Der mangler redskaber til sikkert grundvand
DEBAT: I praksis er det svært at lave aftaler om boringsnære beskyttelsesområder (BNBO), skriver seniorforsker Brian H. Jacobsen, som efterlyser redskaber til at sikre grundvandet.
Seniorforsker, Fødevareøkonomisk Institut, KU
Med Grøn Vækst er den fysiske sikring omkring vandboringer øget fra 10 til 25 meter. Det har efterfølgende været diskuteret, om der var belæg for de 25 meter, men reelt er problemet, at der mangler redskaber til at gennemføre den lokale grundvandssikring (se Altinget den 17. august). Tankerne om Boringsnære beskyttelsesområder (BNBO) er gode, men meget svære at få gennemført i praksis.
Københavns Energi har med hjælp fra WaterVision og Fødevareøkonomisk Institut, KU, set nærmere på beskyttelsesarealer, forhandlingsprocedurer og omkostninger ved at sikre grundvandet omkring København. Hvad angår den fysiske beskyttelse, så kan en cirkel om boringen være god nok til at sikre, at der ikke kommer skadelige stoffer direkte ned i boringen. Vil man beskytte vandtilførselen, er sikkerhedsarealet imidlertid ikke altid cirkler, men typisk dråbe- eller ellipseformet, hvor den største del af arealet ligger opstrøms.
Det er derfor vigtigt, at der foretages lokale analyser, så det bliver mere præcist, hvilket areal der er omfattet af en fx 6 eller 12 mdr. sikringszone. En sådan analyse ville også sikre, at kun landbrugsjord, hvis afløb påvirker boringen, får et eventuelt påbud. De nuværende analyseværktøjer inddrager hydrologiske forhold, samt dæklag og jordstruktur, men de kan fortsat forbedres. Erfaringer fra analyser om BNBO omkring København viser, at der er meget forskel på det areal, der kan blive omfattet ved den enkelte boring. Der er i de gennemførte analyser anvendt en beskyttelsestid på 1 år. For Københavns Energi er sikkerhedsarealet på ca. 4.200 ha ud af et samlet indvindingsopland på 115.000 ha (ca. 3,7 procent).
Svært at lave aftaler
Når arealet er udpeget er næste skridt at få aftaler med lodsejerne. Men selv om lodsejere kan se det fornuftige i at sikre grundvandet, er de ikke meget for tiltag, der påvirker deres drift og indtjening. Generelt ønsker vandforsyningen at eje jorden, men lodsejere er ikke interesseret i at sælge jord. Hovedparten af lodsejerne har været mindre deltids- eller fritidsbrug, men heller ikke fuldtidslandmænd vurderes at være interesseret i at sælge, med mindre de får en betydelig gulerod (fx 300.000 kr. pr. ha). Det er tydeligt, at de fleste lodsejere ønsker tidsbegrænsede aftaler.
Udover at forhandlingerne sjældent giver resultat, så er de meget tidskrævende, og det er derfor reelt nødvendigt at bruge tvang, hvis der skal opnås aftaler. Her er problemet, at den type dokumentation, som kommunerne skal bruge for at lave tvangsindgreb, ikke kan skaffes med de nuværende metoder og værktøjer. Almindelig landbrugsdrift er jo ikke grundvandstruende. Det, at der på udsatte marker er en mulig risiko, er således ikke nok til ekspropriering. Opkøb kan ikke foretages for at tilgodese forsigtighedsprincippet. Samlet set kan kommunerne af juridiske årsager ikke bruge BNBO som angivet i handlingsplan for grundvand. Forhandlinger i regi af Miljøministeriet for at få gjort BNBO-vurderinger mere anvendelige synes at være gået i stå, måske fordi finansieringen af indsatsen er uafklaret.
Det vurderes, at omkostningerne til deklarationer eller køb (1 års sikringszone) vil udgøre ca. 5-30 øre pr. m3 for Københavns vandforsyningen ved ca. 4.200 ha. Der kunne oprettes støtteordninger i samarbejde med Direktoratet Fødevare Erhverv (FERV) således, at en del af den givne støtte kunne finansieres via EU's landdistriktsmidler til eventuel økologisk drift. I denne proces må Landbrug & Fødevarer også i kraft af deres rådgivningsekspertise inddrages, så de kan være med til at sikre, at der indgås flere aftaler.
Sted-specifikke analyser
Når regeringen har fremsat et forslag om 25 meter, må det være en politisk vurdering, men reelt burde det være en stedspecifik analyse, der afgjorde arealomfang. Det kan nævnes, at en grænse på 50 meter ville omfatte et areal på ca. 30-60 km2 i forhold til de 2,5 km2, der i dag er udtaget ved en 10 meter beskyttelseszone.
Analyser af forhandlinger fra andre vandforsyninger i Danmark tyder også på, at forhandlingerne tager meget tid, at lodsejere vil overkompenseres, og at det kan være svært for vandforsyningen at kontrollere de aftaler, der indgås om fx pesticidfri drift. Det giver således mening at sætte centrale krav, men det må også konkluderes, at der er behov for stedspecifikke analyser og flere redskaber for at skabe en langsigtet sikring af grundvandet.
