S efter EU-plaststrategi: Nu kan regeringen ikke lurepasse længere

DEBAT: I alt for lang tid har miljøminister Esben Lunde Larsen (V) henvist til EU’s plaststrategi frem for at fremlægge egne ambitioner. Det bør være slut nu, skriver Christian Rabjerg Madsen (S).

Af Christian Rabjerg Madsen (S)
Miljøordfører

Endelig er EU-Kommissionen kommet med den længe ventede plaststrategi.

Og heldigvis indeholder den en lang række ambitioner på plastområdet. Men det betyder samtidig, at regeringen ikke kan lurepasse længere. I alt for lang tid har miljøminister Esben Lunde Larsen henvist til EU’s plaststrategi frem for at fremlægge egne ambitioner. Det er slut nu. Danmark skal ind i kampen mod plastforurening.

I Danmark skal vi passe på vores natur. Det betyder, at vi skal beskytte den fra de stigende mængder plastik, som er med til at ødelægge naturen. Naturligvis skal vi samarbejde med de øvrige EU-lande i kampen mod plastforurening. Ved fælles indsats kommer vi længst.

I Socialdemokratiet vil vi meget gerne være med til at gennemføre ambitiøse og kloge tiltag til bekæmpelse af plast i naturen. Jeg håber derfor, at regeringen hurtigst muligt kommer I arbejdstøjet. I Socialdemokratiet ser vi mange gode steder at starte.

For det første synes vi, at forskningen i mikroplast skal opprioriteres. Vi bliver nødt til at få undersøgt, i hvilket omfang mikroplast findes i vores grundvand. Foreløbige undersøgelser tyder på, at danskerne risikerer at indtage mikroplast, når vi tager et glas fra vandhanen, men vi har brug for mere viden. Hvordan ender mikroplast i grundvandet? Stammer det fra plast i kosmetik og plejeprodukter? Fra bildæk? Eller fra noget så almindeligt som en køkkenklud? Det skal vi vide, for at kunne besvare et andet meget relevant spørgsmål; hvordan bekæmper vi plast i naturen?

For det andet bør vi se på mulighederne for at ensrette affaldsreglerne i landets 98 kommuner. Hvis alle landets kommuner havde ens affaldsregler, ville vi kunne spare næsten en kvart milliard kroner om året. Penge, der kan gå til at øge indsatsen for genanvendelse i kommunerne.

En ensretning af affaldsreglerne i hele landet er ikke bare billigere; det er også nemmere og mere gennemskueligt for den enkelte dansker. Og det er vigtigt i sig selv. For jo nemmere det er at sortere sit affald, jo større er sandsynligheden for, at man rent faktisk gør det. Vi skal huske på, at den cirkulære økonomi starter under køkkenvasken.

For det tredje skal vi undersøge mulighederne for at udvide pantsystemet. Alt for mange juiceflasker og proteindrikke bliver desværre smidt i naturen. Det er et stort problem. Vi tror på, at vi med pant på flere flasker og beholdere vil kunne sikre, at langt mere plastik bliver genanvendt frem for at havne i naturen.

Jeg vil på det kraftigste opfordre regeringen til at tage de europæiske visioner seriøst. Men vigtigst af alt, så må regeringen med miljøminister Esben Lunde Larsen i spidsen komme på banen med en ambitiøs plaststrategi for Danmark.

Forrige artikel Karen Hækkerup: Det er nu, vi skal rykke på cirkulær bioøkonomi Karen Hækkerup: Det er nu, vi skal rykke på cirkulær bioøkonomi Næste artikel Miljøgruppe: Hvorfor bruger vi millioner på at ødelægge vandløbene? Miljøgruppe: Hvorfor bruger vi millioner på at ødelægge vandløbene?