Naturbeskyttelse.dk: Hovedansvaret for arts-tabet ligger hos Venstre

DEBAT: Venstre har ud af de seneste 17 år været i regering i 13 af dem. De har derfor hovedansvaret for, at artstabet fortsætter, skriver Peder Strørup, redaktør på naturbeskyttelse.dk

Af Peder Størup
Redaktør på Naturbeskyttelse.dk

Oven på regeringens planer om en ændring af skovloven, som ikke ligefrem kan siges at trække i en positiv retning for naturen, må det efterhånden være på sin plads at spørge miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen om, hvad regeringen har tænkt sig at gøre for at stoppe tabet af biologisk mangfoldighed i Danmark?

Der hviler et stort ansvar på ministerens og regeringens skuldre. Den nationale og internationale forpligtelse er, at tabet af biodiversitet skal være stoppet senest i 2020.

Ud af de knap 17 år, der er gået, siden målsætningen blev vedtaget, har en venstreledet regering siddet knap 13 år på magten og en rød fire år. Så selv om rød blok og Socialdemokratiet ikke kan fralægge sig et ansvar, så må hovedansvaret for, at artstabet fortsætter, være Venstres.

Nu sidder Venstre endnu engang på magten og har alle muligheder for at gøre en forskel. Såfremt der skal være et lille håb om at nå det overordnede mål, skal der sættes massivt ind i både det åbne land og i skovene.

Realiteterne er, at 90 procent af naturtyperne og 39 procent af arterne under EU's Habitatdirektiv har ugunstig bevaringsstatus i Danmark.

Stigende temperaturer gør det svært
Den hidtidige mangel på initiativer gør det endnu vigtigere, at der snart træffes beslutning om handling, og at de nødvendige tiltag iværksættes. Jo længere tid, der går, jo større og dyrere bliver opgaverne.

Og hvad værre er, artstabet vil fortsætte lokalt og nationalt. Det kan umuligt være i regeringens, og slet ikke i Folketingets, interesse.

Tabet af vilde arter og natur er et af de største uløste problemer, Danmark står overfor – måske endda større end klimaforandringerne, fordi de arter, der uddør, vil være væk for evigt.

Med de stigende temperaturer bliver det svært at gøre noget på den korte bane, men vi kan relativt let forbedre arternes overlevelsesmuligheder ved at genoprette levesteder og sikre arterne mere plads. Det er udelukkende et spørgsmål om vilje.

I et debatindlæg 25. maj gjorde Naturbeskyttelse.dk opmærksom på, at regeringens naturpakke var helt utilstrækkelig.

Der skal altså væsentligt mere til, hvis det skal lykkes at stoppe tabet af plante- og dyrearter.

Spørgsmålet er, hvad der skal til, for at Venstre-regeringen tager ansvaret for at stoppe artstabet alvorligt?

Forrige artikel Skive Kommune: Planloven spænder ben for udvikling Skive Kommune: Planloven spænder ben for udvikling Næste artikel Dansk Erhverv: Ingen Tænk Kemi uden minimumskrav Dansk Erhverv: Ingen Tænk Kemi uden minimumskrav