Frie Grønne: Vi skal komme havmiljøet til undsætning nu
En økosystembaseret havplan og trawlfri zoner i Bælthavet er meget fint, men hvor er de store visioner? Vi savner politisk mod til lave benhårde prioriteringer, hvor naturens grænser sætter rammerne for, hvad der er er politisk muligt og ikke omvendt, skriver Susanne Zimmer.
Jeg skriver det her indlæg, mens FN’s topmøde for biodiversitet netop er sluttet, og man ikke har kunnet enes om at lave en såkaldt "Paris-aftale" for biodiversiteten.
Det er tragisk, skuffende og bekymrende. Hvis ikke den nuværende alarmerende situation kan få os til at rykke sammen i bussen og tilsidesætte traditionelle og kortsigtede profitinteresser, er vejen for et bedre havmiljø belagt med kampesten og ikke grus.
Silotænkningen fylder for meget
Mens vi deltager i de internationale forhandlinger, skal vi gå forrest herhjemme. Det skal vi gøre ved at gøre op med den politiske silotænkning.
De seneste ugers debat her på Altinget tyder på, at der er en vis opbakning til en økosystembaseret tilgang i den nye havplan. Det håber jeg meget på. På samme tid afslører debatten dog også, at den politiske silotænkning desværre trives i bedste velgående.
Vores havmiljøs katastrofale tilstand er et resultat af en stor cocktail af mange, mange års slappe regulering og manglende omsorg for vores hav. Et resultat af en lang række faktorer fra både land og vand.
Derfor er det altafgørende, at vi med den nye havplan får en kortlægning af den marine natur og de allermest belastende presfaktorer, så vi kan hjælpe til at genoprette miljøet bedst muligt og klogest muligt.
Havet i centrum
Havpolitikken skal gå hånd i hånd med en super ambitiøs klimapolitik af hidtil usete dimensioner. Havpolitikken skal flankeres af en revolution af landbruget, hvor der er plads til meget, meget færre dyr og hvor der er en meget, meget stærkere regulering af næringsstoffer til vores farvande.
Hvis vi mener det, når vi siger, at vi vil genoprette det marine miljø, er vi også nødt til at anerkende, at råstofferne i havet er en meget begrænset ressource. Derfor hænger vores havpolitik også sammen med vores byggepolitik. I stedet for at suge tonsvis af sand op fra havet, så vi kan bygge store prestigefyldte infrastrukturprojekter, bør vi skrue drastisk ned for byggeriet.
Vi er mildest talt chokerede over, hvordan mange af de samme partier, der bakker helhjertet op om byggeriet af Lynetteholmen også er med i finanslovsaftalen om at etablere en marin naturnationalpark i Øresund. For os er de to ting i direkte modstrid med hinanden.
Det skånsomme fiskeri er fremtiden
Fiskeripolitikken skal selvfølgelig også gå hånd i hånd med biodiversitet og klima og bidrage positivt til et sundt havmiljø. Derfor er vi nødt til at bakke op om det skånsomme kystfiskeri og regenerative småskala havmarker, mens vi drastisk neddrosler trawlfiskeriet.
Den mad, vi får fra havet, skal blive mere lokal og fanges mere i vores egne farvande. Ligesom det danske landbrug, skal vores brug af havet også være mere lokalt baseret og meget mindre belastende. Vi vil have et regenerativt forhold til havet. Det skånsomme kystfiskeri skal være en større del af fremtiden. Dét er udvikling, ikke afvikling.
Tid til benhårde beslutninger
Hvis vi skal være et foregangsland, så kræver det, at vi tør tage nye og i nogles øjne drastiske beslutninger.
Vi er nødt til at indse, at vi ikke har råd til at bevare status quo. Af mange årsager, som det er blevet beskrevet i de sidste par måneders indlæg om havplaner og trawlfri zoner.
Vi er nødt til at 'walk the talk' og lave benhårde politiske prioriteringer, hvor naturens grænser sætter rammerne for, hvad der er politisk muligt og ikke omvendt. Et vigtigt skridt er nu en ambitiøs havplan, hvor vi får se, om skåltalerne faktisk oversættes til direkte politik, eller om de forbliver flotte, luftige ord uden egentlig betydning.
{{toplink}}
Jægere og ornitologer: Løsrivelsen fra russisk gas må ikke gå ud over den danske natur
Jagtklub: Myndighederne vender det blinde øje til, mens hele våbenbranchen bliver kørt i sænk
