L&F: Dansk miljøindsats bør følge EU-niveau
DEBAT: Landbruget ønsker naturligvis også at forbedre miljøets tilstand. Men tempoet og fremgangsmåden må og skal harmoniseres med resten af EU, skriver Martin Merrild, formand for Landbrug & Fødevarer.
Af Martin Merrild
Formand for Landbrug & Fødevarer
I debatten her på Altinget om EU’s natur- og miljødirektiver har det virket som om, at kravene fra EU er indiskutable og ufravigelige.
Men i virkeligheden kan der i høj grad sættes et stort spørgsmålstegn ved det faglige grundlag for fastsættelsen af indsatsbehovet. Men de danske myndigheder og deres faglige beredskab har til dato sat kikkerten for det blinde øje og alene kigget på kvælstof fra landbruget, når den store skurk skulle udpeges.
Jeg vil derfor vende blikket mod den måde, vandrammedirektivet håndteres på i andre lande, og de diskussioner, der foregår mellem medlemsstaterne og Kommissionen.
Falsk klagesang
Når man i et tidligere indlæg her på Altinget kan læse professor Stiig Markagers vurdering af indsatsbehovet, virker det som om, at miljømålene skal opfyldes og, at der nærmest er tale om en skandale af dimensioner, når Danmark ikke når i mål her i 2015. Samme toner lyder der fra andre sider, både fra nogle politikere og flere grønne organisationer med Danmarks Naturfredningsforening i spidsen.
Den kollektive klagesang fra visse danske debattører lyder både skinger og falsk, når man sammenholder den med realiteterne ude omkring i Europa. De lande, der tager ordet på møder mellem stater, organisationer og Kommissionen – blandt andet Holland, Belgien, Frankrig og en række tyske delstater – kan alle meddele, at de på ingen måde regner med at nå hverken helt eller halvt i mål. Deres deadline er ikke udgangen af 2015 som i Danmark. Nej, de taler om 2027.
Samtidig er der stor frustration og utilfredshed med, at direktivets målsætningssystem helt og aldeles har fjernet sig fra et fornuftigt fokus på fremskridt inden for rimelige økonomiske rammer. Systemet bygger på et princip om one out – all out for de udvalgte biologiske kvalitetselementer. Eller på godt dansk: Fejler miljømålet for bare én parameter, er miljømålet ikke opfyldt. Det skal her bemærkes, at det ikke er landbruget og sværindustrien, der ”som sædvanlig” vægrer sig mod at gøre noget. De kritiske røster kommer fra myndighedsrepræsentanter og vanddirektører. De danske myndigheder forholder sig påfaldende tavse i den debat.
Danmark skal ud af osteklokken
En pointe, der igen og igen fremhæves af de øvrige lande, er: Hvordan kan vi med nogen rimelighed pålægge vores borgere enorme omkostninger ved at gennemføre miljøindsatser, når vejen til målet er uendelig lang, og når vi ikke kan demonstrere nogen form for fremskridt? I den forbindelse er det nok værd at nævne, at en stor del af de omkostninger, der tales om, er for indsatser, der for længst er på plads i Danmark, både når det gælder landbruget, industrien og husholdningerne. Sammenfattende melder mange lande ud, at de vil sikre fortsatte forbedringer i et realistisk tempo og uden at skrive store regninger ud til sig selv eller landets borgere. Men vandrammedirektivets miljømål i deres nuværende form bliver aldrig opfyldt.
Vi kan kun opfordre til, at Danmark bevæger sig ud af osteklokken og lader sig inspirere af landene omkring os. I landbruget ønsker vi også at forbedre miljøets tilstand. Naturligvis gør vi det. Men tempoet og fremgangsmåden må og skal harmoniseres med resten af EU. Det er nu en gang sådan, at menneskelig aktivitet påvirker omgivelserne. Det er illusorisk at forestille sig et miljø, der er uberørt eller kun svagt påvirket.
Danmark er et intensivt dyrket landbrugsland, og driften vil altid påvirke miljøet, uanset at vi hele tiden bliver dygtigere og dygtigere til at mindske fodaftrykket. Drømmen om Utopia må vige for pragmatisme og realisme. Kan vi nå denne erkendelse i fællesskab, er vejen banet for at finde gode, langtidsholdbare løsninger i fællesskab.
V: Nabotjek er et vigtigt redskab
DN: Regeringen går imod danskernes miljøønsker
