Inddrag erhvervslivet

Koncentrat af lederen "En ny chance" i Jyllands-Posten 13/5 2005.

REGERINGEN ER på rette spor med sit omfattende udspil til forbedring af integrationen, som man har talt så meget om gennem en årrække, men som kun de færreste helhjertet har gjort noget ved.

Det rummer ganske vist genbrug af nogle principper, som også indgik i det generelle arbejdsmarkedsudspil fra 2001, som ikke har haft den store effekt, men det indeholder også nyskabelser, som virker mere overbevisende i bestræbelserne på at få flere indvandrere og flygtninge i arbejde.(...)

Desværre mangler udspillet en tilskyndelse, som kan gøre erhvervslivet til aktiv medspiller. Den generelle ledighed er de svage indvandreres største fjende, fordi erhvervslivet kasserer dem til fordel for folk, som uddannelsesmæssigt og sprogligt står stærkere. Uden erhvervslivet udebliver resultaterne, da den offentlige sektor i forvejen har aktiveret mange ledige og ikke står til yderligere udvidelse, men tværtimod bør sættes på slankekur i de kommende år.(...)

Mange andre kommuner står til reduceret bloktilskud, hvis de ikke hurtigt tager ved lære. F.eks. kan det blive en alvorlig sag for Københavns Kommune, som er skrækeksemplet på, hvorledes integrationstiltag for det meste er druknet i snak og bureaukrati.

Regeringen har i det hidtidige samvirke med Dansk Folkeparti efterladt integrationsproblemerne uløste, selv om de i stigende grad blev synlige bl.a. i skolevæsen og boligsammenhæng. (...)

De to partier forholdt sig særdeles passive til integration i deres regeringstid, og derfor er det glædeligt, at de vil være med til at indhente det forsømte. At Dansk Folkeparti ikke vil bidrage, overrasker ikke, men det vidner desværre om manglende ansvarlighed og medmenneskelighed, når det gælder fremmede, som vi selv har taget imod.

Bosætningsdelen af regeringens udspil vil næppe skabe de store omvæltninger. Det hidtidige udspil om udsalg af almennyttige boliger er ikke slået an, og at knytte det specielt til ghettoområder vil næppe styrke interessen.

Supplementet med tilskud til udflytning virker uoverskueligt, fordi det kan medføre, at de enkelte kommuner blot eksporterer deres problemer til andre, mens forslaget om nedrivning af bebyggelser forekommer økonomisk uforsvarligt i det omfang, at det drejer sig om forholdsvist nyt byggeri.

Regulering af indflytning synes indtil videre at være det bedste instrument til at komme ghettoerne til livs.

Forrige artikel Lars Løkke er ikke dum Næste artikel Hjælp til at sluge kameler