partier er optagede af, hvordan vi får aflastet kommunerne, men der, hvor enigheden holder op, er i forhold til, om vi skal arbejde på at integrere de her mennesker eller ej,” siger Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen.

Som at sammenligne Mercedes og smartcar
Og denne forskel blev da også bemærket under debatten i Folketingssalen, blandt andet af Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen.

”Der er tilsyneladende en enighed om at bruge ordet flygtningelandsbyer mellem Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, men det er som om, at enigheden stopper der. Det svarer til, at man taler om en bil, hvor den ene part mener, det er en Mercedes, mens den anden part mener, at det er en smartcar,” lød det fra Jakob Ellemann-Jensen, som herefter fortsatte med en byge af spørgsmål:

”Hvem er det, der skal bygge de her landsbyer? Hvor skal de ligge? Hvem skal drive dem? Skal der være skoler? Hvem skal drive skolerne? Skal der være sygehuse? Lægehuse? Hvem skal drive dem? Skal man kunne arbejde? Skal der være hegn om? Skal man kunne færdes ud og ind? Er der tale om en lejr?” spurgte Jakob Ellemann Socialdemokraternes integrationsordfører, Dan Jørgensen.

S: Regeringen ikke sin opgave voksen
Og svaret kom prompte fra Dan Jørgensen:

”Når jeg ikke kan svare på ordførernes spørgsmål, skyldes det ikke min dårlige hukommelse, men at regeringen ikke har været sin opgave voksen,” svarede han og fortsatte:

”Havde regeringen, da vi for flere måneder påpegede det her behov, taget sit ansvar alvorligt og var gået i gang med at tilvejebringe et beslutningsgrundlag, så kunne vi have været i gang med at behandle et lovforslag nu,” lød det fra Dan Jørgensen.

 

Forrige artikel Dansk smykkeforslag splitter Europa-Parlamentet Dansk smykkeforslag splitter Europa-Parlamentet Næste artikel R: Hjort skal holde sig fra udskældt afgift R: Hjort skal holde sig fra udskældt afgift