Naturvejleder: Vi kan ikke målrettet dyrke os til biodiversitet
DEBAT: Det er fortvivlende, at der er kommet en forestilling om, at vi målrettet kan dyrke biodiversitet og med en form for avanceret landbrug redde den natur, som har udviklet sig vildt gennem millioner af år, skriver Morten D.D. Hansen.
Af Morten D.D. Hansen
Naturvejleder og museumsinspektør på Naturhistorisk Museum
Jeg bruger rigtig meget tid på at bevæge mig rundt i landet for at kortlægge sjældne arter, især insekter. Det er generelt en deprimerende oplevelse.
På en god lokalitet til gødningsbiller er der pludselig ikke længere græssende dyr. På en anden lokalitet, hvor det plejer at myldre med blomster, er alle blomster – og de klokkehumler og perlemorsommerfugle, som lever af blomsterne – væk på grund af alt for intensiv fåregræsning. Det er faktisk mere reglen end undtagelsen.
Et sted har man været over arealet med maskiner, så alt fremstår ensartet og kedeligt, mens man et andet sted har fældet et pragtfuldt kystkrat af slåen for at leve op til et mål om 1,4 yderligere hektar med rigkær, som man aldrig får, fordi ingen dyreholdere vil smide dyr på så små arealer. Men hegnet står der, for det fik man støtte til.
Misforstået at dyrke biodiversitet
Jeg kan næsten ikke klare det. Én ting er de støtteordninger, som ofte virker decideret kontraproduktive i forhold til natur og biodiversitet – dem er der utvivlsomt andre debattører, der vil tage fat i.
Men det, der for alvor gør mig fortvivlet, er forestillingen om, at vi målrettet skal dyrke biodiversitet. At vi skal dyrke 4030 lyngheder og 6230 sure overdrev, som om vi var bønder, og som om den natur, der ellers er udviklet vildt gennem millioner af år, pludselig kan reddes gennem en avanceret form for landbrug.
"Vi kan sagtens producere fine heder, rigkær og overdrev, der scorer fint i tilstandsvurderingen," får jeg at vide, og når man kommer ud og kigger på dem, ser man homogeniserede monotone flader uden variation, uden overraskelser, uden naturlige processer.
Men de scorer fint, fordi forvalterne har leveret det, de bliver målt på – for eksempel en diversitet af planter og ingen opvækst af buske, opnået enten gennem en intensiv sommergræsning eller maskinel behandling.
Direktivløse arter dyrkes ikke
Mit ønske til miljøminister Lea Wermelin er et opgør med hele måden, vi betragter natur på. Det vil aldrig komme til at virke, hvis naturen konstant skal leve op til målsætninger om et bestemt indhold.
Habitatdirektivet fungerer på den måde, og de mål, man har sat, kan nogle gange være udmærkede, fordi de tydeligt signalerer ”hertil og ikke længere” i forhold til at bremse konkret ødelæggelse af arters levesteder.
Men så længe målet for naturen er et bestemt indhold, vil vores virkelyst og kultiveringstrang altid træde i karakter. Arter som hedepletvinge, eghjort eller løvfrø og naturtyper som tørre overdrev eller højmoser kan alle dyrkes, og i virkeligheden kunne vi jo nemt og effektivt bevare hele Danmarks oprindelige flora ved at dyrke en hektar af hver. En hektar med lyngvikke, som er en af vore nationale ansvarsarter, ville være en mangedobling af den nuværende bestand!
Men de 99,9 procent af vores biodiversitet, for eksempel sjældne bier eller gødningsbiller, som ikke er så heldige at stå på et direktiv, er der ingen, der dyrker. Det er jo også komplet meningsløst; vi ønsker jo natur, ikke zoologiske og botaniske haver.
Gør vild natur til et egentligt mål
Naturen skal naturligvis være natur med vilde og naturlige processer, og den skal være et levende bevis på verdens forunderlige uforudsigelighed. Jeg vil derfor foreslå, at vild natur bliver et egentligt mål og ikke blot endnu et "tech fix" på biodiversitetskrisen.
Har man bare én gang gået på Molslaboratoriets rewildede arealer med en ureguleret populaton af kvæg og heste, erkender man hurtigt, hvor åndløs forestillingen om dyrkning af naturen eller tech fixes er.
At gå på et areal, hvor naturen får lov til at udvikle sig frit, uden at vi dømmer godt og skidt, og hvor man konstant bliver overrasket over naturudviklingen, er ganske enkelt så berigende – ja, tæt på en åndelig oplevelse – at det ganske enkelt vil være umuligt for os at vende tilbage til traditionel naturforvaltning.
Organisationer: Erhvervslivet skal ikke skubbe miljøansvaret fra sig
PVC-råd til miljøorganisationer: Vores europæiske industri viser vejen
