Connie: Vi behøver ikke kopiere Blair

Debat: Miljøministeren svarer på WWF's og SF's kritik af regeringens indsats for at mindske danskernes brug af klodens resourcer.

Af Connie Hedegaard, 
miljøminister (K)  

At Danmark som et lille tæt befolket og meget
velstående land hører til blandt de mest forbrugende
lande i verden, er ingen nyhed.

Det er derimod lidt af
en overraskelse, at WWF er tæt på at falde i svime
over, at den engelske regering sidste år udarbejdede
en bæredygtighedsstrategi.

Bæredygtig udvikling handler ikke blot om flotte ord.
Det handler derimod først og fremmest om handling,
konkrete mål og konkrete midler, både i Danmark og
internationalt.

Vi har i Danmark afkoblet vores
økonomiske vækst fra energiforbruget, og vi er et af
de absolut mest energieffektive lande i verden.

Regeringens indsats for en bæredygtig udvikling sker på en lang række områder, netop fordi bæredygtig udvikling kræver, at miljøhensynet integreres i alle sektorer.

Derfor er miljøindsatsen styrket, både når det drejer sig forskning- og udvikling, renere teknologier i f.eks. transport- og landbrugssektoren, en styrket
indsats over for sundhedsskadelige kemikalier, og en kæmpe saltvandsindsprøjtning på nye 700 mio. kr. til at beskytte den danske natur.

Snart klar med energiplan
Og så kommer regeringen om kort tid med en langsigtet og ambitiøs national
energiplan med konkrete mål, blandt andet for vedvarende energi. For nu blot at nævne nogle ganske få indsatsområder.

I en globaliseret verden hænger vores problemer sammen med den politik, der føres andre steder i verden.

Derfor gør regeringen samtidig en kæmpe indsats for at fremme det internationale miljøsamarbejde, hvad enten det f.eks. drejer sig om bekæmpe farlige kemikalier, som jo dagligt krydser vores grænser, eller de globale
klimaforandringer.

Jeg har også netop fremlagt et lovprogram for Folketinget. Heraf vil man kunne læse, at jeg i denne Folketingssamling vil komme med en redegørelse for en
ny national bæredygtighedsstrategi.

Det er et vigtigt arbejde, og jeg vil gerne røbe, at jeg ønsker at flytte debatten om bæredygtig udvikling ud i landet,
der hvor borgere, virksomheder og kommuner helt konkret gør en forskel for miljøet.

For udover nationale mål og konkrete virkemidler handler
bæredygtig udvikling ligeså meget om det grønne ansvar vi hver især tager i dagligdagen - og at vi rent faktisk derigennem bidrager til en bæredygtig
udvikling i det store billede.

Forrige artikel Hedegaard: Vi når i mål - og mere end det Næste artikel Tænketank: Privatiser fiskestimerne