Uenighed bremser naturplaner

DEBAT: Vigtige indsatser for naturen tabes på gulvet på grund af uenighed mellem KL og Naturstyrelsen, skriver to kommunale biologer.

Af Annette Limborg Madsen og Lise Frederiksen
Biologer i hhv. Norddjurs Kommune og Mariagerfjord Kommune

I juni 2012 kom økonomiaftalen mellem KL og regeringen vedrørende Natura 2000-planerne endelig på plads. Dermed skulle økonomien for den kommunale naturindsats i Natura 2000-områderne være sikret og vejen være banet for danmarkshistoriens største indsats for den terrestriske natur. Denne indsats skal frem mod 2015 sikre naturtyper og arter i Natura 2000-områderne mod tilbagegang. I en del tilfælde er den eneste finansiering, ud over kommunekassen, EU-LIFE-midler. Der er i økonomiaftalen anvist, at 150 milloner kroner skal komme fra netop LIFE-ordningen, hvoraf halvdelen skaffes ved statslig medfinansiering. Dermed vil LIFE-projekterne kunne udføres uden større udgifter for kommunerne.

Naturstyrelsen har indkaldt ideer til LIFE-projekter i januar 2013.

Herefter er der blevet stille – meget stille.

Det forlyder, at tavsheden skyldes stor uenighed mellem KL og Naturstyrelsen (NST) om, hvorvidt den nationale medfinansiering udelukkende skal tilgå kommunerne, eller om Naturstyrelsen også skal have del i disse midler.

Kommunerne afventer nu, at der kommer en endelig og officiel udmelding på:

  • Om kommunerne alene har adgang til den nationale medfinansiering, eller om Naturstyrelsen også har adgang til disse midler.
  • Hvilke projektideer der tildeles statslig medfinansiering, så vi kan komme i gang med at lave LIFE-ansøgninger. (I parentes bemærket er dette en temmelig omfattende proces, og der er ansøgningsfrist for de 75 millioner EU-kroner 25. juni 2013).

Der er ingen tvivl om, at mange naturområder har brug for en hjælpende hånd. Ligesom der heller ikke kan være tvivl om, at mange opgaver løses bedst i fællesskab mellem såvel statslige som kommunale myndigheder. Vi mener faktisk, at der ikke er grund til, at myndigheder strides. Vi ser hellere, at vi arbejder sammen og får det bedste ud af hinandens kompetencer – og ikke mindst, at vi sørger for at sikre, at vi får andel de EU-midler, der er afsat til Danmark. Derved kan vi gøre en forskel ude i naturområderne.

Det er derfor med stor undren, at vi i kommunerne kan konstatere, at konflikten mellem KL og NST tilsyneladende er gået i hårknude. Lige så forbavsende er den manglende officielle udmelding, fra såvel KL som NST om, hvordan vi er stillet økonomisk, og hvordan vi skal forholde os, hvis vi ønsker at gennemføre et LIFE-projekt.

Hermed risikerer vi at tabe en stor del af indsatsen i områderne på gulvet, grundet uenighederne mellem KL og NST. Det har hverken kommunerne eller naturen råd til! Indsatsen i de kommunale handleplaner skal være i hus i 2015, så der er simpelthen ikke plads til den slags kampe så langt fremme i processen.

Den korte version af dette opråb til KL og NST er: Kom i gang! Få sluttet konflikten og fortæl, hvad vi har at gøre med, så vi kan komme i gang med at gøre vores arbejde!

Forrige artikel Det behøver ikke koste en bondegård Det behøver ikke koste en bondegård Næste artikel Grønne initiativer skaber job