Løsningernes land – jatak

DEBAT: Landbrug & Fødevarer tager godt imod regeringens innovationsstrategi. En ny miljøregulering kan åbne for, at man kan producere flere svin uden at belaste mere, skriver Flemming Nør-Pedersen.

Af Flemming Nør-Pedersen
Direktør Landbrug & Fødevarer

Fødevareerhvervet står klar til at bidrage til løsninger på de samfundsmæssige udfordringer, Danmark står over for. Derfor hilser Landbrug & Fødevarer regeringens nye innovationsstrategi velkommen.

Strategien blev offentliggjort før jul under titlen "Danmark – løsningernes land". Gennem innovation vil regeringen løse samfundsmæssige udfordringer på en måde, så det skaber vækst og beskæftigelse.

Hos Landbrug & Fødevarer tilslutter vi os den idé. Og frem for alt bidrager vi også gerne til løsningerne.

Fødevareerhvervet sidder nemlig med nøglen til at udvikle en række teknologier. Teknologier, der kan skabe større produktion og tusindvis af nye arbejdspladser – elementer, som en velfærdsstat under pres og en verdensøkonomi i krise skriger efter.

Gris på månen
Efter at innovationsstrategien blev lanceret, var det den såkaldte gris på månen, der løb med den største opmærksomhed. Det er der gode grunde til. Initiativet ligger lige for, og samfundsgevinsten er til at få øje på.

Månegrisen handler om at etablere et offentligt-privat partnerskab med det formål at udvikle en endnu mere miljøvenlig stald. En stald, som er til at betale for landmændene. Samtidig skal miljøreguleringen moderniseres, så der sættes grænser for, hvor meget landmændene må forurene. Modsat i dag, hvor landmændene rammer et loft for, hvor mange svin, de må have i staldene.

Ideen om at producere flere svin uden at belaste miljøet yderligere er ambitiøs. Deraf sammenligningen med den første mand på månen. Hvis det lykkes, vil det medføre tusindvis af de produktions-arbejdspladser, som Danmark har så hårdt brug for. Jobbene vil ikke kun blive skabt på slagterierne, men også i byggesektoren og agroindustrien. En stærk håndsrækning til samfundsøkonomien og til udkantsdanmark.

Fødevaresektoren sidder med nøglen
Månegrisen er et af fire af de såkaldte samfundspartnerskaber, som regeringen foreløbigt har lanceret som pilotpartnerskaber.

De øvrige tre handler om klimatilpasninger, rensning af såkaldt gråt spildevand og om vedvarende energi, såkaldt Smart Energi. Sidstnævnte partnerskab har fokus på at sikre et sammenhængende, stabilt og effektivt energisystem, når vedvarende energi bliver en større del af energisystemet.

Regeringen fremhæver biogas som et eksempel. Landbrug & Fødevarer er enig i, at biogas er rigtigt at satse på. Biogas kan sikre elforsyningen, når vindmøllerne står stille, og skyen er gået mellem solen og solcellerne. Derudover kan biogas også bidrage til at gøre strøm fra vindmøller lagerbar ved at opgradere biogassens CO2-indhold til metan.

Husdyrgødning udgør den vigtigste ressource til biogas. Derfor er det vigtigt, at der i partnerskabet om månegrisen er fokus på at bruge husdyrgødningen i biogasanlæg.

Til alle fire pilotprojekter bidrager dansk landbrug gerne. Og vi kommer gerne med forslag til de nye innovationspartnerskaber, som regeringen har varslet. For eksempel er biomasse en af de helt centrale elementer i at skabe det fossilfrie samfund. Med en effektiv og bæredygtig udnyttelse af planteproduktionen taler vi om 15-20.000 nye arbejdspladser inden for en kort årrække.

Der er nok af gode eksempler på, at fødevaresektoren er nøglen til at løse store samfundsmæssige udfordringer og samtidig skabe nye job. Derfor siger vi jatak, når regeringen foreslår at gøre Danmark til løsningernes land.



Forrige artikel Store muligheder i de allermindste partikler Store muligheder i de allermindste partikler Næste artikel Udsætninger af eghjorte er spild af penge