Liv på landet kræver planlægning

DEBAT: Vækst på landet for både erhverv og bosætning er en forudsætning for, at områder fortsat kan udvikle sig, skriver Søren Gais Kjeldsen, Holstebro.

Af Søren Gais Kjeldsen
Direktør for Teknik og Miljø, Holstebro Kommune og medlem af KTC's bestyrelse

Det åbne land skal danne rum for både produktion, natur og liv på landet.

Der skal skabes mulighed for at etablere attraktive boliger på landet, således at disse områder kan tiltrække ressourcestærke borgere og modvirke affolkning af landområderne.

Generelt sker der en flytning fra land til by, og med de store landbrugsbedrifter kan der blive langt mellem beboelserne på landet. For at bevare liv på landet skal kommunerne kunne udnytte potentialet for attraktive boliger i de naturskønne områder i det åbne land.

I kommuneplanerne skal der, i henhold til landsplandirektivet, laves en positiv udpegning for områder til intensive landbrug. I disse områder har landbrugserhvervets interesser stor vægt i forhold til de øvrige arealinteresser. Landbrugsarealer og etablering af landbrugsbygninger reguleres i form af miljøgodkendelser mv.

Mere planlægning
Det er et mål, at udpegning af særligt værdifulde landbrugsområder og placeringsmuligheder for nye landbrugsbygninger understøtter udviklings- og investeringsmuligheder i landbruget og samtidig forebygger konflikter til naboer og tager hensyn til landskabs-, natur- og miljøinteresser.

Landbrugene bliver større, færre og mere specialiserede, hvilket medfører behov for mere planlægning for at få helhed og balance mellem udvikling i landbrugserhvervet, rig natur og rent miljø. Dette kan gøres ved udpegning af arealer til landbrugsdrift samt ved at have fokus på, at natur og landbrug kan gå hånd i hånd.

De områder, der ikke udlægges til positivområder, indeholder bl.a. landbrugsejendomme, der ligger uhensigtsmæssigt i forhold til f.eks. natur og miljø, trafik, naboforhold mv. Områderne indeholder også større eller mindre naturområder, der sagtens kan rumme et begrænset antal attraktive boliger.

Såfremt der skal være et marked for moderne boliger i naturskønne områder på landet, skal det være muligt at sikre, at der ikke kommer en konflikt mellem disse boliger og erhvervet i området, f.eks. ved at der etableres en gylletank tæt på boligerne eller andet.

Kommunerne skal have værktøjerne
Det er et mål, at udpegning af særligt værdifulde landbrugsområder og placeringsmuligheder for nye landbrugsbygninger understøtter udviklings- og investeringsmuligheder i landbruget og samtidig forebygger konflikter til naboer og tager hensyn til landskabs-, natur- og miljøinteresser. For at tiltrække nye, ressourcestærke borgere i områder, der ikke er udlagt til særligt værdifulde landbrugsområder, ønsker kommunerne rammer for planlægning af langsigtede, investeringssikre moderne bygninger i disse områder.

For at dette kan realiseres, er det en forudsætning, at kommunerne får værktøjet til at varetage alle disse interesser og dermed sikre vækst på landet både for erhverv og bosætning.








Forrige artikel Faglige stridigheder i vejen for sund skovdebat Næste artikel Auken: Vandmål er vand på Danmarks mølle Auken: Vandmål er vand på Danmarks mølle