Opfordring til politikere: Ryd op i et sygt system

DEBAT: Hvis ikke der kan skabes politisk flertal for, at embedsfolk skal overholde sandhedspligten, må man spørge sig selv, om det er de rigtige politikere, vi har valgt, skriver Karsten Willumsen fra Herning-Ikast Landboforening.

Af Karsten Willumsen
Herning-Ikast Landboforening

Jeg har stor respekt for alle politikere og ønsker dialog, både med dem, der er for og imod fødevareerhvervet - men vi har alle krav på, at den politiske diskussion tager udgangspunkt i et retvisende billede af virkeligheden.

Til vores generalforsamling i Herning-Ikast Landboforening havde vi i år besøg af Claus Hansen, biolog og tidligere ansat i Miljøministeriet. Det rislede mig koldt ned ad ryggen, da jeg hørte hans indlæg.

Han har arbejdet som sagsbehandler i Miljøministeriet i 31 år og kunne fortælle om, hvordan det er fast praksis omkring måling af pesticidrester i grundvandet ikke at medregne resultater af analyser, hvor spor af pesticider er fraværende. Det betyder, at gennemsnittet for pesticidrester i grundvandet i virkeligheden er markant lavere end det, der rapporteres til offentligheden og politikerne, og som følge af den misledning må landbruget arbejde under unødvendigt restriktive vilkår, der skader konkurrenceevnen for hele erhvervet.

Da Claus Hansen var ansat i Miljøministeriet, gjorde han gentagne gange opmærksom på den vildledende og fejlagtige praksis, men det kom aldrig videre. Embedsmændenes sandhedspligt er ellers enkel. Den offentligt ansatte må ikke - bevidst eller uagtsomt - videregive oplysninger, der er urigtige, eller eventuelt på grund af fortielser, vildledende, eller medvirke til, at andre gør det.

Det er i den grad sket i dette tilfælde, og jeg vil derfor kraftigt opfordre til, at der skabes politisk flertal for, at der ryddes op i, hvad der lyder som et sygt system. Vi skal kan regne med de rapporter og målinger, der foretages i ministeriet, ellers har vores folkestyre ingen værdi.

Forrige artikel Økologisk Råd: Brug afgifter mod hormonforstyrrende stoffer Næste artikel R: Klog kystsikring kræver en plan R: Klog kystsikring kræver en plan