Vandplanerne kræver borgerinddragelse

Af Peter Rosendal
Næstformand i Bæredygtigt Landbrug 

I Danmark er vandplanerne konstrueret bag lukkede døre i udvalg, hvor de eneste deltagere er ansatte fra flere ministerier. Det kan måske være godt nok, hvis altså disse personer havde de samme færdigheder og erfaringer som et bredt udsnit af hele befolkningen, men det er desværre ikke tilfældet. Og resultatet er som følge heraf blottet for input fra den virkelige verden.

Hvorfor har vi i Danmark ikke de samme krav i forhold til Vandrammedirektivet og Nitratdirektivet som i resten af EU? Måske fordi hjernerne bag den danske version af direktiverne ikke har tilstrækkelige færdigheder og erfaringer til fuldt ud at kunne se konsekvenserne af sine skrivebordsplaner. Hvis alle borgere fra starten havde haft mulighed for at bidrage med konstruktive og intelligente løsninger, som vi blandt andet så fremført under faktahøringen på Christiansborg, havde vi ikke stået i den situation, vi nu befinder os i. Hos mange landmænd og i en lang række kommuner er de nye tiltag i de forestående vandplaner forbundet med store økonomiske byrder, men med en mere intelligent og gennemarbejdet løsning kunne man have forbedret økonomien, samtidig med at det ville kunne styrke de områder, som er omfattet i Vandrammedirektivet og Nitratdirektivet.

Behov for åben dialog
De ansvarlige politikere har fået mange forklaringer på nødvendigheden af de nye stramninger i lovgivningen, især i forhold til begrænsninger i landbrugets virke, og mange af de svar, ministrene har fået, omhandler økonomi og beskæftigelse. Det er utroligt vigtigt, at politikerne på Christiansborg træffer konstruktive og virksomme beslutninger i Folketingssalen, og derfor er der behov for en åben dialog om virkemidlerne - både i embedsværket og i befolkningen - hvis de folkevalgte skal have en jordisk chance for at træffe de optimale valg for naturen og dansk økonomi. At flere måske ikke selv har den viden er forståelig, men så skal politikernes rådgivere selvfølgelig kunne gennemskue, om det faglige indhold og udregningerne i lovgivningen lever op til kravene fra EU. De borgere, som eventuelt bliver påvirket af lovgivningen, har selvfølgelig også en interesse i at vide, om der er brugt de rigtige faktorer, da det i sidste ende er deres levegrundlang, der står på spil.

Åbenheden omkring vandplanerne, som er et krav fra EU's side, er blevet omgået i Danmark, og vi oplever nu, at embedsværket nødtvunget åbner lidt op for posen. Men først efter at landbruget og en række ansvarlige politikere har krævet indsigt. Og når man opnår indsigt, som Bæredygtigt Landbrug blandt andet gjorde med udleveringen af talmateriale fra 180.000 vandprøver, der beviser, at indholdet af nitrat i danske vandløb i gennemsnit ligger på under halvdelen af kravene i nitratdirektivet, så fortæller det med stor sikkerhed, at de lukkede udvalg ikke har haft de fornødne færdigheder og indsigt i planerne.

Når lovgivningen på miljøområdet igennem flere årtier er begået bag lukkede døre af en sluttet kreds af embedsfolk, så det faglige og økonomiske ikke længere kan forklares, vil et krav om indsigt i planernes grundlag pludselig blive et krav for at forstå og se nødvendigheden af indførelsen af danske lovkrav.

Kontrol skal være målbar
Som udgangspunkt er dansk landbrug behæftet med mange former for kontrol, opmålinger, veterinære regler, gødning og meget mere. Denne kontrol er i mange tilfælde uden nogen form for bagatelgrænser, hvilket er med til at give en meget høj grad af fødevaresikkerhed. Men på andre områder er kontrollen direkte ødelæggende for forståelsen af kontrollen.

Når en lov med meget store økonomiske konsekvenser vedtages eller er under udarbejdelse, og informationsmaterialet til politikerne ikke er tilgængeligt for os som borgere, er det umuligt at påpege de fejl eller mangler, der givet vis må være. Det er også umuligt for os som borgere at kontrollere troværdigheden i grundlaget for loven, når dokumentationen aldrig er blevet os forelagt.

