Miljøorganisation: Danmark skal bringe EU på banen som arktisk miljøaktør

Af Niels Henrik Hooge
Konsulent i miljøorganisationen Noah

Som en af de mest udsatte regioner i verden udgør Arktis på mange måder kanariefuglen i kulminen. På grund af tilbagekoblingsmekanismerne sker klimaforandringerne hurtigere og er mere synlige end de fleste andre steder. Temperaturstigningerne er markante og havis, iskapper, snedækker og permafrost forsvinder med urovækkende hast.

Ifølge den nye rapport fra FN’s Klimapanel er det næsten sikkert, at Arktis vil blive opvarmet mere end dobbelt så hurtigt som det globale gennemsnit. Årsagen er udledninger af drivhusgasser langt væk, og det er derfor ikke i Arktis, at løsningen på klimaproblemerne skal findes.

Mulighederne for først og fremmest åbning af nye sejlruter og bedre vilkår for råstofudvinding som følge af klimaforandringerne har påkaldt sig betydelig stormagtsinteresse og øget Arktis’ militære betydning. Truslerne overstiger imidlertid langt mulighederne.

Råstofudvinding er den største trussel

Afsmeltningen af havis og iskapper kan forårsage store globale havvandsstigninger, mens permafrostens forsvinden resulterer i udledning af metan. Hvis tipping points overskrides, kan det få uoverskuelige og uafvendelige konsevkenser. Ifølge nogle videnskabelige studier kan selve Golfstrømmens fremtid stå på spil.

Alt dette har Rigsfællesskabet ikke meget indflydelse på, om end dets udledninger af drivhusgasser tæller med i det globale regnskab. Rigsfællesskabet kan dog – først og fremmest Grønland, men også Danmark – som en af de vigtige arktiske aktører ikke undslå sig for at tage stilling til de trusler og muligheder, som klimaforandringerne repræsenterer. Hidtil er det sket i Rigsfællesskabets arktiske strategi for 2011-2020, men den har ikke haft stor gennemslagskraft, og på grund af politisk uenighed er det ikke sikkert, at der kommer flere strategier.

På kort sigt er den alvorligste trussel selvskabt og kan undgås, så den ikke på længere sigt ødelægger det arktiske miljø og skader kommende generationer.

Grønland har nogle af de største globale reserver af olie og gas samt betydelige mineralressourcer, heriblandt sjældne jordarter i forhold til hvilke efterspørgslen er voksende. Igennem de sidste mange år har fokus mest været på det kontroversielle uran- og sjældne jordarter-mineprojekt i Kvanefjeld, men udover Kvanefjeld kan der være op imod halvfems storskala-mineprojekter undervejs i Grønland.

LÆS OGSÅ: Klimaforsker: Skrækscenarier forstyrrer debatten om klimaforandringerne i Arktis

Licensområderne dækker mange tusind kvadratkilometer og næsten alle minerne bliver i givet fald åbne. De fleste er placeret i Sydgrønland, der er hjemsted for den mest mangfoldige biodiversitet og alle Grønlands landbrugsområder. Hvis mineprojekterne realiseres, kan ødelæggelserne blive permanente. Erfaringerne fra andre lande, der har oplevet de negative miljøkonsekvenser af minedrift, herunder udbredt forurening af vand, jord og luft, og ødelæggelse af sårbar natur og værdifulde habitater, taler deres tydelige sprog.

Rigsfællesskabet kan blive global grøn leder

Den gode nyhed er, at Grønland tidligere i år fik en grøn regering – måske den grønneste i Rigsfællesskabet nogensinde. Udover at ville lukke ned for Kvanefjeld-projektet er den i færd med at genindføre det såkaldte uranforbud, hvad der også vil have konsekvenser for andre mineprojekter.

Den har også vedtaget en biodiversitetsstrategi og forbudt olie- og gasefterforskning. Herudover kan Grønland være på vej til at tilslutte sig Paris-aftalen, hvad der ligeledes vil have konsekvenser for råstofbranchen.

Men helt uforståeligt har den grønlandske regering ikke modtaget opmuntring eller støtte fra den danske regering eller fra partierne i Folketinget for sine grønne initiativer.

Hvis minedrift i stor skala skal opgives eller begrænses, bør Grønland kompenseres, og det bør i særdeleshed undersøges, hvordan en større del af indtægterne fra fiskeri i de grønlandske farvande kan komme den grønlandske økonomi til gode.

EU skal på banen som miljøaktør

Tværtimod optræder Danmark imidlertid som forhindring i forhold til det, der i lyset af Paris-aftalen, Biodiversitetskonventionen og FN’s Havretskonvention udgør det næste logiske skridt for dem, der ønsker at være med til at beskytte det arktiske miljø: oprettelsen af et arktisk naturbeskyttelsesområde startende med det Arktiske Hav.

Inspirationen hertil kunne være Antarktistraktaten understøttet af Madrid Protokollen, der blev underskrevet i 1991, men som respekterer de grundlæggende forskelle, der skyldes Arktis’ befolkningsgrundlag og de deraf følgende rettigheder og behov, som befolkningerne og landene i Arktis har.

COP26 i Glasgow kunne være en passende anledning for Rigsfællesskabet til at påbegynde et sådant initiativ.

Europa-Parlamentet har tidligere erklæret sin støtte til idéen om et arktisk naturbeskyttelsesområde, hvad der betyder, at det ville give mening at forsøge at bringe EU på banen som arktisk aktør. En sådan opgave påhviler først og fremmest Danmark som mangeårigt medlem af EU.

debat@altinget.dk