På kant med forureneren betaler-princippet

DEBAT: Klimatilpasning skal ikke betales af virksomhederne, som allerede nu betaler for meget for spildevandet, mener DI's miljøchef, Karin Klitgaard.

Af Karin Klitgaard
Miljøpolitisk chef, DI

Siden vandrammedirektivets vedtagelse i 2000 har det været et bærende princip på vandområdet, at forureneren skal betale for de udgifter, man giver anledning til. I 2011 dokumenterede et udvalg nedsat af miljøministeren, at de nuværende betalingsregler for spildevand ikke lever op til dette princip. Måske er de på kant med vandrammedirektivet.

Nu foreslår ministeren at gøre det endnu mere skævt ved at fordele regningen for klimatilpasning efter spildevandsforbrug. Men klimatilpasning har ikke noget med den enkeltes vandforbrug at gøre, det har noget at gøre med at komme af med det vand, som kommer ovenfra. Derfor vil jeg gerne stille spørgsmålstegn ved, om de regler, som nu er ved at blive gennemført, er lovlige?

Vi er helt enige i det princip, at et gebyr skal afspejle den ydelse, man modtager, men det gør spildevandsbetalingen ikke i dag. Nogle betaler alt for meget, og nogle betaler for lidt. Lige nu betaler virksomhederne for at undgå klamme kældre i villakvartererne. Er det rimeligt?

Til gavn for alle
Jeg ønsker en spildevandsbetaling, hvor enhver betaler sit, dvs. at man betaler de omkostninger, som man giver anledning til. På den måde kan vi fastholde et ressourceeffektivt, højkvalitets- og konkurrencedygtigt produktionserhverv i Danmark - til glæde for os alle.

Jeg synes, at det er ærgerligt, at et ellers fornuftigt lovforslag om en bedre måde at håndtere klimatilpasninger på end at lave kloakrør større drukner i manglende stillingtagen til en mere fornuftig fordeling af regningen.

For der er behov for, at klimatilpasningsløsninger gennemføres mest rentabelt for samfundet og på samme tid er med til at udvikle vores byer, så de bliver både grønnere og mere blå. Og løsningerne er derude. Det viste en workshop, som blev afholdt af Københavns Kommune og DI i fællesskab i denne uge. Sidegevinsten er nemlig, at vi kan eksportere løsninger, som er produceret i Danmark - til glæde for os alle.

Mit julegaveønske er et lovforslag, som ændrer betalingsreglerne for spildevand, så de bliver i tråd med forureneren betaler-princippet.

Forrige artikel Relevante arter ind i naturforvaltningen Næste artikel Forslag til kvælstofrensning er et fejlskud Forslag til kvælstofrensning er et fejlskud