Vi vil ikke have frit valg

Koncentrat af lederen "Frit valg - Vi gider ikke vælge velfærdsydelser." i Politiken 25/5 2005. Danskerne er ikke interesserede i frit valg af serviceydelser. vi kan sagtens være foruden, hvis vi bare kan være sikre på, at grundydelsen fra det offentlige har en høj kvalitet og fungerer.

(...)Og så er det oven i købet noget så sjældent som en ideologisk mærkesag. Derfor er det ikke uinteressant, hvordan det står til med det frie valg. Er vi i fuld gang med at vælge til og vælge fra, når det gælder velfærdsydelser? Svaret er: Nej!

Danskerne bruger stort set ikke deres valgfrihed, når det handler om at kunne vælge frit mellem forskellige udbydere af hjemmehjælp, sygehuse, madservice, børnepasning osv. Det viser en ny undersøgelse fra Forbrugerstyrelsen. Den viser også, at mange borgere aner ikke, at de kan vælge frit på en række velfærdsområder.

AT FRIT VALG i den offentlige sektor mildt sagt ikke er gået hen og blevet en folkesag, kommer formentlig bag på mange liberalister og regeringen. Men i virkeligheden er det ikke så mærkeligt. For der har jo aldrig været noget pres fra neden, når det handler om frit valg, vel?

Og når det kommer til stykket, er de færreste af os i stand til at overskue alternative behandlingsmetoder, madordninger osv. Det er en valgsituation, vi sagtens kan være foruden, hvis vi bare kan være sikre på, at grundydelsen fra det offentlige har en høj kvalitet og fungerer.(...)

Apropos frit valg: Hvis vi danskere kan vælge mellem den offentlige sektor som et supermarked eller som en instans, der bruger energi og penge på at give os kvalitetsydelser inden for social-, uddannelses- og sundhedsområdet, så vælger vi det sidste.

Forrige artikel Røde pølser og dansk landbrug Næste artikel Hvem rydder op efter festen?