Her er regeringens nye vækstplan

DOKUMENTATION: Regeringen har netop fremlagt sit udspil med titlen "Vækstplan DK - Stærke virksomheder, flere job". Se hovedpunkterne her.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), finansminister Bjarne Corydon (S) og skatteminister Holger K. Nielsen (SF) præsenterede tirsdag formiddag udspillet "Vækstplan DK - Stærke virksomheder, flere job" på et pressemøde i Statsministeriets Spejlsal.

Her er planens hovedelementer: 

1. Bedre vilkår for danske virksomheder
Regeringen vil gøre det mere attraktivt at investere i og drive virksomhed i Danmark gennem initiativer svarende til ca. 4 mia. kr. i 2014 stigende til ca. 10 mia. kr. i 2020:

• Gradvis nedsættelse af selskabsskatten (ekskl. Nordsøen) og skattesatsen i virksomhedsordningen fra 25 pct. til 22 pct. Samtidig øges lønsumsafgift i den finansielle sektor

• Virksomhedernes produktionsrelaterede afgifter på energi mv. sænkes

• Den vægtbaserede emballageafgift afskaffes

• Skattekreditten for forsknings- og udviklingsaktiviteter øges

• Virksomhedernes fradrag for hotelmoms øges fra 50 til 75 pct.

• Bedre forhold for erhvervsdrivende fonde ved overtagelse af virksomheder (skattemæssig succession)

• Spildevandsomkostninger for store virksomheder sænkes

• Kørselsafgifter for lastbiler vil ikke blive indført og jernbanegodstransporten støttes

• Styrket indsats for vækst- og eksportfremme samt tiltrækning af højkvalificeret udenlandsk arbejdskraft

• Finansiering gennem erhvervsobligationer og mulighed for nye EKF-eksportgarantier for op til 15 mia. kr.

2. Investeringer i Danmark - øgede offentlige investeringer mv.
Regeringen vil sikre flere investeringer i Danmark gennem initiativer svarende til ca. 6 mia. kr. i 2014, der øger aktiviteten på kort sigt og samtidig understøtter Danmarks konkurrenceevne:

• Forøgelse af de planlagte offentlige investeringer med 2 mia. kr. i 2014 stigende til 4 mia. kr. i 2020. I 2014 vil det øgede rum til offentlige investeringer konkret blive prioriteret til investeringer i kommunerne.

• Forøgelse af investeringerne i renovering af almene boliger med i alt 4 mia. kr.

• BoligJobordning med fuld virkning i 2013 og 2014

• Investeringer i yderområder ved bygningsfornyelse, kystbeskyttelse og bedre bredbånd på Bornholm

• Fremrykning af aktiviteter i forbindelse med Femern Bælt-forbindelsen

• Understøttelse af investeringer i effektiv energianvendelse i private bygninger

3. Bedre uddannelse
Regeringen vil forbedre dansk konkurrenceevne ved at øge arbejdsstyrkens kvalifikationer:

• Fælles arbejde om mere og bedre voksen- og efteruddannelse med arbejdsmarkedets parter. Der afsættes i alt 1 mia. kr. i perioden 2014-2017

• Udspil til en reform af erhvervsuddannelserne i løbet af 2013

4. Fortsat udvikling af den offentlige sektor
Vækstplanen sikrer fortsat plads til balanceret vækst i det offentlige forbrug på ca. 1,0 pct. i 2013, 0,4 pct. i 2014, 0,5 pct. i 2015, 0,6 pct. i 2016, 0,7 pct. i 2017 og ¾ pct. årligt i 2018-2020. Herudover forbedres den offentlige service ved moderniseringsinitiativer inden for blandt andet digitalisering, effekter, regulering mv.

Udvikling i den private jobskabelse
Vækstplan DK styrker - gennem en markant forbedring af erhvervslivets vækstvilkår og konkurrenceevne - grundlaget for fornyet fremgang i den private jobskabelse.

En bedring af konjunkturerne skønnes at kunne løfte den private beskæftigelse med i alt 80.000 personer frem mod 2020. Vækstplanen gør Danmark klar til at hægte sig på et fornyet opsving, når konjunkturerne vender, og efterspørgslen stiger.

Sammen med sommerens skattereform, reformen af førtidspension og fleksjob og regeringens udspil til reformer af SU og kontanthjælp vil den private beskæftigelse kunne stige med 150.000 personer frem mod 2020.

Men Vækstplan DK bidrager også til den private beskæftigelse med ca. 5.000 job i 2014. Vækstplanen bygger videre på den række af vækstinitiativer, som regeringen har gennemført for at holde hånden under beskæftigelse.

Tiltagene bidrager samlet med ca. 19.000 private job i 2014. Hertil kommer det forventede konjunkturbidrag, således at den private beskæftigelse øges med over 40.000 arbejdspladser frem i 2015.


Der vil senere tirsdag være en teknisk gennemgang af vækstplanen i Finansminsiteriet, og torsdag vil der blive fulgt op med en teknisk gennemgang i Skatteministeriet. Regeringen forventer forhandlingerne med Folketingets partier starter torsdag.


Læs hele vækstplanen her

Forrige artikel Indvandrere på kontanthjælp skal tvinges til at lære dansk Indvandrere på kontanthjælp skal tvinges til at lære dansk Næste artikel Regeringen lancerer vækstplan til 15 milliarder Regeringen lancerer vækstplan til 15 milliarder