Danmark er ikke alene

Koncentrat af lederen "Miljøbøvl - ikke kun hos os" i Landbrugsavisen, uge 23, 2005. Til trods for de mange tiltag som landbruget har gjort for at forbedre dyrevilkår, miljø og mindske gener for omgivelserne, fortsætter mediernes og politikernes kritik. Det er træls. Men Danmark er ikke det eneste land, der har det sådan. Vi kan lære af omverdenen.

Det er vist ikke nogen overdrivelse at påstå, at der er gået en del skår i glæden ved at være dansk svineproducent. Trods langt bedre forhold for dyrene, trods afskaffelse af vækstfremmere, trods intensiv indsats for at begrænse lugten, trods et stadigt mindre udslip af kvælstof og fosfor, trods Europas mindste medicinforbrug, trods stop for udbygninger i landsbyer og tæt ved naturområder - ja, trods en stædig, besværlig og kostbar indsats for at leve op til omverdenens krav får erhvervet stadig tæv. Medier og politikere holder sig bestemt ikke tilbage. Det er træls, og det er også med til at skabe et klima, der gør det stadig sværere at få lov at udvikle bedriften.

Hvis det er nogen trøst, kan vi i dag i LandbrugsAvisen dokumentere, at de danske svineproducenter langtfra er noget særtilfælde. Kolleger fra andre intensive svineområder i Europa - Limburg i Holland, Bretagne i Frankrig og Nordrhein-Westfalen i Tyskland - kan fortælle lignende historier. (...)

Der er slet ingen tvivl om, at krav om mindre belastning med næringsstofferne, beskyttelse af naturområder, god dyrevelfærd og mindre lugt er kommet for at blive, både i Danmark og andre steder i Vesteuropa. Vi kan tilmed glæde os over et EU-samarbejde, der betyder, at også de nye medlemmer i øst skal leve op til kravene.

Det er meget vigtigt på den vis fordomsfrit at se ud over grænserne. Myter om, at vi er alene med problemerne, blokerer udsynet. Tværtimod handler det om i så høj grad som muligt at lære af hinanden. Dansk svineproduktion er nok i verdenseliten - men den plads bevares kun, hvis man hele tiden er åben over for inspiration fra alle sider, også fra vores konkurrenter.

Forrige artikel Hold trit med befolkningerne! Næste artikel Amterne må ikke gå i stå