Thulesen Dahl: Flere penge til SKAT

BEVILLINGER: Dansk Folkeparti åbner nu for at bryde med regeringens planer for nedskæringer i SKATs bevillinger. Effektiviseringsgevinster skal ikke bare indkasseres, men bruges til øget toldkontrol og mod skattesvindlere, mener støttepartiet.

Dansk Folkeparti vil ikke længere ubetinget støtte regeringens planer for effektiviseringer og besparelser i SKAT.

Gevinsterne ved effektiviseringerne som følge af SKATs omstrukturering og indførelse af nye it-systemer skal nemlig ikke længere blot indkasseres af staten som en besparelse på driftsomkostningerne til SKAT. De skal i stedet bruges på nogle af de områder, hvor der er særligt mange, der svindler med skattebetalingen, mener Dansk Folkepartis finansordfører Kristian Thulesen Dahl:

"Når der bliver frigjort ressourcer, skal de ikke bare indkasseres. Nogle af dem skal bruges på forstærket kontrol. Der skal bruges flere folk til både det internationale, flere folk til at sørge for, at de store selskaber, som har råd til virkelig dyre skattefolk, at de ikke får for nemt spil, og flere ressourcer til en ordentlig toldbehandling osv. Alt andet lige, så vil det betyde, at der er brug for flere medarbejdere end det, regeringen har lagt op til i 2011 - og sandsynligvis også fremadrettet," siger han.

Besparelse skal anvendes
Med udmeldingen bryder Dansk Folkeparti for første gang med de besparelser, som har været en del af regeringens planer for SKAT gennem de sidste år, og som har været under stadigt voksende beskydning fra venstrefløjen. Ifølge regeringens finanslovsforslag skal antallet af årsværk i SKAT således reduceres til ca. 5.000 i 2014 - omkring halvdelen af, hvad det var i 2005. Men det kan vise sig at være en for barsk nedskæring, mener Thulesen Dahl:

"Det er godt, at vi har fået frigjort ressourcer fra, at ganske almindelige mennesker ikke længere bliver dænget til i papirer fra skattevæsenet, men håndterer det meget enklere. Men så skal vi diskutere, hvad de frigjorte ressourcer skal bruges til - og nogle af dem kan bruges på en forstærket indsats over for dem, der er notoriske svindlere og bedragere. Der er jeg enig med Socialdemokraterne og SF i, at vi skal være mere opmærksomme," siger Kristian Thulesen Dahl.

S-SF-DF kan presse regeringen
Meldingen fra Dansk Folkeparti modtages med glæde hos Socialdemokraterne og SF. De tre partier udgør til sammen et flertal i Folketinget og vil kunne tvinge regeringen til at ændre planerne for bevillingerne til SKAT.

"Det er en meget rigtig og fin ny melding, som vi vil følge op på. Vi har jo sagt, at besparelserne skal stoppes, og der skal tilføres yderligere ressourcer. Det er absolut nødvendigt, og det betyder, at der er et alternativt flertal, som kan sikre, at SKAT forhåbentlig får flere ressourcer," siger Socialdemokraternes skatteordfører Nick Hækkerup.

SF's skatteordfører Jesper Petersen understreger, at han ikke er modstander af effektiviseringer i SKAT, og at han ikke nødvendigvis vil have antallet af medarbejdere tilbage på 2005-niveau. Han har tidligere foreslået en ekstrabevilling på 500 mio. kr. svarende til mellem 1000 og 1200 ekstra medarbejdere i forhold til de knap 6.500, der er foreslået for 2011 i regeringens finanslovsudspil:

"Jeg vil godt kvittere positivt for, at de tager det alvorligt, at der er store problemer. Vi er bestemt ikke for fine til at diskutere det med Dansk Folkeparti, hvis de vil bakke op om at styrke SKAT," siger Jesper Petersen.

Opbakning til flere toldere
I Dansk Folkepartis udspil til finanslovsforhandlingerne lagde partiet særlig vægt på, at det ønsker en styrkelse af toldenheden under SKAT. Partiet ønsker nemlig den grænsekontrol mellem EU-landene gennemført, som ellers ikke længere er tilladt som følge af reglerne for Schengen-samarbejdet. Men hvis man i stedet bemander grænserne med toldere - hvilket Schengen ikke forbyder - så kan man få noget, der er næsten lige så effektivt som grænsekontrol, mener Kristian Thulesen Dahl:

"Når man kører ned gennem Europa i dag, er der mange steder, man bliver forbløffet over, at der er kontrol ved grænsen - men så finder man ud af, at det er toldere. Det er genialt, for de kan bare kontakte politiet, hvis der er behov for det. Derfor vil vi have ud af finanslovsforhandlingerne, at der kommer flere toldere ved grænsen. Punktum," siger Kristian Thulesen Dahl.

Selv om Dansk Folkeparti står alene med ønsket om grænsekontrol, ser flere af de øvrige partier dog med velvilje på ønsket om flere toldere.

"Jeg synes faktisk, det er en god idé med flere toldere i baglandet til at undersøge, hvem der rejser ind, og hvad de har med. Vi må se på idéen og vurdere den i forhandlingerne, men jeg er positivt indstillet," siger den konservative skatteordfører Mike Legarth - og også S og SF støtter:

"I dag skal man være meget uheldig for at blive snuppet ved grænsen. Der bliver smuglet alt, hvad man kan forestille sig af narko, våben, ulovlige varer og dyr, så i det ønske ligger han helt på linje med os," siger Nick Hækkerup, mens Jesper Petersen også nævner behovet for øget toldkontrol i havne, lufthavne og almindelig smuglerkontrol inde i landet.

VK skeptiske over for højere bevilling
Regeringen har udsat en del af besparelserne i SKAT i både 2010 og 2011, dels på grund af, at flere af de nye it-systemer er blevet forsinket, og fordi den naturlige afgang i SKAT har været mindre end ventet de sidste par år. Men planens langsigtede mål er ikke ændret, og Venstre og Konservative er da også umiddelbart imod ønsket om en generelt højere bevilling til SKAT end planlagt:

"Jeg er principielt uenig i, at besparelser nødvendigvis skal bruges til noget andet i den offentlige sektor. Det er vigtigt, at når vi skaber effektiviseringer og rationaliseringer, at vi så også minimerer den offentlige sektor frem for bare at bruge pengene på noget andet. Selvfølgelig skal vi imødegå svindel og humbug, men det skal være på en afbalanceret måde. Vi skal jo ikke bruge unødvendigt store midler - altså hvis ikke det er nødvendigt. Men det kræver en løbende vurdering," siger Mike Legarth.

"Det er en meget sund øvelse, SKAT er gået igennem, som har betydet, at man effektivt kan løse opgaven på en smartere og bedre måde. Jeg mener ikke, det er rigtigt, at man bare har høstet en besparelse uden at prioritere anderledes. Der er hele tiden sket forbedringer," siger Mads Rørvig.

Det har i dag ikke været muligt at få en kommentar fra skatteminister Troels Lund Poulsen (V).

Forrige artikel Klima-ændringer giver flere sprøjtemidler i grundvandet Næste artikel Forhøjet grundkapital truer alment nybyggeri Forhøjet grundkapital truer alment nybyggeri