Tag hensyn til skatteborgernes penge

DEBAT: Venstres Henrik Høegh hilser miljøtiltag for genanvendelse velkommen. Men det skal kunne betale sig for den almindelige skatteyder.

Af Henrik Høegh
Miljøordfører, Venstre

For mig er det indlysende, at vi altid skal have økonomien for øje, så vi ikke bare igangsætter projekter uden hensyn til skatteborgernes penge. Det samme gælder, når det drejer sig om genanvendelse og ressourceudnyttelse. Desuden skal det gøres lettere at være dansker.

Med de økonomiske briller på skal vi finde de billigste metoder til at indsamle og genanvende. Det handler om at nå frem til den rette kombination mellem central sortering og antallet af skraldespande i den enkelte husholdning. Vi skal ikke sortere alene for moralens skyld, men også se på, hvordan vi gør det bedst og billigst.

Ressourcer og genanvendelse i fremtiden

Vi har mange opgaver om ressourceudnyttelse og genanvendelse i fremtiden. Derfor skal vi starte i den ende af skalaen, hvor den fremkomne ressource er tættest på at kunne forrente investeringen.

Jeg er ret sikker på, at fosfor er et af de stoffer, som tidligst vil kunne betale for genanvendelse, men jeg vil gerne, at hensynet til skatteborgernes penge samt danskernes hverdag rodfæstes i genanvendelsesarbejdet.

Private virksomheder samt offentligt drevne og ejede anlæg har nu slået sig sammen om udviklingen af et anlæg, der genvinder gødningen direkte fra spildevandet. Anlægget vil årligt kunne producere gødning til en værdi af mere end 400.000 kr.

Fosfat er blevet en knap ressource, og som forslag til en løsning herpå har Aarhus Vand, Horsens Vand, Herning Vand, Videncentret for Landbrug, Grundfos og Norconsult udviklet et nyt projekt: Det drejer sig om at genvinde gødning via en sidestrøm af spildevand med store mængder kvælstof og fosfor gennem en reaktor, imens magnesiumsalt tilføres. Resultatet vil være velegnet til gødning, idet der vil ske en udfældning af et granulat. Da den rene gødning ikke indeholder tungmetaller, vil den kunne bruges på marker, hvor det er ulovligt at udbringe slam.

Det er glædeligt, at der er tale om et samarbejde mellem private og offentlige aktører. Det er uhyre vigtigt for vækst, arbejdspladser og eksport, at man er meget bevidst om denne arbejdsfordeling. Ligeledes skal der i anlægsbudgetterne kunne skabes plads til investeringer i disse anlæg.

Men jeg savner i høj grad en beskrivelse af økonomien i separationsmetoden: Fosfor er en knap ressource på verdensplan, og derfor er det gode spørgsmål: Hvad skal prisen på fosfor være for, at disse investeringer bliver rentable? Eller er vi tæt på, at fosforprisen kan forrente investeringen?

Borgernes regning
Det kan virke enkelt blot at henvende sig til politikere og sige, at vi skal give et pålæg om at bruge denne fosforrensning, og så går vi i gang på BORGERNES REGNING.

Der er dog grænser for, hvor meget vi økonomisk kan belaste de danske familier og virksomheder med miljøomkostninger omkring genanvendelse. Derfor er det meget vigtigt, at vi starter der, hvor vi er tættest på, at markedsprisen for den udvundne ressource kan betale for genanvendelsen.

Forrige artikel Mere end natur i nationalparker Næste artikel DI støtter bedre test af kemikalier