Politikerne spørger ind til fagligheden inden loven skal vedtages, får svar, og herefter tager de en beslutning på det grundlag, der er blevet dem forelagt.

Som svar i 2010 til politikerne i forbindelse med grøn vækst blev der henvist til økonomiske beregninger, og til hvordan disse planer ville påvirke beskæftigelsen. Konklusionen var, at det ville koste et trecifret millionbeløb, hvor man i landbruget meget hurtigt kan regne sig frem til, at det reelt kommer til at koste flere milliarder kroner. Der skulle også udarbejdes en analyse for beskæftigelsen inden 2011. Beregningerne er behæftet med meget stor usikkerhed, og beskæftigelsesanalyserne er i 2012 endnu ikke udarbejdet.
Man forstår godt, at politikerne ikke kan træffe en beslutning, når de ikke ved, hvad konsekvensen bliver deraf. Beregningerne, der er konstrueret i et lukket forum, tåler åbenbart ikke at blive kontrolleret.

Borgerinddragelsen mangler
Landmænd må som minimum kræve at få lejlighed til at kontrollere det faglige niveau og til at sikre, at der er foretaget tilbundsgående økonomiske analyser. Der skal være mulighed for at efterse embedsværkets materiale for fejl. Vælger man at se stort på borgerinddragelsen, som tilfældet har været med vandplanerne og randzonelovgivningen, er det i landbrugets øjne at sidestille med en diktatorisk forarbejdning af lovene fra embedsmandskontorerne, og det svarer reelt til at indføre stavnsbåndet igen. Man ser stort på en befolkningsgruppes retlige privilegier og pligter i forhold til europæisk og dansk lovgivning. 

Bæredygtigt Landbrug har i længere tid funderet over, hvordan politikere kan vedtage love, når de ikke selv kan forklare det faglige grundlag i den nye lov. Politikerne stryger om sig med halve slogans og letfordøjelige modeord designet til at give positive meningsmålinger, men når der stilles direkte spørgsmål til konsekvenserne af lovgivningen, kan de fleste kun henvise til egne eksperter, eller lukkede udvalg, som ikke kan fremvise dokumentation for udsagnet.

Bæredygtigt Landbrug er uforstående over for, at man ikke benytter de udarbejdede direkte mål i vandløbende, således at det tydeliggøres hvor de problematiske udledninger stammer fra. Det vil højst sandsynlig vise, at der ikke er et problem i udledninger fra landbruget. Denne fremgang er også den metode, som Nitratdirektivet opfordrer til at man benytter i EU’s medlemslande.

Når politikerne ikke kan se de grænseværdier, der findes i direktiverne, og de ikke kender de faktiske, målte værdier i vandløbene i beslutningsøjeblikket, vil de ikke fagligt kunne bedømme et lovforslag, og derfor står Danmark nu i den pinlige situation, at vi den 22. december skal implementere et nyt sæt vandplaner, uden at der er en sjæl i Danmark, lige bortset fra en håndfuld embedsfolk, der ved, hvad konsekvenserne af planerne bliver i den virkelige verden.

Lovgivning ud fra faktiske forhold 
Bæredygtigt Landbrug opfordrer Regeringen til at tage ved lære af Natur- og Landbrugskommissionens statusrapport med det samme, så der i Danmark hurtigst muligt kan blive lovgivet ud fra faktiske forhold, til forskel fra i dag, hvor miljøets og landbrugets fremtid er dikteret fra embedsmændenes kontorer.

Citat fra Europakommissionen om Vandrammedirektivet fra november 2012:
”Den offentlige støtte og indsats er en forudsætning for beskyttelsen af vandområderne og for identificeringen af både problemerne og de mest passende foranstaltninger til løsning af disse problemer, herunder omkostningerne forbundet hermed. Uden offentlighedens opbakning kan de forskriftsmæssige foranstaltninger ikke lykkes. De europæiske borgere har en nøglerolle i gennemførelsen af vandrammedirektivet og i forbindelse med at hjælpe regeringerne med at afbalancere de sociale, miljømæssige og økonomiske spørgsmål, som der skal tages højde for.” 
<!--[if !supportLineBreakNewLine]-->
<!--[endif]-->

debat@altinget.dk