Relevante arter ind i naturforvaltningen
DEBAT: Skal vi sikre biodiversiteten, er vi nødt til at fokusere på de truede arter - ellers prioriterer vi forkert, skriver biolog Lars Bruun.
Biolog i Syddjurs Kommune*
Danmark har forpligtet sig til at standse tilbagegangen i biodiversitet inden 2020. Det er en målsætning, som vi ikke når. Årsagen er, at den nationale forvaltning prioriterer forkert. Igen og igen. Hvis vi skal sikre alle arter (og der er flere, end vi kan overskue), må vi vælge at sikre en række indikatorer, som repræsenterer et økosystem, der er så intakt som muligt. Vi har valgt at beskytte § 3-naturtyperne, men da de er defineret ved almindelige plantearter, bliver ambitionen lav.
Det er derfor helt tilfældigt, hvis beskyttelsen også kommer til at omfatte andet end det mest almindelige. Det løser altså ikke problemet at skrue op for håndhævelsen samt at etablere flere § 3-områder. Det vil bare give mere af det samme og intet af det, der mangler.
Vores eget valg
Skal vi sikre biodiversiteten og dokumentere, at vi gør det, kommer vi ikke udenom at se ud over § 3-naturtyper og inddrage et bredere udsnit af arter. Lakmusprøven på, om vi er på vej i den rigtige retning, må være status for de arter, der kræver mest. De arter, der uddør først, og som er de sidste til at genindvandre.
Det kan være Hvid Stork, der kræver masser af store insekter, ikke frøer, Mariehøneedderkop, der absolut ikke tåler græsning eller bare Moseperlemorsommerfugl, der som larve kræver tørvemoser med masser af tranebær og samtidig nektarplanter i nærheden. Det er arter, som ikke bliver sikret med den generelle beskyttelse, men som kræver en supplerende opmærksomhed. Hvis vi ikke giver dem denne opmærksomhed, vil de forsvinde. Det er vores eget valg. Med den nuværende nationale politik bliver de fravalgt, fordi overordnet - og dermed simpel § 3- naturtypetilstand - sættes som mål.
Udgangspunkt i truede arter
En målsætning med udgangspunkt i de rigtige arter vil hæve ambitionsniveauet i forvaltningen og vil forpligte os til en bedre prioritering af indsatsen, så vi lægger den der, hvor behovet er størst, ikke der, hvor det er nemt.
Udfordringen er, at der ikke er politisk ambition om at sikre det hele. Eller bare det meste. Ambitionen på nationalt niveau er at gøre det, vi gør nu, fordi det er nemt, og så at bilde os selv ind, at det er tilstrækkeligt. Derfor bliver skovrejsning, naturtypepleje, vådområdeprojekter og endda randzoner solgt som gode tiltag til at sikre biodiversiteten. De er bedre end ingenting, men i et land med begrænset plads og ressourcer er de kun gode prioriteringer for biodiversiteten, hvis de tager udgangspunkt i de mest truede arter.
*Synspunkter og vurderinger, der fremføres i dette indlæg, er Lars Bruuns private og ikke nødvendigvis Syddjurs Kommunes.
