Ejendomsret og marked – beskytter miljøet
DEBAT: Ejendomsretten sikrer, at forurenere kan stilles til ansvar, når de sviner, skriver dagens debattør fra Copenhagen Institute.
Af Chresten Anderson,
direktør, Copenhagen Institute
Miljødebatten raser. Miljøministeren opruster blandt andet med opbakning til Al Gores aktuelle frygtkampagne angående den nuværende - og i realiteten svært målbare - globale opvarmning.
Som det seneste har statsministeren meldt ud, at der kommer et nyt oplæg om miljøpolitik.
Fælles for politikken står mantraet om, at markedet ikke kan løse miljøspørgsmål. Det vil sige, der vil kunne findes en implicit eller eksplicit påstand om, at markedet forårsager forurening og samtidig ikke kan løse de problemer, som der opstår.
Der er imidlertid et problem forbundet med ovenstående mantra:
Det er således korrekt, at der ikke ville være forurening uden et marked. Men uden et marked og uden ejendomsret ville begrebet forurening derimod være meningsløst!
Forureningsbegrebet har derfor kun kunnet udvikle sig i kraft af, at der findes et borgerligt retssamfund, hvor respekten for den enkeltes liv, frihed og ejendom håndhæves.
Meningsløst at tale om forurening uden ejendom
Uden en mere klar forståelse af hvad forurening er, der netop tager afsæt i respekten for den private ejendomsret, kan politikerne samtidig ikke gøre andet end skade, når de fører deres miljøpolitik ud i livet.
Det er derfor helt forkert at se et fundamentalt modsætningsforhold mellem forurening og markedsøkonomien. Dette er imidlertid lige præcis, hvad der har været tilfældet navnlig fra og med 1970’erne og med fremkomsten af miljøbevægelsen, der som bekendt netop er en markedsskeptisk bevægelse.
Forurening bliver således meningsløs, når man ikke taler om det i konteksten af respekt af liv, frihed og ejendom. Forurening forekommer derfor, når man forårsager skade på andres ejendom.
Dette kan ske, når en lastbil ved et uheld kører galt og spilder olie ind i Hr. og Fru Jensens have. Her er opgaven med at placere et ansvar og rydde op derfor også tilsvarende overkommelig: Man kan lade lastbilchaufføren, hans arbejdsgiver eller et forsikringsselskab betale for oprydningen.
Et andet eksempel på forurening kan være, når en uansvarlig fabrik skader nabogrunden, og virksomheden derfor må betale for at rydde op.
Virksomheden vil så efterfølgende kunne vælge at fortsætte med at producere deres varer; hvis der stadigvæk er overskud efter, at man har betalt regningen for oprydningen.
Ejendomsret beskytter miljøet
I begge tilfælde er der således en privat part i et retssamfund med liv og ejendom, som gør det muligt at forholde sig praktisk til sådanne former for uheld og/eller uansvarlighed.
Langt vanskeligere bliver det, når relevansen af ejendomsretten er mere diffus - eksempelvis når skaden er relativt lille og sker på manges ejendom; eller når skaden sker på noget, som der ikke kan identificeres et ejerskab over - eksempelvis havet.
Men for at man kan forholde sig til sådanne problemstillinger, gælder det netop tilsvarende om at styrke markedselementet, og ikke afvikle det:
Det vil sige at sikre, at nogle kan opnå råderet og ejerskab, også over havene, sådan at skadeforvolder herefter vil kunne konfronteres med en skadelidt part.
Problemet med Sovjetunionen og i dag også i store dele af Kina, er således netop at forholdet for havene var eller er gældende på landjorden:
Den private ejendomsret og respekten for individuel frihed blev eller bliver i sådanne tilfælde ikke respekteret.
I Danmark er vi, jævnfør ovenstående, de sidste tre-fire årtier derfor gået i den forkerte retning:
I kraft af stigende skatter og afgifter samt en voksende mængde regulering er borgernes råderet over deres ejendom, og dermed deres handlefrihed - også til at forbedre deres omgivelser i praksis, blevet svækket.
Forureningsbegrebet, der burde bruges som et forsvar for individers liv, herunder deres handlefrihed samt deres materielle værdier, bliver i dag primært anvendt til at svække de selv samme værdier ved at reducere det private ejerskabs betydning.
