Steen Gade: Der er behov for mere regionalt klima- og miljøansvar

KOMMENTAR: Regeringen vil med sundhedsreformen fjerne flere grønne opgaver fra regionerne. Men behovet for mere regionalt klima- og miljøansvar er stort. Det bør blive endnu et grønt argument i den grønneste valgkamp, der forhåbentlig venter forude, skriver Steen Gade.

Om få uger skal vi stemme til Folketinget. Blandt andet om regionernes fremtid. Det handler om sundhedspolitik og sygehuspolitik, tænker vi vel alle i første omgang. Også selvom vi godt er klar over, at regionerne har ansvaret for arbejdet med jordforureninger og råstoffer.

Men diskussionen om regionernes fremtid bør faktisk handle om hele den grønne omstilling. Om klima- og miljøsikkerhed i hele bredden, og hvordan vi får tempoet sat op. Så også når vi diskuterer regionerne, er det klima og miljø i front.

Det er netop konklusionen fra en række eksperter i en ny rapport fra Sustainia. De medvirkende er professorerne Katherine Richardson, Brian Vad Mathiesen og Peter Birch Sørensen samt Jarl Krausing og Connie Hedegaard fra Concito.

  • "Regionerne bør spille en meget central rolle i bestræbelserne på at tilpasse Danmark til de kommende års klimaudfordringer"
  • "Der er behov for regional indsats, der kan koordinere og følge op på de mange forskellige kommunale indsatser, som oftest forekommer spredte og derfor ikke vil skabe den nødvendige effekt hurtigt nok"
  • "Der mangler klart ejerskab til en række opgaver"

Sådan lyder de entydige konklusioner – altså flere og nye opgaver til regionerne for at løse den grønne omstilling så effektivt og sammenhængende som muligt.

Det handler om klimasikkerhed, hvor der er behov for at kunne kigge ud over kommunernes næsetip. Strategisk energiplanlægning, klimasikring af de danske kyster, klimatilpasningsplaner på tværs af kommunegrænser, ansvar for grøn erhvervsfremme og om at understøtte omstilling til cirkulær økonomi.

Foruden arealanvendelse. Et af de helt bløde punkter i Danmark, hvor der er ønsker i befolkningen til mindst 130–140 procent af Danmarks areal ifølge Teknologirådets rapport fra 2017, og hvor mellem 60 og 70 procent af arealet er dyrket land, kun ti procent af landarealet er beskyttet natur, og hvor Danmark er helt i bund i EU, når det gælder Natura 2000-beskyttede arealer. Og alligevel er planlægning stadig et fyord for alt for mange og gemt helt bort … i Erhvervsministeriet!

Vi ved jo, at der er hårdt brug for at få tegnet det grønne Danmarkskort med korridorer for dyr og planter med beskyttede ådale og sammenhængende naturarealer, så klimaændringerne ikke fører til katastrofalt øget tempo i udrydning af arter. At klimatilpasning bliver dyr og måske forkert, hvis der ikke er nok samarbejde på tværs af kommunegrænserne. At arbejdet med vandkredsløb og jordforurening hænger uløseligt sammen. Og at langsigtet strategisk energiplanlægning ikke er maksimal, hvis det ikke hænger grundigt sammen på tværs af kommunegrænser. Det samme gælder en hurtig udrulning af reel cirkulær økonomi, hjulpet på vej af tæt samarbejde med erhvervslivet i regionerne.

Det burde være ligetil, og det er nu, det skal ske i tæt dialog med borgerne. Os alle sammen. Derfor er det godt at have et folkevalgt organ, der kan tage dialogen, og som kan samarbejde med kommunerne og staten.

For jeg taler ikke om at fjerne alt miljø og klima fra kommunerne – slet ikke – men i stedet om at skabe et godt samarbejde med kommunerne, der på en række strækninger har vist, at de godt kan levere på den grønne dagsorden.

Men hvor der altså også er kraftige mangler. Desværre hjulpet på vej af dårlige beslutninger.

En uigennemtænkt kommunalreform i sin tid lægger bunden. Bevillingen til kommuner i 2013 for at fremme partnerskaber om strategisk energiplanlægning mellem kommunerne var desværre kun toårig. Erhvervsfremme blev fjernet i 2018. Og nu er der så et tydeligt flertal, der ikke har forstået, at vi i stedet for nedlæggende har brug for et stærkere regionalt og folkevalgt koordinerende led i klima- og miljøindsatsen.

Behovet for mere regionalt klima- og miljøansvar bør blive endnu et grønt argument i den grønneste valgkamp, der forhåbentlig venter forude.

-----------

Steen Gade er miljøklummeskribent, tidligere mangeårig SF–miljøpolitiker og tidligere direktør i Miljøstyrelsen.

Forrige artikel Lars Midtiby: Det kræver konflikt mellem partierne, hvis valget skal blive grønt Lars Midtiby: Det kræver konflikt mellem partierne, hvis valget skal blive grønt Næste artikel Lone Andersen: Erstatningsnatur kan skabe mere og bedre natur Lone Andersen: Erstatningsnatur kan skabe mere og bedre natur