Silkeborg: Plast kræver lokal og national handling

DEBAT: Borgerne vil gerne sortere. Kommunen vil gerne indsamle. Til gengæld er vi udfordret, når vi ønsker at afsætte og genanvende plast, skriver borgmester Steen Vindum. 

Af Steen Vindum (V)
Borgmester i Silkeborg Kommune

I Silkeborg blev 32 procent af husholdningsaffaldet genanvendt i 2015. I dag, tre år senere, er tallet 60 procent.

Silkeborg Forsyning, som er ejet af Danmarks 10. største kommune, har i 2018 udrullet et nyt affaldssorteringssystem til alle husstande, og vores 93.000 borgere har på under et år taget det nye system til sig. Selv madaffald, som mange kommuner har haft problemer med, får vi ind i store mængder, og affaldet er meget nemt at omsætte til biogas og gødning.

Borgerne kan finde ud af at sortere, og de vil meget gerne bidrage til genanvendelse og cirkulær økonomi.

Men plast er et stort problem. Borgerne vil gerne sortere. Kommunen vil gerne indsamle. Til gengæld er vi udfordret, når vi ønsker at afsætte og genanvende plast.

Lettere sortering og genanvendelse
For det første arbejder vi som kommune på at sikre afsætning af al vores affald, så det kan anvendes som en ressource. Det kræver store mængder at etablere et genanvendelsesanlæg, der er effektivt. På nogle affaldsområder som plast har vi ikke så store mængder, og derfor må vi enten gå sammen med andre kommuner om at bygge anlæg, eller der skal etableres landsdækkende anlæg.

For det andet er der mange forskellige typer af plast, som gør sortering og genanvendelse vanskelig. Selv om vi arbejder med bedre sortering af plast, bør der også stilles flere krav til producenterne, så sortering og genanvendelse bliver muligt i langt større stil.

På nationalt plan bør der være fokus på de to udfordringer, så vi kan få etableret anlæg til de affaldstyper, som vi i kommunerne ikke har volumen nok til selv at genanvende, og der bør stilles nationale eller internationale krav til producenterne, så sortering og genanvendelse bliver nemmere.

Lokal og national handling
I Silkeborg er det ikke kun husholdningsaffaldet, som bliver genanvendt i store mængder. Vi arbejder også med ”stop spild af byggeaffald”.

I samarbejdet Circularity City er vi gået sammen med andre kommuner om at få affald fra byggeprojekter og nedrivninger ind i værdikæden igen. En af Silkeborgs mange grønne virksomheder, Kingo Carlsen – der er en af Nordens førende inden for miljørigtig nedbrydning – er på vej ind i projektet og vil berige os med deres store ekspertise på området.

Både vores borgere og virksomheder ønsker i handling at bidrage til cirkulær økonomi.

Derfor skal vi have lokal og national handling til at spille godt sammen.

Forrige artikel DF'er: Borgerne skal belønnes for at passe på miljøet DF'er: Borgerne skal belønnes for at passe på miljøet Næste artikel Danva: Grundvandet kan beskyttes endnu bedre Danva: Grundvandet kan beskyttes endnu bedre