DN: Erstatningsnatur er en glidebane
DEBAT: I stedet for at flytte rundt på den meget sparsomme mængde natur, Danmark har tilbage, burde vi hellere fokusere på at bevare den, skriver Ella Maria Bisschop-Larsen, præsident for Danmarks Naturfredningsforening.
Af Ella Maria Bisschop-Larsen
Præsident for Danmarks Naturfredningsforening
Erstatningsnatur er blevet et varmt emne i forhandlingerne om Naturpakken.
Men det er med erstatningsnatur, som det er med erstatningskaffe: Det bliver aldrig rigtigt det samme. Undersøgelser af ordninger med erstatningsnatur viser, at levesteder for dyr og planter langt fra er noget, som kan flyttes fra den ene dag til den anden.
Derfor er vi i Danmarks Naturfredningsforening meget bekymrede over den udvikling, som man for nylig kunne læse om i Altinget, hvor en række politikere efter forslag fra KL ønsker at udvide de muligheder, der allerede er i dag for at flytte rundt på natur, der ligger i vejen for byggeri og anlæg. Vi mener, at det er en absurd glidebane, hvor naturen med sikkerhed vil blive taber.
Danmark er et af de hårdest dyrkede lande i verden, hvor naturen er presset helt i bund. Samtidig har naturen en meget ringe tilstand sammenlignet med andre EU-lande. For eksempel er 90 procent ud af 60 særligt beskyttelseskrævende naturtyper i ugunstig til stærkt ugunstig bevaringstilstand. Bevaringstilstanden for de levesteder, der alene er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3, kendes ikke i fuldt omfang. Derfor vil en ordning, hvor kun natur af ”ringe” kvalitet kan flyttes rundt, komme til at betyde, at der i realiteten kan flyttes på en meget stor andel af de sidste rester af levesteder, der er tilbage i Danmark.
Ikke til naturens fordel
Levesteder i god kvalitet er ikke noget, der kommer fra den ene dag til den anden. Skov er et kendt eksempel. Det tager minimum 150 år fra et areal tilplantes eller naturligt springer i skov, til træerne er fuldt udvoksede - alene af den grund, at træerne har en lang livscyklus. Nogle naturtyper kan slet ikke flyttes til andre placeringer. Deres tilstedeværelse er helt afhængig af jordbundstype og vandforhold. Det gælder for eksempel højmoser.
Derudover gemmer naturområder – også hvis de er misligholdte og af ringe kvalitet – på en pulje af frø i hvilestand i jorden. På landbrugsarealer er der ikke en tilsvarende frøpulje fra vilde planter i jorden. Derfor er det meget vanskeligt at nedlægge eksisterende natur og etablere ny erstatningsnatur på landbrugsarealer i omdrift - og samtidig opnå natur i samme eller bedre kvalitet, end den der er blevet nedlagt.
Svær balance for kommuner
Åbnes der op for erstatningsnatur, så kan det kaste både kommuner og private ud i en svær balancegang. For det første kan det fjerne incitamentet til at beskytte og forbedre den eksisterende natur. Og for det andet, så vil kommunerne blive presset fra erhvervsinteresser til at afgøre, hvornår et naturområde er af ringe kvalitet og må nedlægges. Og sidst men ikke mindst, så er natur jo med til at øge attraktionen og den økonomiske værdi af byer og landsbyer.
Den ”ringe” natur, som risikerer at blive nedlagt, er den såkaldte hverdagsnatur. Der hvor folk i hverdagen går ture og har mulighed for at få en naturoplevelse. Nedlægges lokale naturområder, er der altså også nogle borgere, der får meget længere til naturen.
I stedet for at nedlægge og flytte natur, så bør man i stedet fokusere på en samlet planlægning for den danske natur, så der bliver skabt nogle større naturområder og sammenhængende naturnetværk. Hvis man åbner op for erstatningsnatur, så fjerner man i stedet de trædesten, som vilde dyr har brug for for at kunne bevæge sig rundt i produktionslandskabet.
Naturen har brug for en masterplan og ikke en afviklingsplan. Derfor er erstatningsnatur en dårlig løsning.
KL: Brug for kvælstofkompenserende tiltag i naturpakken
Forsker om naturpakken: Fagligheden går tabt bag lukkede døre
