EU beskytter bedst forbrugerne mod kemikalier

DEBAT: I stedet for at ville forbyde creme-kemikalier ved dansk lov, burde Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten bakke op om EU's fælles kemikaliepolitik. Det mener Jakob Lamm Zeuthen, miljøpolitisk chef i Dansk Erhverv.

Af Jakob Lamm Zeuthen
Miljøpolitisk chef, Dansk Erhverv
 
Altinget.dk bragte i går et indlæg med overskriften ”EU-skeptikere vil have skadelige creme-kemikalier forbudt”. I indlægget foreslår Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten, at Danmark skal indføre særregler, som forbyder de kemikalier, der er mistænkt for at være sundhedsskadelige.

Logikken i den udmelding må hænge sammen med, at vi nærmer os et EU-valg. Hvis man virkelig gik op i at være forbrugernes beskytter, ville man være varm tilhænger af EU's kemikaliepolitik og bakke 100 procent op om, at man kun via EU-samarbejdet får skabt sikkerhed omkring de kemikalier, der må være i f.eks. kosmetik.
 
Ftalat-forbuddet viste os, hvor svært det er for vores lille danske marked at gå enegang i et forsøg på at regulere og tvinge globale producenter til at substituere problematiske kemikalier. Forsøger vi igen at gå enegang med kosmetik og plejeprodukter, køber forbrugerne bare produkter eksempelvis på nettet eller på rejser.

Stoffer allerede på EU's liste
Sandheden er, at de potentielt hormonforstyrrende kemikalier allerede findes på EU's prioriterede liste for kemiske stoffer, der skal kigges nærmere på. En anden sandhed er, at den mængde af stoffet, der må anvendes i produkterne, er minimum 100 gange lavere end den dosis, hvor man endnu ikke har observeret en hormonforstyrrende effekt ved eksisterende dyreforsøg.

Dermed ikke sagt, at man ikke skal bekymre sig, men det gør EU jo netop også, ved at stofferne er kommet på den prioriterede liste.
 
Når Forbrugerrådet, Folkebevægelsen mod EU og Enhedslisten melder så voldsomt ud, som de gør, medfører det udelukkende, at forbrugerne går i unødig panik.
 
En reel forbrugerbeskyttelse sker ved at se på forskningsresultater på linje med dem, som har igangsat denne debat, og de skal sendes videre til EU's eksperter. På den måde kan vi hurtigere få skabt forbrugersikkerhed for 500 millioner borgere frem for de få i Danmark.  

Kun skadelige stoffer skal forbydes
Forhåbentlig ligger EU's vurderingskriterier for hormonforstyrrende krydseffekter klar senere i år. Derefter kan eksperterne for alvor få gennemgået den prioriterede liste. Viser det sig herefter, at der er grund til bekymring over stofferne på listen, skal disse stoffer selvfølgelig forbydes prompte.
 
Der må ikke være kemiske stoffer i vores produkter, som udgør en risiko for sundheden. Det siger til gengæld sig selv, at de stoffer på listen, som viser sig ikke at udgøre en risiko for sundheden, selvfølgelig skal frikendes.
 
På trods af megen forskning i hormonforstyrrende stoffer ved vi stadig ikke, om stofferne påvirker os i de mængder, forbrugerne udsættes for i dagligdagen. Vi får kun en kvalificeret afklaring, hvis vi støtter op om den EU-baserede forskning på området. Det giver simpelthen ingen mening, at man forbyder en masse kemikalier, som vi bruger i hverdagen, før der ligger bevis på, at de er skadelige.
 
Så kære folkebevægelse mod EU og enhedsliste: Når I opfordrer til nationale særregler, opnår I blot, at forbrugerne går i kemikaliepanik, samtidig med at I undergraver det store arbejde, EU udfører på området.  

Det er vel også hensigten for en indædt EU-skeptiker, men det beskytter reelt ikke forbrugerne – tværtimod.

Forrige artikel Naturstyrelsen: Vi overvåger i al slags vejr Næste artikel Bedre vandmiljø og styrket erhverv kan gå hånd i hånd Bedre vandmiljø og styrket erhverv kan gå hånd i hånd