Skal kommunerne have nye miljøopgaver?

DEBAT: Omorganisering i Naturstyrelsen åbner for en diskussion af, om nye miljøopgaver skal flyttes til kommunerne. Sådan lyder budskabet fra Jakob Bisgaard, fagchef i Ringkøbing-Skjern Kommune.

Af Jakob Bisgaard 
Fagchef, Ringkøbing-Skjern Kommune 

Lige op til påske blev der udmeldt organisationsændringer i Naturstyrelsen, hvor miljøcentrene lukkes, myndighedsopgaver samles i København, og statslige arealforvaltningsopgaver samles i mindre enheder spredt rundt om i landet på skovridergårdene.

Detaljerne omkring omorganiseringen er ikke kendt endnu, men omorganiseringen er rigtig interessant og må give anledning til politiske overvejelser, om nogle af de opgaver, der indtil nu er løst i de statslige miljøcentre, stadig er bedst placeret hos staten? Eller bør overføres til kommunerne og løses her!

Nye kompetencer
Siden kommunalreformen har de nye og nu større kommuner opbygget betydelige kompetencer inden for miljø- og naturområdet. Kompetencer, som fint kan matche og løfte nogle af de opgaver, der i dag løses i miljøcentre og skovenheder. Opgaver, som passer rigtig fint sammen med kommunernes øvrige opgaver - både myndighedsopgaver på vand- og naturområdet, borgernes adgang til og rekreative brug af natur og skove med kobling til kommunale opgaver inden for sundhed og forebyggelse.

Inden for vandløbsområdet varetager kommunerne i dag en række opgaver med vandløbsvedligeholdelse, vandløbsregulativer, vandløbsrestaurering, spildevandsrensning i det åbne land, tilsyn med dambrug m.m. Det vil derfor være helt naturligt, at kommunerne overtager overvågningen af vandløbene. Kommunerne løser allerede i dag tilsvarende opgaver f.eks. i forbindelse med kommunernes dambrugstilsyn, og dataindsamlingen i denne sammenhæng indgår allerede i de nationale miljødatabaser. Det vil også være naturligt, at kommunerne overtager statsligt drevne målestationer, der måler vandføring og vandstande i vandløb. Kommunerne indsamler og bruger allerede i dag tilsvarende data i forbindelse med kommunernes vandløbsvedligeholdelse, vandløbsadministration og udledningstilladelser fra virksomheder.

Inden for spildevandsområdet vil det være helt naturligt, at kommunerne overtager tilsynet med renseanlæggene. Renseanlæggene er efter kommunalreformen udskilt i selvstændige virksomheder og er ikke under direkte kommunal kontrol. Tilsynet med renseanlæggene ligger i rigtig god forlængelse af kommunernes opgaver med vandløb, spildevandsplanlægning og spildevandsopgaver fra virksomheder i øvrigt.

Inden for grundvandsområdet kan man gøre sig overvejelser om, at kommunerne overtager grundvandsovervågningen. Kommunerne har i dag til opgave at meddele vandindvindingstilladelser til vandværker, markvanding og enkeltindvindere. Kommunerne overvåger allerede i dag drikkevandskvaliteten fra en lang række indvindingssteder.

På naturområdet varetager kommunerne en række myndigheds- og plejeopgaver og er meget aktive i forbindelse med at forbedre mulighederne for rekreativ adgang til naturområderne. Disse opgaver løses af dygtige medarbejdere med de samme faglige kompetencer, som skal anvendes til de naturovervågningsopgaver, Naturstyrelsen i dag løser. Der vil kunne skabes en fantastisk synergi mellem naturovervågningen på den ene side og myndighedsudøvelsen på den anden side, hvis begge opgaver løses af kommunerne.

Adgang til naturområder
Naturstyrelsen har valgt at neddrosle arbejdet med naturvejledning og publikumsfaciliteter inden for natur- og skovområdet. Kommuner har imidlertid som et led i en aktiv bosætningspolitik og i forbindelse med sundhed og forebyggelse en naturlig interesse i at forbedre borgernes muligheder for rekreativ adgang til naturområderne. Samtidig har kommuner de nødvendige faglige kompetencer inden for naturnær og publikumsvenlig skovdrift, naturvejledning og etablering af publikumsfaciliteter.
Det virker derfor oplagt at overveje, om ikke drift af bynære statslige skove kan overgå til kommunerne, så de kan bidrage til den kommunale indsats med at fremme borgernes fritidsaktiviteter som en del af den kommunale sundhedsfremmende indsats.

Listen her er på ingen måde udtømmende, men blot en illustration af, at omorganiseringen i Naturstyrelsen bør åbne for en diskussion af mulighederne for at overføre opgaver fra stat til kommuner, så opgaverne kan fastholdes i faglige miljøer - i god sammenhæng med andre kommunale opgaver inden for miljø og naturområdet.

Forrige artikel Strukturændring i Miljøministeriet i utide Næste artikel Kommunerne hjælper staten med vådområder